Film. Mig før Dig

I juni havde den engelske film Mig før Dig premiere i de danske biografer, og i den anledning inviterede jeg Jens Bo Sørensen med i biografen. Bagefter fik vi en snak om filmen, der rejser mange spørgsmål, og hvortil der ingen nemme svar er.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Som mange andre verden over har Jens Bo Sørensen set filmen De Urørlige, men da størstedelen af læserne af bogen Mig før Dig er kvinder, blev det som forventet: To mænd fandt vej til filmatiseringen af Mig før Dig i Atlas Bio i Rødovre. Den ene var Jens Bo.
- Interessant. Jeg ville nok ikke have set filmen, hvis det ikke var, fordi RYK!s redaktør havde inviteret mig med.

De Urørlige vandt alles hjerter, da den bliv vist i biograferne verden over. En film, der er baseret på en autentisk historie, og som beskriver venskabet mellem en rygmarvsskadet rigmand og en hjælper med kriminel baggrund.

Modsat De Urørlige er Mig før Dig ikke baseret på en autentisk historie. Den engelske forfatter Jojo Moyes fik inspirationen til bogen fra en radionyhed om en rugbyspiller, der havde pådraget sig en høj tetraplegi, og som havde overtalt sine forældre til at rejse med sig til Dignitas for at begå  assisteret selvmord. Historien ville ikke forlade forfatteren, der derefter skrev Mig før Dig. 

Hvad synes du om filmen?

- Måske netop det, at den ikke, som De Urørlige, er baseret på en virkelig historie, men er opdigtet, gør den til tider utroværdig. Den går ikke i dybden med hverken mennesker eller tema, og den kommer ikke ind under huden. Det er filmens svaghed. Men det er en fin lille kærlighedshistorie. Derfor tudede jeg også, som jeg skulle.

Som i De Urørlige handler Mig før Dig om et venskab mellem to mennesker med meget forskellig baggrund. Will er en velhavende ung mand, der bliver tetraplegiker efter en trafikulykke. Hans lige så rige forældre indretter et flot anneks til sønnen og ansætter den unge kvinde Louisa, der netop er blevet fyret fra et job som ekspedient. Hun bor med sine forældre og søskende i byens arbejderkvarter, og så er scenen sat. Herefter udspinder historien sig med fokus på den kærlighed og det venskab, der opstår mellem de to unge mennesker med meget forskellige betingelser i livet.

Begge film er bygget op omkring venskab mellem den rige og den fattige. Hvad synes du om det?

- Det irriterer mig. De fjerner temaet økonomi med et pennestrøg. Det er jo de færreste af os, der er mangemillionærer som Phillipe i De Urørlige eller blot usædvanligt velhavende som Will. Det er en hverdag de færreste kan nikke genkendende til. Man fjerner nuancerne, når økonomien ikke spiller nogen rolle. Det giver stereotyper og er pisseærgerligt. Enten lider vi, eller også dyrker vi ekstremoplevelser. Enten er det surt at være lam, eller så er det sjovt at være lam. Vis dog et nuanceret billede!

Hvordan fremstår portrættet eller fortolkningen af en tetraplegiker? Jeg tænker på instruktørens research.

- Det er troværdigt og godt ramt. Der er mange velkendte scener, som jeg genkender fra min egen hverdag. Og så kan jeg lide, at man bruger kendte fagudtryk. F.eks. hører vi i filmen ord som tetraplegi, dysrefleksi og neurogene smerter. Det er sjældent set i film og afslører god research. Men for h… der må da findes gode skuespillere i kørestol?

Nu var du uforberedt på, hvad du skulle se. Berørte filmen dig personligt? 

- Ja. Ud over at jeg nemt bliver rørt, så er der megen genkendelse. Bl.a. hvordan dum logistik unødvendigt kan påvirke en ellers god oplevelse.
Jens Bo henviser til en scene i filmen, hvor Louisa tager Will med til et hestevæddeløb for at give ham indhold i tilværelsen. Missionen lykkes knap så godt, for Wills elkørestol havner i en mudderpøl, og mange må hjælpe til, inden de overhovedet når ud på tilskuerpladserne.
- Will lader sig irritere frem for at nyde løbet og selskabet. Det kender jeg alt for godt.

Det skal røbes, at slutningen ikke er som i De Urørlige. Det kan filmen ikke gøre for, for filmen er tro mod bogen, hvor Jojo Moyes vælger at afslutte Wills liv. Præcis som det skete for den unge rugbyspiller, hvis historie hun fandt inspiration hos. Men modsat bogen, som blev en bestseller, har filmen vakt vrede og opstandelse – ikke mindst blandt handicaporganisationer i USA, som finder filmen fordomsfuld over for mennesker med handicap, fordi de mener, at filmen bidrager til et menneskesyn, hvor et handicap er lig et dårligt liv.

Kan du forstå de mennesker, der har protesteret mod filmen.

- Både og. Filmen er for useriøs og tager ikke stilling. Så jeg kan ikke blive rigtig vred. Men når nu man berører aktiv dødshjælp, så er det godt, at man ikke har valgt en typisk Hollywoodslutning, hvor Louisa redder Will fra døden. Men omvendt kan en film som denne godt skabe eller styrke fordomme om livet i kørestol, som modstanderne også påpeger. Man tillægger jo livet i en kørestol nogle værdier – eller fravær af værdier – der berettiger til assisteret selvmord. Det er farligt.

Hvad tænker du om assisteret selvmord? 

- Jeg er imod. Måske specielt for vores gruppe er det en farlig glidebane. Tænk hvis f.eks. en læge med tåbelige fordomme skal vurdere vores ret til livet og værdien af dette – det giver uhyggelige perspektiver. Her kan filmen måske skubbe til fordomme om, hvilke liv der er værd at leve. Dog synes jeg, at Wills argumenter er vage. Det er ikke som i den spanske film Mit Indre Liv. Det er en fantastisk film. Smuk, velspillet og ikke urealistisk. Her kan jeg bedre acceptere bevægegrundene for at ville afslutte livet med assisteret selvmord, for det er velovervejet igennem mange år. I Mig før Dig savner jeg derimod realisme – hvorfor er Will ikke blevet henvist til smerteudredning? Og hvorfor vil Will afslutte livet allerede et halvt år efter skaden, når han tilmed er forelsket i den kvinde, der er kommet ind i hans liv, og med hvem der vokser et vidunderligt forhold? Det er mere her min anke ligger. Det er for mig en urealistisk præmis. Men det er ikke nemt at svare på, og jeg vil ikke dømme, hvad andre mener.

Har du selv tænkt det som en udvej på noget tidspunkt?

- Nej. I starten efter min ulykke tænkte jeg ”sikke noget lort” og nåede også at tænke på døden som en flugt. Men det var kortvarigt, og selve ”jeg vil dø”-temaet genkender jeg ikke. Jeg er glad for livet. Som jeg sagde før: Jeg køber altså ikke filmens præmis om at vælge assisteret selvmord, slet ikke som nyforelsket. Det hænger ikke sammen for mig. Men det er min holdning.

Gør Mig før Dig noget godt?

- Det er altid interessant at se, hvordan en instruktør vælger at portrættere et menneske med en rygmarvsskade, og hvilke værdier det enkelte menneske tillægges. Vi bliver synlige. Så det er vel altid godt. Som Simon Spies altid sagde: ”Al reklame er god reklame”. Men den får ikke mange stjerner, hvis det var en anmeldelse, jeg skulle give. Den er sød og let fordøjelig, men jeg savner tyngde og en nuancering af livet i alle dets facetter.

 

Mig før Dig er baseret på den internationale bestseller Me Before You af Jojo Moyes. Bogen blev udgivet på dansk i 2012, og i RYK! magasin nr. 4.2013 blev der bragt en anmeldelse af bogen. 

Dignitas er en schweizisk nonprofit organisation, der bistår med hjælp til assisteret selvmord.