Familieliv. Børn af rygmarvsskadet.

Vi kan klare os selv, og vi kan tage fra

Jacques, Mikkel og Line er søskende og er vokset op med en mor i kørestol. De lærte hurtigt aldrig at gå længere væk, end at hun kunne se dem og råbe dem op. De lærte at passe på sig selv. Og så lærte de at hjælpe til. Og selv om de tre søskende alle sammen er flyttet hjemmefra, så har de stadig de vaner med sig, som de har lært af deres mor.

Tekst: Solveig Kolstad

Familien boede i Hundslund i Østjylland. Børnenes far flyttede, da børneflokken stadig var ganske ung. Så de tre børn fik hurtigt større ansvar og flere opgaver i hjemmet end deres jævnaldrende legekammerater. Hvad der skyldes, at deres mor er rygmarvsskadet og sidder i kørestol, og hvad der skyldes hendes opdragelse og situation i det hele taget, er svært at adskille, men de tre søskende føler, at kørestolen har været en del af den ramme, der har formet deres barndom.

Tankede benzin som 6-årig

- Det var ikke en selvfølge, at tingene kom ind på bordet. Vi skulle hjælpe til, siger Line Boye Danielsen på 21 år, der er den yngste af de tre. I dag bor hun i Aalborg og studerer kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet.
25-årige Mikkel Boye Danielsen, der er nummer to i flokken, fortæller, hvordan han lærte at tanke benzin som 6-årig og kunne bruge sin mors dankort som 7-årig. Det var nødvendigt og gjorde livet lettere for deres mor, så hun ikke skulle mosle sig ud af bilen hver gang.
Mikkel bor i Randers sammen med sin kæreste og planlægger at søge ind på skuespillerskolen i Aarhus.
Nogle gange kunne pligterne blive sure, men for det meste så blev de til sjove opgaver, når deres mor gjorde det til en leg at hjælpe til. Når de tankede benzin for hende, vankede der en is, hvis de ramte et rundt beløb.
- Jeg får da stadig en is, når jeg tanker for mor og rammer et rundt tal. Sådan har det jo altid været, siger Line, og hendes to brødre griner.
Når de var ude at handle, hjalp børnene altid til. Så blev indkøbsturen til en skattejagt, hvor deres mor, Sus, sendte dem ud efter gamle varer, der kunne veksles til chokolade. Når de stod på hendes skød, kunne de nå varerne på de øverste hylder, alt det, som deres mor ikke selv kunne nå.
- Det var en hyggelig ting at være med på indkøb, mindes Line.

Lidt for meget ansvar

Da børnenes forældre blev skilt, var der ikke længere en mand i huset til at klare det tunge arbejde. Det betød, at mange af de opgaver, som deres far tidligere havde klaret, blev børnenes opgaver.
- Jeg blev manden i huset som 9-årig, fortæller Jacques, den ældste søn på 27 år. Han bor i Aarhus sammen med sin kæreste og deres 2-årige datter og læser til pædagog.
Nu var det ham, der måtte hjælpe deres mor med tunge løft, og ham som tog med moderen på lossepladsen. Det var ham, der slog græsplænen og skovlede sne i indkørslen, så hun kunne komme frem.
- Det var da irriterende nogle gange, at vi altid skulle hjælpe så meget, siger han.

Frygt og omsorgsfuldhed

Men selv om de tre børn tog ansvar og hjalp til, så blev det også for meget, og når deres mor blev irriterende, som alle forældre gør, så var det nemt at holde hende væk.
- Vi var hurtigt fysisk overlegne i forhold til vores mor. Jeg satte min seng foran døren, når jeg ikke ville have hende til at blande sig, fortæller Jacques.  
- Ja, eller vi lod være med at rydde op, så hun ikke kunne komme frem, fortsætter Line.  
Men ligesom deres mor kunne være den mest irriterende, så var børnene også meget omsorgsfulde og passede på hende. Et mareridt-scenarie hos børnene var, hvis der gik ild i huset. Kunne de nå at redde deres mor?
- Ildebrand var min største frygt, husker Jacques.

Andre regler

Fordi Sus ikke kan gå, gjaldt der andre regler, når de var ude at lege. Især for Jacques og Mikkel, der var vilde og moslede rundt og lavede ballade. De gik på opdagelse i gamle lader og nedlagte fabrikker og kom hjem med hudafskrabninger og blå mærker. Så forklarede deres mor, hvad der kunne ske, hvis de ikke passede på. Hun vidste, at hun ikke kunne hjælpe dem, hvis faren opstod. Børnene var nødt til at lære at passe på sig selv.
- Hun fortalte os, at halmballerne kunne falde sammen under os, så vi ikke kunne komme op. Hun var nødt til at stole på, at vi kunne passe på os selv, fortæller Mikkel.

Aldrig flove

Andre børn risikerede bank, hvis man kommenterede på moderens handicap, mindes Jacques. Dét var et af de mest ømme punkter. Deres mor blev altid forsvaret til tænderne af alle tre børn. En enkelt gang tog Jacques en computerskærm og kastede den efter et af de andre børn, som havde sagt noget nedladende om hans mor.
De voksne børn mindes da heller ikke, at de har været flove over deres mors handicap. Derimod har de været stolte af deres mor. Sådan er det bare, og ikke noget man stiller spørgsmålstegn ved.
- Vi har jo heller ikke prøvet andet … vi kender kun vores mor i en kørestol. Men som barn fik jeg tit stillet spørgsmålet, om jeg ikke syntes, det var hårdt at have en mor, der sad i kørestol, fortæller Line og fortsætter:
- Men det var ikke noget, jeg reflekterede så meget over.
De tidspunkter, hvor de tre børn mindes, at kørestolen har været mest irriterende, var, når Sus ikke kunne tage med dem i rutchebanen eller med på kanotur.
- Vi oplevede selvfølgelig forskellen, når vi var hjemme hos vores far og hans kone. Noget var meget lettere, og vi kunne gøre nogle ting, som vi ikke kunne med vores mor. Men sådan var det bare, fortæller Line og tilføjer:
- Til gengæld var min mor førtidspensionist og altid hjemme, når vi kom hjem var skole - hun havde altid tid og overskud til os.

Selvstændige hjælpere

I dag er Mikkel, Line og Jacques enige om, at deres mors handicap har været med til at forme dem.
Jacques opdrager sin egen datter til at hjælpe til, ligesom han selv har været vant til.
- Vi er så vant til at være i hjælperrollen, og det er der også nogle, der udnytter. Jeg har haft svært ved at sige fra, og det har jeg det stadig svært med, siger Mikkel.
- Vi kommer måske til at være lidt overhjælpere og opvartende, fordi vi er så vant til at være opmærksomme på andres behov. Samtidig kan jeg have svært ved at tage imod, når andre hjælper mig, tilføjer Line.
- I forhold til de fleste andre er vi blevet meget mere selvstændige. Vi kan klare os selv. Vi handler i stedet for at tøve, fortæller Jacques.
Line får det afsluttende ord:
- Min opvækst har givet mig et grundlæggende livssyn med rummelighed og nærvær overfor andre mennesker. Det tager jeg med mig i mit voksenliv.