Forkning - urinvejsinfektioner

Urinvejsinfektioner under overfladen

Urinivejsinfektion har traditionelt være noget underprioriteret i den kliniske forskning, men inden for de seneste to årtier er man begyndt at få øjnene op for årsagen bag særligt de tilbagevendende urinvejsinfektioner. Man er desuden begyndt at kende detaljer om, hvorfor kateterbrug øger risikoen for infektion. I denne artikel belyses, hvad den seneste forskning viser inden for området.

Tekst: Thomas Emil Andersen

Urinvejsinfektioner er blandt de hyppigst forekommende, behandlingskrævende infektioner i den vestlige verden. En urinvejsinfektion udvikler sig sjældent alvorligt, og symptomer dæmpes nemt med antibiotika. Bag de relativt milde symptomer gemmer der sig dog en sygdom, som på landsplan rammer rigtig mange mennesker. Alene i Danmark behandles op mod 300.000 personer – især kvinder – for urinvejsinfektion hvert år. Dette medfører et stort antibiotikaforbrug med deraf følgende risiko for udvikling af resistente bakterier. Grundet den ofte kroniske tilstand, giver infektionen desuden store gener for den enkelte og kan nedsætte livskvaliteten.

Kun midlertidig løsning

Sundhedssystemet er strikket sådan sammen, at patienter, hvor symptomer påvises, sendes hjem med en recept på antibiotika, som ofte løser problemet i nogle uger. Når infektionen, som det sker i mange tilfælde, vender tilbage efter uger eller måneder, udskrives på ny antibiotika, som igen løser problemet - men kun midlertidigt. Da infektionen hverken er livstruende eller åbenlyst invaliderende, gøres der ofte ikke mere for at komme problemet til livs.

Kortlægning

Urinvejsinfektioner har traditionelt være omgærdet af nogen mystik og givet grobund for en lang række husråd om, hvordan man kan komme urinvejsinfektionen til livs. Herunder rådgives patienter, også af fagpersoner, til eksempelvis at drikke rigeligt med vand, drikke tranebærsaft, holde sig fra at sidde på for kolde overflader osv. Nogle af disse husråd har faktisk en effekt, men man har ikke vidst hvorfor.
Inden for de seneste ca. 15 år er forskerne dog begyndt at få en dybere indsigt i infektionsmekanismen, og man kan efterhånden kortlægge, hvordan bakterier inficerer blæren. Det har vist sig, at bakterierne bruger en række snedige kneb for at undgå at blive dræbt eller skyllet ud.
Forskerne er blevet klar over, at årsagerne til infektion og specielt de tilbagevendende infektioner ikke kun skyldes en banal, gentagende kontaminering af bakterier fra tarmen. Det har vist sig, at de bakterier, som giver infektionen - i overvejende grad kolibakterier – gennemgår en kompliceret livscyklus i urinvejene, som gør, at de kan overleve antibiotika og kroppens immunforsvar. Derved er bakterierne i stand til at vende tilbage og give symptomer igen og igen.

Dramatiske forvandling

Bakterierne omdanner sig til spagettilignende tråde, som klæber sig fast i blæren. Laboratorieforsøg har vist, at hvis man udsætter kolibakterierne for de forhold, som er i blæren, gennemgår bakterierne en dramatisk forvandling fra at være små korte pinde til at være meget lange tråde. Fænomenet blev først observeret i mus af amerikanske forskergrupper, men er for nylig blevet genskabt af danske forskere i en model, som efterligner den menneskelige blære. Det antages derfor også at finde sted i mennesker.
Ændringen til lange tråde menes at sætte bakterien i stand til at klæbe sig endnu bedre fast på indersiden af urinvejene – særligt i blæren, og dermed modstå at blive skyllet ud med urinen. Interessant nok sker omdannelsen til de lange tråde kun i koncentreret urin. Forskerne arbejder derfor i øjeblikket med en teori om, at husrådet om at drikke rigelige mængder af vand, medfører, at bakterierne forhindres i omdannelsen til lange tråde i den tyndere urin og dermed lettere skyldes ud.
Ved hjælp af musemodeller og kunstige blæremodeller arbejder forskerne i øjeblikket med at identificere de gener og proteiner, som kolibakterien bruger til at ændre form til lange tråde. Når dette er kortlagt, åbner det mulighed for at designe lægemidler, som kan blokere denne omdannelse og dermed hjælpe kroppen med at sanere infektionen.

Invasion af blæreceller

Ud over at blive lange og tynde og forankre sig til blærevæggen, så har bakterierne et andet snedigt kneb oppe i ærmet. Kort efter bakterierne er kommet ind i blæren, hæfter de sig fast til blærevæggen og trænger ind i det yderste lag af blærens celler. Når bakterierne sidder inde i kroppens egne blæreceller, bliver bakterierne usynlige for de immunceller, som normalt fjerner de bakterier, som sidder på blærevæggen. Dette trick gør desuden, at bakterierne skjuler sig for de fleste typer af de antibiotika, som anvendes i behandling. Bakterierne bruger med andre ord blærecellernes egen ”skal” som skjold mod antibiotika.
En typisk antibiotikabehandling dræber derfor bakterierne i urinen og på den indre overflade af blærevæggen og fjerner dermed den smerte og irritation, som opstår, når kroppens immunceller opdager bakterierne, og der opstår en betændelsestilstand. Alt imens ligger der skjulte bakterier inde i blærevæggen, som blot venter på at faren er drevet over – at immunforsvaret er forsvundet og antibiotikabehandlingen ophører - således at de igen kan bryde ud og starte en ny infektion.
En typisk antibiotikabehandling dræber derfor bakterierne i urinen og på den indre overflade af blærevæggen og fjerner dermed den smerte og irritation, som opstår, når kroppens immunceller opdager bakterierne, og der opstår en betændelsestilstand. Alt imens ligger der skjulte bakterier inde i blærevæggen, som blot venter på at faren er drevet over – at immunforsvaret er forsvundet og antibiotikabehandlingen ophører - således at de igen kan bryde ud og starte en ny infektion.
Man mener, at dette fænomen kan forklare en stor del af de re-infektioner, som opstår, og man er derfor begyndt at udvikle lægemidler, som kan hæmme bakteriernes adhæsion til og invasion af blæreceller. Desuden ser man på, om brugen af andre antibiotika, som man ved, kan trænge ind i blæreceller og ramme de skjulte bakterier, bedre kan sanere infektionen.
Senest er man i gang med at undersøge særlige, to-delte lægemidler, hvor den ene del transporterer lægemidlet ind i blærecellerne og den anden lammer livsvigtige dele af bakteriens livscyklus.

Katetre er en oase for bakterier

Ofte er urinvejsinfektioner knyttet til brugen af katetre. Brugen af katetre er på den ene side uundværlig i behandlingen af mange patientgrupper. Samtidig har urinvejskatetre dog den uheldige sidevirkning, at de kan bane vejen for en bakterieinfektion. Dels kan katetret føre bakterier op i urinvejene ved indsættelse. Dels klæber bakterier sig særdeles godt fast til gummimaterialet i katetret, og kan danne en såkaldt biofilm. En biofilm er en ansamling af bakterier på overfladen af kateteret, som gør bakterierne særlig modstandsdygtige over for antibiotika. Seneste forskning viser desuden, at bakterier, som gror på katetergummiet, langsomt ændrer karakter og begynder at udtrykke nogle særlige hår på deres overflade, kaldet type-1 fimbrier. Disse hår gør bakterierne endnu mere klistrede og øger deres evne til at sætte sig fast på blærevæggen og invadere blærecellerne.
Brugen af katetre gør altså bakterierne sværere at bekæmpe og også mere sygdomsfremkaldende, og kan muligvis fremme udviklingen af tilbagevendende infektioner. Bakteriernes ændring til at være mere adhæsive og invasive opstår dog først efter adskillige timers – måske flere dages - vækst på et kateter. Derfor er det primært et problem ved blivende katetre og ikke de intermitterende katetre, som benyttes kortvarigt.
De intermitterende katetre er dog stadig ikke problemfrie. Denne katetertype kan på samme måde som øvrige katetre føre bakterier op i urinvejene og kan påføre skade på urinvejsepitelet. Ved brugen af kateter er det næsten umuligt ikke at forstyrre og ødelægge det yderste, beskyttende cellelag i urinvejene. Dette blotlægger dybereliggende cellelag, som er endnu mere modtagelige for bakteriernes invasion.

På vej mod bedre behandling og bedre katetre

Med den nye viden om bakteriers vækst i blæren og på katetre, kan forskerne begynde at forklare det sygdomsbillede, der ses hos personer med tilbagevendende urinvejsinfektioner. Man kan på den baggrund begynde at udtænke nye behandlingsmuligheder og desuden udvikle katetre, som målrettet hæmmer bakteriernes indtog i blæren og forhindrer deres snedige undvigemanøvrer.
Forbedrede katetre og behandling, som kan nedbringe antallet af infektioner - uden at der anvendes yderligere antibiotika - kan blive vigtigt i fremtiden, hvor antibiotikaresistente bakterier ses i stigende grad.
Ud over at opnå en effekt over for potentielt resistente bakterier, vil en sådan, mere målrettet og antibiotikafri behandling, kunne reducere forbruget af antibiotika, og i sig selv medvirke til at begrænse spredningen af resistens.