Familieliv. Familie med hjælper

Fra start var Niels og Julie ikke i tvivl om, at hjælperne ikke skulle have fysisk kontakt med sønnen Bendix.
- Vi var enige om, at Niels’ hjælpere ikke skulle tage del i pasningen, fortæller parret om et valg, som føles rigtigt for dem.

Tekst: Birgitte Bjørkman

Hvordan finder man sig rette som familie, når der følger en hjælpeordning med i pakken? Jeg har bedt 30-årige Niels Sehested og 29-årige Julie Kaas Sehested om en snak om de tanker og valg, de har gjort sig.
- Det handler om mavefornemmelse. At mærke efter, om der er noget, der stritter, fortæller Niels Sehested.
Jeg er på besøg hos parret, der bor i et rækkehus i Brabrand. De 96 m2 ville række fint for enhver anden småbørnsfamilie, men når der også skal afsættes plads til hjælperværelse, hjælpemidler og i øvrigt værnes om familiens privatliv, kniber det i dag med pladsen, efter at deres 2-årige søn, Bendix, har fået sit eget værelse.

Bekymringer om farrollen

Niels var slet ikke sikker på, at han skulle være far.
- Jeg bekymrede mig meget om, hvorvidt det ville være for psykisk hårdt, når jeg ikke kunne løfte mit barn, kravle rundt og lege på gulvet og tage min del af pasningen.
Niels er vokset op på en gård. Hans far er landmand, og Niels var før sin rygmarvsskade, som han pådrog i 2004 efter en trampolinulykke, selv meget fysisk aktiv. Det var derfor svært for ham at se sig selv som far.
Men Niels vidste også, at hvis han sagde ja til at gifte sig med Julie, sagde han også ja til børn.
Omvendt var Julie ikke i tvivl om, at hun ville have barn med Niels.
- Jeg var forberedt på, at jeg skulle være ”enlig mor”, når det gjaldt den praktiske del af pasningen i de første år, fortæller Julie og forklarer:
- For vi var også enige om, at Niels’ hjælpere ikke skulle tage del i pasningen af vores barn.

Opdeling mellem hjælper og privatliv

Niels og Julie mødte hinanden første gang på efterskole i 2001. Efter en kort pause fandt de sammen igen. Det var, kort før Niels blev rygmarvsskadet. I sommeren 2011 blev de gift.
- Og så var beslutningen om at få børn dermed taget, fortæller Niels med et skævt smil.
Niels og Julie troede ikke, at de kunne få barn ad naturlig vej, så Julie blev sat i hormonbehandling, og tre gange forsøgte de med reagensglasbehandling. Julies graviditet lykkedes i stedet ad naturlig vej, og i juli 2013 blev Bendix født.
Fra start var Niels og Julie ikke i tvivl om, at hjælperne ikke skulle have fysisk kontakt med Bendix.
- Vi er nok begge meget private som familie. Så jeg var også fra start indstillet på, at det var mig, der skulle klare de praktiske ting med f.eks. at stå op om natten og bade og skifte ble på Bendix, fortæller Julie.
Niels tilføjer:
- I de første 10 år af min hjælpeordning har jeg haft 45 forskellige hjælpere plus vikarer. Det er den overvejende grund til vores beslutning. Vi vil gerne forskåne Bendix for at skulle forholde sig til så mange mennesker, der kommer i vores hjem.
Han fortsætter:
- Mine hjælpere yder hjælp til mine personlige behov og med rengøring og oprydning i huset. Men i vores samvær med Bendix indgår hjælperne ikke. Vi har det bedst med den opdeling.
Julie mindes en film om BPA, hvor en familie lærte børnene at ignorere hjælperne.
- Dengang syntes jeg, at det var lige skrapt nok. Selv kunne vi hygge med rundstykker om morgenen sammen med Niels’ hjælpere og spise aftensmad med dem. Men efter vi blev gift, tog vi tilløb til at værne om vores privatliv.
Dog ikke altid helt med forståelse fra deres omgivelser.
- Vores familie og venner kan da godt synes, at vi er for skrappe. Men det er vigtigt for os, at de respekterer vores valg.
For Julie og Niels handler det om at undgå de hensyn, der tages bevidst eller ubevidst, til hjælperne og få rum til intimitet og privatliv – også når de er på besøg hos familien og vennerne.
Parret ved dog godt, at hvis de blev skilt, ville virkeligheden se anderledes ud.
- Ja, så må vi revurdere vores holdning. Så må jeg naturligvis inddrage mine hjælpere i de praktiske gøremål omkring Bendix, når jeg er alene med ham, fortæller Niels.

Stor fleksibilitet

Julie er uddannet tegnsprogstolk og var ansat i et bureau men valgte at sige sit job op for 4 år siden.
- Det blev for meget for mig både at skulle passe mit job, være hjælper for Niels og passe hus og barn, som vi planlagde på det tidspunkt.
I dag er Julie ansat som hjælper for Niels i 30 timer ugentlig.
- Plus vikardækning. Men kald mig bare hjemmegående, fortæller Julie og fortsætter:
- Det passer os rigtig godt som familie, at vi kan tilrettelægge vores hverdag og aktiviteter i forhold til, om det er mig eller en af hjælperne, der er på job. Det giver os en stor fleksibilitet. F.eks. er det ofte mig, der er hjælper, når vi er på familiebesøg eller på besøg hos venner. Men det giver os også mulighed for bare at være os selv som familie.
Sit frirum finder Julie, når Bendix er i vuggestue, og Niels er ude af huset.
- Lige nu kan jeg ikke helt slappe af, når Niels er i huset, selvom han har hjælper på. Men det får jeg forhåbentlig mulighed for i vores nye hus.

Indtænkt i nyt hus

Niels er snart uddannet bygningsingeniør, og han er i færd med at tegne familiens nye hus, der skal ligge i Ry, og som de håber står færdigt næste år. Grunden er købt, og de glæder sig. Niels viser mig på sin computerskærm en tegning over huset. Og her er hverken samtalekøkken eller luksuriøse detaljer. Til gengæld er Niels’ hjælpeordning indtænkt i husplanen.
- Ja, jeg blev faktisk overrasket over, da jeg skulle tegne huset, hvor meget min hjælpeordning fylder. Omvendt fungerer vores familie ikke uden. Så det er prioriteringen værd.
Niels’ udfordring har været at bygge sig ud af de problematikker, der følger med at have en hjælpeordning.
- I det nye hus behøver mine hjælpere kun at være i den del af huset, hvor indgang, bryggers, soveværelse, mit badeværelse og køkken er. Modsat nu, hvor vi har et åbent køkken, skal der i det nye hus kunne lukkes af mellem køkken og stue. Af samme grund inddrager vi i dag ikke hjælperne så meget i madlavningen. Men i det nye hus kan vi lukke af til køkkenet, når hjælperen laver mad. Så kan vi være familie i den øvrige del af huset.
Og som Julie tilføjer med et smil:
- Der skal også være plads til at skændes, og selvom vi i dag godt kan finde ud af det, når hjælperne er her, så får vi mere privatliv i det nye hus.

Ingen viden

- Vores valg er ikke nødvendigvis det rigtige for andre småbørnsfamilier. Andre par kan have det bedst med at inddrage hjælperne mere eller mindre i pasning af børnene, fortæller Julie.
Niels tilføjer:
- Og måske skifter vi holdning undervejs. Det er svært, for der er ingen viden på området. Hvad betyder det for et barn at vokse op i et hjem, hvor der altid er ”fremmede” mennesker?
Bendix har selv fundet på at kalde Niels’ hjælpere Steffen, og Niels og Julie har fundet deres måde at være i det på. Og med hensyn til bekymringerne, som Niels havde om at få barn:
- Jeg forstår ikke i dag, at jeg bekymrede mig så meget om ikke at kunne være en god nok far. Det har været så nemt, og Bendix har hurtigt lært at tilpasse sig mine begrænsninger.

Inden jeg går, skal Bendix sove til middag. Han tager afsæt på kørestolens fodstøtte og kravler hurtigt op på skødet af Niels. Med Julies hjælp kravler han derfra over i barnevognen.
Jeg når at spørge, om de har mod på et barn mere.
- Ja helt bestemt. Når Bendix er blefri og er blevet lidt større. Det er i hvert fald tænkt ind i det nye hus, afslører Niels, mens Julie får puttet Bendix og kører ham ud i haven, hvor han skal have sin middagslur.