Forrügende Rügen

Tekst: Janke Bondam

Nogle gange skal der nye billeder på nethinden og når hjernevindingerne trænger til frisk
luft, så er der ikke noget som en biltur ud i det blå. To overnatninger væk fra dagligdagens
trummerum og man er som genfødt. 

Vi snublede i efteråret over Scanlines
gode tilbud om afslappende
dage i Stralsund, denne gamle
hansestad, der er porten til Rügen. I
tilbudet indgik to overnatninger på Hotel
Dorint, der excellerer i wellness-muligheder:
spa-bade, fitnesscenter, massage
af skulder og nakke, rhassoulbade,
lysterapi m.m. Det er et moderne hotel,
så tilgængeligheden er lydefri. Og
da Rügen jo nærmest bare ligger et
stenkast fra Danmark, så kræver det
ikke ret meget andet af én end at
smide sig ud i bilen og så af sted.

Spektakulær ø
Denne tyske ø kan uden overhovedet at
anstrenge sig sagtens konkurrere med
Bornholm om at være Østersøens
perle. Det er i sandhed en spektakulær
ø med stor variation i både de naturmæssige
og kulturelle udbud. Havet
sønderdeler øen i en mængde bugter
og vige, der på vestsiden giver grobunden
for det enormt rige fugleliv. På
nordkysterne findes de meget stejle
kridtklinter med Kap Arkona nordligst.
Det var der, Valdemar den Store sammen
med biskop Absalon i 1169 erobrede
Venderborgen Arkona og styrtede
deres afgud Svantevit i havet. Og overalt
på Rügen er der etableret gode
cykelstier, der giver tilgængeligheden
motionerende udfoldelsesmuligheder.
Den kuperede National Park, Jasmund,
så vi i den smukkest tænkelige, gyldne
efterårsklædning.

Seværdigheder i særklasse
Østkysten rummer seværdigheder i
særklasse. Hitlers bygningsværk, kolossen
Prora, er et must. Det er et
kæmpe, sammenhængende bygningskompleks
opført som ferielejligheder til
det arbejdende folk. Påbegyndt i 1936
og henlagt allerede i 1939; det blev
aldrig helt fuldbyrdet. Dér står det så,
et 4,5 km langt skrummel af en gloriøs
tænkt idé manifesteret i gråbrunt beton,
der spøgelsesagtigt fortæller sin
meget mærkelige historie. Det står
stort set tomt, bortset fra et museum i
den ene blok og optager alt for meget
god plads af Tysklands meget sparsomme
strandarealer. Det får nok ikke lov
at stå der ret mange år endnu.
Desværre efterlader museet meget at
ønske hvad angår tilgængelighed. Vil
man se de små 12 m2 ferieboliger
indefra, må man lade sig bære op ad
trapperne.

Mondæn og tilgængelig
Efter oplevelsen af Hitlertiden er det
som at foretage et kvantespring, når
man kommer til kurbyen Binz, der
emmer af eksklusivitet. Efter den tyske
genforening er renoveringen og genopbygningen
sket med eksplosiv kraft; - ja,
det gælder hele Rügen, der stort set
overalt har nået det mondæne niveau.
Binz med sit imposante spahotel ved
stranden har den ligeså imposante
370 m lange Seebrücke ud i vandet.
Den er fuldt tilgængelig som resten af
byen, - der er oven i købet et rummeligt
handitoilet på stranden ved Seebrücken,
der dog kræver den tyske universalnøgle,
der skal bruges til alle handitoiletter
i hele Tyskland. Og lige syd for
Binz ligger Sellin, kendt for sin gennemførte
art nouveau byggestil, men nok
endnu mere kendt for det helt eventyrlige
søbad, der ligger ude i vandet. Og
så er der byen Putbus, der er et klassistisk
paradis fyldt med arkitektoniske
lækkerier.

Rügen har i sandhed meget at byde på,
og de smukke gamle alléer, der
er så utrolig mange af, giver
turene ud i landskabet en
speciel aura af skønhed og
særegen altmodischhed. Jeg
kan ikke varmt nok anbefale en
tur til Rügen. Og tilgængelighed
synes tyskerne at have større
øje for end vi ser det i Danmark.
Et trygt og meget interessant
rejsemål.

EURO-Toilettenschlüssel fås
via cbf-da.de for 15 euro.