Fartglæden i behold

Med farten i bagagen

Jeanine Strandqvist vred gashåndtag på både motorcykler og biler inden ulykken, der væltede hende af motorcyklen. I dag har hun fundet sig til rette bag rattet på sin Multivan, men livet i MC klubben holder hun stadig ved.

Tekst: Birgitte Bjørkman

I et pænt villakvarter i Regstrup syd for Holbæk bor 28-årige Jeanine Strandqvist sammen med sin labrador Snebold. Udenfor holder hendes VW Multivan, som hun med tiden har lært at holde af. Men det lå ikke i kortene.

Råd til bil og motorcykel

- Jeg har altid elsket biler, fart og acceleration.
Jeanine købte sin første bil, da hun var 18 år og lige havde fået kørekort, og som 19-årig købte hun sin første motorcykel.
- Det var en brugt og fredelig Suzuki GS 500E. Den var sløv, havde svært ved at starte og lød som en symaskine, fortæller Jeanine.
Efter et brud med sin daværende kæreste flyttede Jeanine tilbage sine forældre. Hun var i lære som butiksslagter og brugte alle sine lønkroner på at brænde benzin af. Hun var medlem af den lokale motorcykelklub og deltog i motorcykeltræf landet over.

Ulykken

Jeanine blev udlært, og som 21-årig købte hun en ny Suzuki.
– Det var en flot, sort GSXR600, der kunne accelerere hurtigt … den lugtede langt væk af en motorcykel, der kan køre stærkt, fortæller Jeanine, der kørte galt kun en måned efter købet.
- Men på den måned nåede jeg at køre til alt, hvad der var af træf og events.
Jeanine mødte klokken seks hver morgen i slagterbutikken, hvor hun var ansat.
- Jeg elskede at køre af sted på motorcyklen tidligt om morgenen. Det er noget helt særligt, når duggen endnu ligger på vejen.
Men på vej til arbejde en flot solskinsmorgen i sommeren 2006 gik det galt. Efter at have holdt for rødt, accelererede Jeanine hurtigt i ydersporet og passerede bilerne i indersporet. Men pludselig lavede den forreste bil en u-vending, netop som Jeanine passerede. Hun landede i asfalten og pådrog sig en rygmarvsskade.

Livet fortsætter

På hospitalet ved Jeanine godt, at livet ikke er slut, selvom man er blevet lam. Gennem mange år har hun besøgt en veninde, hvis kæreste er tetraplegiker. Sammen har de en søn.
- Det var mit held. Jeg havde jo set ham køre i en rød Volvo Stationcar. ”Når han kan, kan jeg også!”, tænkte jeg.
Hjemme hos forældrene stod Jeanines fjerde bil.
- Det var en sort, smart Opel Kadet. Jeg elskede den!
Jeanine besluttede at sælge den straks efter hun vågnede af sin koma.
- Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne beholde hende. En kørestol krævede mere plads i bilen.
Mens Jeanine lå på Rigshospitalet, hørte hun motorcykler accelerere hvert tredje sekund.
- Det var forfærdeligt. Følelsen af at høre det, jeg elsker, velvidende at jeg ikke længere kunne være med på samme måde, tog mit gode humør fra mig.
Til gengæld gav tilknytningen til MC klubben Jeanine en særlig oplevelse under hendes indlæggelse på Hornbæk, som hun stadig kan blive rørt over, når hun husker tilbage.
- På parkeringspladsen foran hospitalet ankom 60 mennesker og 40 motorcykler – for at besøge mig. Det var vildt!
Jeanine fortæller, at de havde en stor, sort skraldesæk fyldt med bamser med til hende, og hele aftenen var de samlet i haven.
- Det var meget overvældende … mennesker, jeg kender, der viser, at de holder af mig. Alle fortalte, at de glædede sig til at se mig, når jeg var klar til det. Jeg tudede hele aftenen. Mest af glæde!

Fartglad fra barnsben

Jeanine købte en Opel Vectra straks efter at hun blev udskrevet fra Hornbæk.
- Jeg har altid kørt Opel. Ligesom min far, fortæller Jeanine og tilføjer:
-  Min far fortalte mig, at hvis jeg valgte at køre andet bilmærke, så gad han ikke hjælpe mig med at lære at reparere dem. Det var nok mest for sjov, men min far har kørt Opel i al den tid, jeg kan huske.
Jeanines interesse for biler og fart kommer fra hendes far.
- Min far kørte rally, og jeg blev altid slæbt med i både rallyklubben og i grusgrave, da jeg var barn. Det var sjovt!
Jeanine fortæller, at hun og hendes søster ofte sad med i bilen. Vi havde ikke seler på ... vi nærmest lå nede i bunden af bilen og vi skraldgrinene.
Da Jeanine var 12 år, var hun med til sit første motorcykeltræf i Kalundborg, hvor 400 mc'ere og 600 mennesker var samlet fra ind- og udland.
- Det var en fantastisk oplevelse … der var rockmusik, striptease og der blev brændt dæk af, fortæller Jeanine, der mest af alt blev fascineret af det vilde og frie liv og det gode fællesskab, hvor alle er velkomne.

Dannede bagtrop i bilen

Tilbage til Vectraen, som Jeanine købte efter ulykken:
- Det var en praktisk bil, men den havde også et lækkert design og en stor 2,8 l V6 motor med turbo og 250 hestekræfter, fortæller Jeanine, der sikrede sig, at der var plads til både kørestol og soveposer, når hun igen skulle ud på motorcykeltræf.
Jeanine købte selv Vectraen, men fik bevilget indretningen.
- Bevillingsreglerne var kringlede, og med en sådan bil kunne det bedre betale sig at købe den selv.
Foråret nærmede sig, og da flokken skulle ud og køre for første gang efter Jeanines udskrivelse, var hun med. Denne gang i sin Opel Vectra, som hun dannede bagtrop med. Og flere MC træf fulgte.
- Jeg kørte med til alle træf, jeg kunne støve op. Helt til Skagen. På den måde følte jeg, at jeg var med igen.
Jeg spørger Jeanine, om hun ikke overvejede at købe en Trike.
- Nej, det har jeg ikke haft lyst til. Ikke så meget fordi den er trehjulet, men fordi jeg i dag fryser hurtigt og er blevet lidt bange for fart.
Jeanine har prøvet at sidde i en sidevogn.
- Men det var ikke så fedt. Det var faktisk en meget morsom tur, men sidevogn er jeg ikke voksen nok til endnu.

Skift til kassebil

Da Jeanine fik problemer med tryk på bagdelen, der blev forværret af, at hun skred rundt i sædet, når hun skulle skille og samle kørestolen, måtte hun tage den svære beslutning efter fem år at bytte Vectraen ud med en kassebil.
- Det var ikke fedt. Skiftet var forfærdeligt. Det var som om hele min identitet blev sat på prøve, fortæller Jeanine og fortsætter:
- Men min Multivan, der har dieselmotor og blot 180 hestekræfter, har bevist sit værd. Den er lidt tung i røven, men den er behagelig at køre langt i, og den er praktisk. Jeg kan sove i den, når jeg tager til træf og festivaler, og når vi er ude og rejse, fortæller Jeanine, der sammen med kæresten rejste til Kroatien i sommer.
- Men det har taget sin tid at vænne sig til, fortæller Jeanine, der dog er glad for, at hun havde råd til at købe en Multivan.

Øjenåbner på uge 30

Slagterjobbet måtte Jeanine vinke farvel til og efter udskrivelsen fra Hornbæk blev hun ansat i et fleksjob som receptionist i et busfirma. Men i 2010 deltog Jeanine i RYKs sommerkursus på Egmont Højskolen – naturligvis på fart og tempoholdet – og her blev hun smittet af de andre deltageres engagement.
- Det drive og den stolthed, som nogle af de andre havde, var jeg misundelig på. Jeg havde det godt med mit arbejde, jeg brændte bare ikke for det. Den følelse savnede jeg - jeg vidste bare ikke, hvad jeg var god til endnu. Sommerkurset var en øjenåbner og gav mig et spark bagi.
For et år siden startede Jeanine derfor på akademiuddannelsen i human ressource. Uddannelsen er på deltid, så hun kan passe sit fleksjob, og hun har to år tilbage.
- Som HR konsulent vil jeg få udfordringer, som jeg ikke har i dag. Det glæder jeg mig til.

Ny fartglæde

Som farten er taget af bilerne, er farten også taget af Jeanine. Men ikke helt. Jeanine har fundet et andet sted, hvor hun kan udleve sit behov for fart. Hver uge kører hun ind til Frederiksberg for at spille rugby i FHI Falcons.
- Jeg kan godt lide rugby, fordi det er en kontaktsport, og der er meget intensitet på banen. Det er fedt! Jeg er ikke en specielt dygtig spiller, men jeg er god til at være i vejen for modspillerne … jeg tager gerne tacklingen i stedet for at undvige den.

Jeanine kommer stadig i MC klubben og kører også med på træf – nu med Multivanen som bagtrup.
- Hvis det regner, er det sjovt nok altid mig, der får tjansen med at opbevare soveposerne, fortæller Jeanine og slutter:
- Det har altid være mit liv og vil nok fortsætte med at være det.