Det er altid godt vejr i uge 30

Tekst: Thomas Gertz

Så sidder jeg igen hjemme en søndag
aften og tænker tilbage på
en fed uge. Det er tiende gang,
jeg kommer hjem fra RYKs sommerkursus
på Egmont Højskolen i uge 30. Jeg
har som alle de øvrige år brugt det
meste af søndagen på at sove. Jeg har
også været en tur rundt i huset, tømt
postkassen og tjekket mine mails og
telefonsvareren. Jeg har som sædvanlig
forsøgt at svare på mails og har
også snakket med nogle af vennerne,
men det er som om, jeg hænger lidt i
bremsen. Tankerne flyver hele tiden
tilbage til ugens indtryk, de mange oplevelser
og de nye mennesker, jeg har
lært at kende.

Tankerne vandrer også helt tilbage til
1996, hvor jeg var med på sommerkursus
første gang. Jeg var ikke hurtig
nok til at komme med i ‘95, da jeg var
helt nyskadet, så jeg mente da selv, at
jeg var rimelig erfaren efter næsten
halvandet år på egne hjul. Jeg havde
også mødt nogen af de øvrige deltagere
før, så jeg følte mig ikke helt alene i
verden. Den første nat var et helvede.
Jeg havde fået eneværelse, hvilket jo
var fedt nok, men desværre havde
værelset været beboet af en cigarryger
de seneste fem måneder. Jeg kunne
næsten ikke trække vejret tirsdag morgen
og oplevede derfor for første gang
den store fleksibilitet og både evne og
lyst til at få rettet op på tingene, så jeg
fik et andet værelse, hvor jeg kunne
trække vejret. At værelset lå på rød
gang, hvor alle hjælperne bor, ikke
havde eget bad og også lå tæt på
festsalen oplevede jeg faktisk ikke som
noget problem. Jeg sov alligevel kun 16
timer i den uge.

Jeg var på vandskiholdet og blev så bidt
af det, at jeg fik mig en ny og interessant
hobby, som har betydet meget for
den vej, mit liv har drejet sig siden da.
Ud over at være en hobby, har det
også givet mig en masse gode venner i
den lokale vandskiklub og rundt om i
landet. Der har jeg været aktiv hver
sommer lige siden, både som vandskiløber,
bådfører, juniortræner, bestyrelsesmedlem
og organisator af vandskishow
og træningslejre. Jeg forsøgte
mig også på eliteplan de første par år,
hvor jeg lærte nogle andre af landets
handicappede vandskiløbere at kende.

Jeg kan ikke huske, hvilket fag jeg
havde om eftermiddagen det første år,
men jeg kan huske, at jeg mødte en hel
masse spændende mennesker, og at
døgnet og ugen virkede alt for kort. Jeg
fik en masse oplevelser og fandt ud af,
at de fleste begrænsninger sad indeni
mit hoved.

Siden har jeg aldrig været i tvivl, om jeg
skulle med. Det er blevet fast rutine, at
hvert år, når jeg får ny kalender, så
bladrer jeg om til juli og markerer uge
30. Jeg skal bare med, så må resten
af kalenderen tilpasses det.

Årene efter var jeg på sejlads, sprang
bungie jump, kørte ATV og lærte endnu
flere mennesker at kende. Jeg lærte
også højskolen bedre at kende og
begyndte at kunne finde rundt på gangene.
Jeg kom med i planlægningsgruppen
og blev ansvarlig for mit eget
hold, samtidig med at jeg skulle være
en
RYK! 1.07 27
kursist på et andet. Det blev en meget
travl uge. Selvom ugen var travl, var
den dog ikke mere travl end jeg havde
tid til at nyde den gode stemning,
deltage i festerne om aftenerne og
gøre så meget indtryk på én af deltagerne,
at vi senere blev kærester.

Så kom der seks år med vandski, hvor
jeg har været fast bådfører og underviser
på vandet. Det har været nogle
rigtig gode år, hvor jeg har fået lov at
opleve den store glæde, der er ved at
glæde andre. Det er ufatteligt berigende
at opleve og være en del af den
glæde og begejstring, alle dem vi har
trukket op på vandski har udstrålet. Det
har også været hårdt, for selvom jeg
har været forpligtet til at være klar tidligt
om morgenen, har jeg selvfølgelig
haft svært ved at forlade baren om aftenen
og passe min seng. Det er dog
blevet til mere end 16 timers søvn om
ugen.

Sidste år var jeg så almindelig kursist
igen. Det var dejligt bare at skulle
deltage i det, andre har arrangeret,
bare at være deltager uden at have
ansvar for at andre kunne få en god
oplevelse. At kunne deltage i hele ugen
uden at skulle sørge for små praktiske
ting og bekymre mig, om vejret nu også
holdt eller om der skulle tænkes i alternative
aktiviteter. For selv om vejret
altid er godt i uge 30, så har vi oplevet
enkelte dage, hvor det ikke har været
muligt at stå på vandski. Så har vi
fundet på noget andet som passede til
vejret, for vejret er altid godt i uge 30
på Egmont Højskolen. Det er kun et
spørgsmål om at finde en aktivitet, der
passer til vejret.
Jeg deltog på idrætsholdet med undertitlen
”Til ekstremerne”. Ideen var at vi
skulle udfordres og prøve noget nyt.
Det kulminerede med en personlig udfordring
om fredagen, hvor nogle på
holdet rapellede i høje træer, mens jeg
valgte at cykle en marathondistance.
Det havde jeg godt nok prøvet før, men
denne gang blev tiden cuttet med
næsten 20 %, og det gav mig et nyt
mål, nemlig at deltage i H. C. Andersen
Marathon i Odense og komme under to
timer.

Igen har jeg mødt en hel del nye mennesker
og været sammen med alle de
gamle gengangere. Jeg har lært noget
nyt, og jeg har lært andre noget nyt.
Jeg har deltaget i den gode stemning,
støttet baren og sunget med på sangene
ved bålet. I årenes løb har jeg lært
om ting, jeg ikke anede interesserede
mig, jeg har lært rigtigt meget om mig
selv, jeg har lært meget om andre
mennesker, og jeg har lært, at der
findes mange mulige løsninger på langt
de fleste forhindringer. Jeg har lært, at
vi alle er både ens og forskellige. For
selv om vi deles op i nye, gamle, gående,
paraplegikere, tetraplegikere,
manuelle kørestole, el-kørestole, stokke,
handicappede, hjælpere, undervisere,
piger, drenge, kvinder og mænd, så
er vi alle en del af fællesskabet, hvor vi
yder vores individuelle bidrag

.
Vi ses til sommer - og næste og næste
og næste ...