Ellen Stohl

Tekst: Janke Bondam

I Playboys julinummer i år omtales de skelsættende billeder, der blev
bragt i magasinet for præcis 20 år siden, hvor californiske Ellen
Stohl optrådte som playmate. Ellen Stohl var dengang 23 år og
rygmarvsskadet og ville udfordre det verdensomspændende mandeblad
på dets vovemod og rummelighed.
RYK! har taget kontakt med Ellen Stohl og bringer her historien,
der stadig er lige inspirerende og ansporende

”Mit navn er Ellen Stohl, jeg er en model/skuespiller, som
for tre år siden kom til skade i en tragisk trafikulykke. I
starten havde jeg opgivet ethvert håb om at fortsætte min
karriere, men efter en masse overvejelser og tre-fire års
erfaringer i stol, besluttede jeg, at en kørestol ikke skulle
gøre nogen forskel. (...) Grunden til at jeg vælger Playboy til
mit forehavende er, at seksualiteten er det sværeste område
at holde fast i som handicappet. Ikke for hermed at sige, at
man ikke er i stand til at have en seksualitet, men nærmere
for at pointere, at samfundets fokus på perfektion er med til
at sætte en kraftig dæmper på selvværdet. Så jeg mener,
tiden nu er inde til at vise samfundet den rette historie.
Enhver kan være sexet; det hele handler om, hvordan et
menneskes selvfølelse er, og rent personligt har jeg det
rigtig godt.”

Ovenstående er et udpluk af det brev, Ellen Stohl skrev til
Playboys grundlægger og chefredaktør, Hugh Hefner i 1986.
Ellen Stohl blev i 1983 skadet i en trafikulykke og pådrog sig
en rygmarvsskade på C7/Th 1, der medførte en inkomplet
tetraplegi. Hun var dengang 18 år; ung og smuk og med en
vældig appetit på alle livets aspekter, - ikke mindst med en
stærk vilje til at optræde enten som skuespiller eller som
model.
”Ikke én i mine omgivelser mente, at det var muligt, nu jeg
var blevet kørestolsbruger. Den glamour og air af sexet
udstråling, der forbindes med skuespillere og modeller kunne
ingen forbinde med én i kørestol”.
Disse fordomme gav anledning til frustration hos Ellen Stohl,
og hendes følelse af uretfærdighed var til at tage og føle på.
Da drivkraften til at ville optræde på den ene eller anden
måde ikke var til at få bugt med, besluttede hun at udfordre
Playboy; måske kunne de hjælpe hende med at bryde gennem
lydmuren.

Hugh Hefner har i et langt senere interview i bladet Ability
givet udtryk for, at der lige var nogle kameler at sluge, inden
han turde give sig i kast med ideen. Han var bange for, at
associationerne ville blive negative, men det forsvandt efter
mødet med Ellen og han forstod, hvad hendes projekt gik ud
på, og hvad det var, hun ville kommunikere med en Playboy
billedserie. Med forbløffende velformuleret argumentation fik
Ellen med overbevisning udtrykt præcist hvad det var, billedserien
kunne gøre, ikke alene for hende selv, men for andre i
lignende situation: ”Vi er også mennesker, og sex er en del af
det at være i live, handicap eller ej.”
Dette budskab fandt Hugh Hefner så udfordrende, at alle
forbehold forsvandt. Nu handlede det for ham bare om at
løse opgaven så smagfuldt og stilfuldt som overhovedet
muligt. Det lykkedes i juli-nummeret 1987.

At billedserien med Ellen Stohl efterfølgende blev så vel
modtaget, som den gjorde, oversteg enhver forventning. Og
Hugh Hefner har åbenhjertigt erkendt, at de erfaringer, de
indhøstede ved at gøre Ellen Stohl til Playmate, har været
livgivende og øjenåbnende for deres vedvarende celebrering
af kvindekønnets mangfoldige charme. Siden har et par
andre kvinder med handicap været modeller i bladet..

Kørestolen figurerer ikke på billederne af Ellen Stohl. Det var
nøje gennemtænkt. Pointen var, at der ikke umiddelbart
skulle associeres til hendes rygmarvsskade; at det lige
præcis ikke var kørestolen, der skulle definere hende, men at
hendes seksuelle tiltrækning - uanset hvad - var en del af
hendes personlige udstråling.
Ellen Stohl fik lov at posere på den måde, hun gerne ville.
Hun blev ikke påduttet noget, men fik selvfølgelig tekniske
råd. Selv har hun udtrykt, at ”det handlede om mig, - det
handlede om mit udtryk, og de fik mig til at føle mig rigtig
godt tilpas både kropsligt og psykisk. Der var fine fotofolk
omkring mig, der i den grad støttede op om mine holdninger
til, hvad mit projekt med fotosessionen var.”

At posere for Playboy var som at opdage sin egen seksualitet,
har hun senere fortalt. Det var som at fejre den del af
hende, hun følte var taget fra hende, fordi det omgivende
samfund ikke kan forbinde seksualitet og handicap. I det
offentlige rum er denne forbindelse til stadighed nærmest
ikke-eksisterende. Playboy var hendes forum til at udfordre
denne holdning. Hun fortæller:
”Jeg var da meget usikker på det hele, men det var min
mulighed for at udforske, - min mulighed for at se mig selv
se godt ud nøgen, at føle mig selv som kvinde og være rigtig
glad over det faktum. For både Hugh Hefner og mig var
denne Playboy seance ikke noget, der bare blev gjort ud fra
et uovervejet indfald. Det var gjort ud fra ægte overbevisning.
”Hef har en stærk overbevisning om at ville udvide folks
forestillinger om seksualitet. Jeg er ikke enig i meget af
bladets stof, slet ikke, men jeg respekterer, at Hef vedvarende
flytter grænserne for, hvor bredspektret den seksuelle
udstråling kan indfanges. Og selv er jeg opsat på at udvide
og udfordre forestillingen om handicap; dedikeret til at overskride
de sociale mærkater og stereotyper, der ureflekteret
påklistres folk med handicap.”

Ellen Stohls engagement tager også afsæt i den problemstilling,
at nogle folk med handicap kan blive ofre for de internaliserede
stereotyper ved at reproducerer disse i deres liv, og
på dem måde efterleve stereotyp-billedet, så samfundet
derved forstærkes i dets fordomme.
”Det er som en evig skrue, der trækker nedad, og der skal
indimellem kræfter til, for at rejse sig op imod fordommene”,
fortæller Ellen Stohl og konkluderer, at der er mange potentialer,
der går tabt på den konto, … alt for mange.

Hele Playboy-historien er ikke bare en lille historie. Den
handler på mange måder ikke kun om Ellen Stohl, eller om
Playboys Playmates, og den handler ikke udelukkende om
erotisk stimulerende billeder eller om handicap. Fra et overordnet
synspunkt handler den om, at man ikke behøver en
”perfekt” krop for at opfylde Playboys - eller for den sag skyld
en norm-idealiseret - målsætning. Den handler om individet
og dets seksuelle udstrålings tilstedeværelse i kroppen,
uanset om den er anderledes eller ej. Sexet er sexet uanset
hvad.

Ellen Stohl fortæller, at siden hun poserede for Playboy har
to andre kvinder med handicap poseret for dem. Playboy er
nu hurtigere til at se handicappede kvinders potentialer som
Playmates og modeller til deres magasin, for som Ellen
forklarer:
”Det åbnede deres øjne, så horisonten blev bredere for, hvad
der dybest set er sexet, og det mener jeg er rigtig vigtigt.
Det er et lille skridt i den rigtige retning hvad angår ligestilling.”
Og for Ellen personligt har historien båret masser af selvtillid
og selvværd med sig og givet inspiration til hendes senere
arbejdsmæssige udfoldelse; den blev et rigtig godt springbræt
for hendes færd videre ud i livet.

Hatten af for, at der var en Ellen Stohl, der vovede at kontakte
Playboy, så der allerede i 1987 blev taget attraktive, erotiske,
sensuelle billeder af en rygmarvsskadet, på en sådan
måde, at den aseksuelle stereotype blev taget grundigt
under vingebenet.

Foto: Christopher Voelker, voelkerstudio.com.
Makeup & Hair: Mélanie Manson, melaniemanson.com

Ellen Stohl så vi i forrige nummer af RYK! i præsentationen
af Christopher Voelkers fotokunst, hvor hun poserede som
gravid og som nybagt mor. Sin lille datter Zoë fødte hun i
2003. Rent arbejdsmæssigt er hun hvad man kan kalde en
underholdningskommunikator. Hun benytter sin kunnen som
foredragsholder, skuespiller, model, skribent og timelærer i
kommunikation på universitetet til at ændre på de negative
billeder der eksisterer af folk med handicap og til at fremme
fornemmelsen af selvværd og selvfølelse hos alle. Hun arbejder
for tiden på en bog om sig selv, og hun har den centrale
rolle i en dokumentar fra Insight Films, The Naked Wheelchair,
der er under produktion. Se ellenstohl.com