Forårsseminar: Kunsten at modtage hjælp

RYKs forårsseminar bød til snak og debat om kunsten at modtage hjælp. Eller som weekendens oplægsholder, Lisbeth Sørensen indledte: ”Så såre simpelt er det - eller er det nu det?”

Tekst: Birgitte Bjørkman

Foråret lod vente på sig, da RYK samlede knapt 40 deltagere i Dronningens Ferieby i Grenå for at holde forårsseminar under titlen ”Kunsten at modtage hjælp”.
Psykoterapeut Lisbeth Sørensen var weekendens oplægsholder og skød seminaret i gang med oplægget ”At erkende og leve med sit behov for hjælp”. Oplægget gav en lang række stikord, som deltagerne skulle gemme til aftenens gruppearbejde. 

Mange faktorer

Hjælp mellem mennesker er forbundet med både noget negativt og positivt.
- Det negative fastholder og fraholder os i at få hjælp, og det er forbundet med tab af frihed og selvstændighed. Det positive er, at det kan frigøre energi, og man får overskud og frihed. Men før man kan bede om hjælp, må man erkende, at man har et behov. Det er betinget af selvindsigt og accept af tab.
Lisbeth fortalte også om kulturens indflydelse – om generationer, traditioner og vaner, og kom også kom ind på det økonomiske mellemværende, der opstår, når den ene part modtager hjælp og den anden yder hjælp.
- Når vi har opnået indsigt, accepteret vores tab og forstået vores kultur, er vi parate til at gribe knoglen og modtage hjælp, forklarede Lisbeth.

En udfordring

At modtage hjælp er en udfordring for de fleste mennesker.
- Vi ved alle, at som modtager af hjælp er den negative side bl.a. den afhængighed, der opstår i forholdet til et andet menneske.
Lisbeth gav derfor en opgave til deltagerne:
- Tænk på en situation. Hvad skulle du have hjælp til, og hvad forhindrede dig i at bede om hjælp. Beskriv det kort og konkret og læg det i den kuvert, der ligger foran dig.

Ok at sige nej

Blandt deltagerne var der også pårørende, og Lisbeth satte derfor også fokus på de problematikker, der opstår for den, der yder hjælpen.
- Også her er indsigt og erkendelse vigtig. Fx at det kan være ok at sige nej til at hjælpe, fortalte Lisbeth og gav et eksempel:
- Man kan gøre den, der er afhængig af hjælp, en større tjeneste ved at sige nej, fordi behovet er blevet for omfattende.
En deltager indskød, at magtforholdet i parforhold kan blive forrykket, hvis den pårørende er hjælper.

Skam og angst

Lisbeth kom også ind på den angst, der kan opstå i forbindelse med at modtage hjælp.
- Det kan være skammen over ikke selv at kunne magte det: ”Jeg ligner en ”superwoman”, men jeg kan ikke længere klare det, jeg kunne før!”. Det handler om ens selvbillede … hvordan bliver jeg fx opfattet af andre?
Lisbeth forklarede videre:
- Angsten kan være forbundet med at blive udelukket for fællesskabet, men det er vigtigt at gøre op med sin sårbarhed og stolthed. Erkendelse af tab af funktion og overskud er vigtigt. Med den følger selvindsigt og accept.

Reddere og ofre

- Hvornår er det svært for jer? spurgte Lisbeth deltagerne. Spørgsmålet gav anledning til snak om at forholde sig til hjælp, man ikke har bedt om. Mange deltagere fandt det svært at tackle, ikke mindst hvis man samtidig er afhængig af hjælpen. En anden deltager fandt det svært, når man ofte står overfor én, der vil være noget for andre. Når man ikke har bedt om det, bliver det grænseoverskridende og et uønsket overgreb. Så bliver man sat i en position, der fastlåser én som offer. Det blev ledetråd til en snak om ”reddere og ofre”.
- Nu bliver det lidt karikeret. Redderne er dem, der tilsidesætter egne behov og kun opnår værd, når de er noget for andre. Ofre er dem, der høster opmærksomhed via medynk. Men i stedet skal man tilstræbe en naturlig balance mellem at være yder og modtager, forklarede Lisbeth.
En pårørende fandt det svært, når omgivelserne forventede, at hun var hjælper og ikke kæreste.
Det gav anledning til en generel snak om relationen mellem par, hvor den ene er afhængig og den anden er yder.
- Der er nogle indbyggede udfordringer i et parforhold, som begge parter skal være bevidste om. Det er der også for forældre, der gerne vil hjælpe. Men deres hjælp er størst, når man ikke hjælper, men overlader ansvar til den unge. Det kan være en svær proces, men når det lykkes, er det befriende.
- Vi har alle en forskellig tilgang til hjælperproblematikker. Husk på, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert - man må selv sige fra eller til.

Kommunikation

Søndagens oplæg handlede om kommunikation og formidling.
- Vær specifik og direkte i din kommunikation, når du beder om hjælp. Undgå offerrollen – det er vigtigt at udtrykke ønsker og behov. Når man er tydelig, direkte og konkret i sin kommunikation, øger det forståelsen, fortalte Lisbeth og fortsatte:
- I relation til andre mennesker er det også vigtigt at fortælle, hvordan du har det lige nu.
Lisbeth pegede på, at åbenhed er en forudsætning for at få den hjælp, man præcist har brug for.
- Giv dig også gerne plads til en tænkepause: ”Det vil jeg gerne tænke over" og ”Det forstår jeg ikke - kan du forklare mig det?". Og så er det bedre at spørge end at antage. Antagelser og formodninger er ofte årsag til misforståelser.

Det, der er svært?

I søndagens gruppearbejde skulle deltagerne åbne deres kuverter og udveksle med de øvrige i gruppen om, hvorfor det er svært at modtage eller give hjælp. Udsagnene blev efterfølgende udvekslet i plenum, og undervejs kom der gode råd til hinanden.
En pårørende fandt det trættende at skulle sætte grænser i dagligdagen. Den problematik havde også åbnet for en række problemstillinger lørdag aften i gruppen med de pårørende. Fx at det er rigtig svært at skulle sige nej. Også i forhold til at sætte grænser, når ens hjem samtidig er ens arbejdsplads, hvis partneren har en BPA.
En deltager tilrådede, at parterne får afstemt forventningerne til hinanden. At man får sat tingene på plads fra start. Og en pårørende mindede om, at man skal huske omsorg for sig selv, så man undgår udbrændthed.
At det gælder begge veje dokumenterede en anden deltager, der har BPA. Når ubehaget sætter sig i maven, siger vedkommende fra. Men det havde taget tid at lære. Også, hvornår det var vigtigt at sige fra, og hvornår det kunne vente til næste personalemøde.
Et andet godt råd var, at man skal vælge sine kampe – prioritere, hvad man kan leve med - og IKKE kan leve med!
- Ja, det er vigtigt, at man er bekendt med sine egne grænser og anerkender dem, bekræftede Lisbeth og tilføjede:
- Men vær også hensynsfuld og respektfuld.

Evaluering

Udbytterigt og lærerigt var ordene under evalueringen. Mange fandt det rart at komme og blive bekræftet i de daglige udfordringer, afhængighed af hjælp giver. Ligesom vigtigheden af erfaringsudveksling med ligestillede i grupper i et trygt og fortroligt miljø, og hvor man får mulighed for at perspektivere og finde nye måder at løse problemer på.
Nogle fandt det derfor også lidt ærgerligt, at der ikke var gruppearbejde umiddelbart efter lørdagens oplæg, der blev efterfulgt af en tre timers lang pause med kaffe, samvær og uformel snak med sponsorerne. Da grupperne blev samlet om aftenen, havde man mistet tråden fra dagens oplæg, og tiden var for knap til snak. Nogle deltagere savnede mere specifikt at få nogle værktøjer til fx at kunne lære at sige fra. Og som ofte rejstes problematikken, at det er svært at komme som ny og ikke kende nogle, og at der er brug for tid ved weekendens start til at lære hinanden at kende. Det lovede arrangørerne at gøre bedre.

Der blev sluttet af med en tak til arrangørerne.

- Når vi har forstået, hvad vi har med os gennem generationer af traditioner og kultur, og vi har selvindsigt nok til at mærke, hvad vi har brug for og har accepteret vores tab samt erkendt vores behov, har overskredet barrierer for at bede om hjælp og fundet én, som kan og vil hjælpe, så er vi parate til at modtage hjælp.

Generelle tips:

Giv gerne noget igen, men tak ikke for hjælpen ved at betale dobbelt tilbage - vi har forskelligt overskud.
Hjælp er en gave, fordi man giver andre mulighed for at give hjælp tilbage
Hjælpen kommer ikke altid derfra, hvor man havde regnet med
Undervejs i livet må man revurdere sit behov for hjælp

Sponsorer: Welllspect Healtcare, Handicaphjælp Danmark, Lobpa og Bruger - Hjælper Formidlingen

 

Udtalelser:

- Jeg fik meget ud af at være med. Det var overraskende … det er jo min mand, Peter, der har brug for hjælp! Men som pårørende har jeg jo også brug for hjælp. Det vidste jeg nok, men det var alligevel en overvældende erkendelse. På den gode måde. Oplægsholderen var god, og det var godt med erfaringsudveksling i opdelte grupper. Godt at møde andre pårørende og høre deres erfaringer. Men vi havde for lidt tid i gruppen.
Sanne Danquart, pårørende

- Jeg var glad for, at vi var flere deltagere, der har BPA. Det gør det lidt nemmere at snakke og udveksle erfaringer med andre, der er i samme situation som én selv. Og så var vi også flere unge. Det var jeg ekstra glad for. Oplægget fik jeg ikke så meget ud af, men det var spændende at høre.
Barbara Bøgh, bruger af BPA

- Gruppearbejdet var rigtig godt. Dejligt at møde og snakke med ligesindede – det kan man ikke få nok af. Det er det, jeg kommer for. Jeg kunne godt have brugt to foredragsholdere. Dels fordi det er svært for en foredragsholder at skulle bære indholdet alene, og dels fordi jeg har hørt Lisbeth før. Lidt mere fest og farve vil også være godt; også for at tiltrække de unge medlemmer. Men det var en god og hyggelig weekend, og jeg var glad for, at det kun var et døgn.
Niels W. Sehested, bruger af BPA