Forskning - stamceller

Slå koldt vand i blodet

Man kan ofte læse om stamcelletransplantationer foretaget på udenlandske klinikker. Men løber man en risiko? Og hvornår kan vi forvente dokumenteret viden? Professor Raphael Guzmans indlæg om stamcellebehandling trak megen opmærksom på RYKs seminar i oktober. Blandt andet hos Ture Lund, der havde håbet, at Guzman havde bragt forslag med til behandling.

Tekst: Viggo Rasmussen

Professor Raphael Guzman maner til forsigtighed i forhold til stamcelleterapi under ukontrollerede betingelser. Og så skal man måske kombinere stamcelleterapi med flere forskellige behandlingsmetoder, fx nervestimulation.
- Vi skal ikke tænke i bokse. Og så skal vi have gang i mere klinisk forskning i reparation af rygmarvsskader.
Sådan lød en af professor Raphael Guzmans konklusioner på efterårsseminaret.

Vilje til investering

- Der foregår lige nu flere interessante, kliniske forsøg med stamceller med fokus på motoriske funktioner. Altså forsøg på mennesker med forskellige rygmarvsskader. Blandt andet på Miama Project i USA og spændende forsøg med transplantation af egne stamceller, fortalte den schweiziske forskningslæge.
Han berettede også om det stort anlagte Geron Project, der blev stoppet pga. tegn på bivirkninger og manglende finansiering. Nu er der dukket nye investorer op. Generelt spiller finansiering og virksomheders skiftende vilje til investering i stamcelleforskning en stor rolle for fremtidige resultater.

Ukontrollerede forhold

Men der er også mange tilbud om stamcelleterapi under ukontrollerede forhold – især i Asien. Hertil sagde Guzman:
- Man skal være meget forsigtig med tilbud om specifikke stamceller til forskellige steder i kroppen. Vi ved ikke, hvordan disse celler er fremstillet, og hvor de præcis kommer fra. Vi ved ingenting om sikkerhed og hvordan firmaet sikrer sig mod udvikling af tumorer.
- Der er desværre flere rapporter fra israelske forsøgspersoner, som har fået flere tumorer efter stamcelletransplantation i Rusland.
- Det er et svært emne, for vel, der bliver lavet kvalificeret forskning i eksempelvis Kina. De har anerkendte universiteter. Men vi ved ingenting om betingelserne for deres forsøg, og resultaterne er ikke dokumenteret i videnskabelig sammenhæng.

Vent på dokumenterede resultater

45-årige Ture Lund var med en ni år gammel, inkomplet skade én af deltagerne på RYKs seminar, der især spidsede ører under foredraget.
- Jeg havde håbet at få forslag til relevant behandling i udlandet.
Men i en efterfølgende samtale rådede professoren Ture, at han slog koldt vand i blodet.
- ”Lad vær’ med at tage chancer”, sagde Guzman til mig og fortalte, at der går i hvert fald 10 år, før stamcelleterapi bliver et anerkendt behandlingstilbud. Mit dilemma er så, at jo flere år der går, jo mindre bliver mine behandlingsmuligheder måske.
Ture dyrker atletik på højt plan, er uddannet idrætslærer og har derfor læst tykke lærebøger om anatomi, bevægelse og forskellige behandlingsmuligheder.
- Selv om der tilsyneladende er udenlandske eksempler på en delvis effekt af stamcellebehandling, ved vi ikke, om det er en her og nu effekt forholdsvis kort tid efter en skade. Problemet er, at effekten ikke er dokumenteret.
Efter at have trænet intensivt de første tre år efter skaden, erkender Ture i dag, at rygmarvsskade er et meget kompliceret emne:
- Når meget kloge mennesker på verdensplan hidtil ikke har løst gåden, kan jeg selvfølgelig ikke selv finde svarene, men er nødt til at spørge mig frem. Men jeg undrer mig over, at den anerkendte forskning ikke er kommet længere. Hvorfor har vestlige forskere ikke et samarbejde med kineserne? Eller i det hele taget et bedre samarbejde på verdensplan?
Om dette har Ture dog et bud på et svar:
- Jeg tror, det handler om bureaukrati, modstridende interesser og penge. Seminaret viser med al tydelighed, at der er brug for flere millioner til forskning.

Hvornår Ture Lund og andre danske rygmarvsskadede vil kunne deltage i et kontrolleret forsøg er uvist. Men Ture er villig til at stille op som forsøgsperson, når det rette forsøgsprogram byder sig.