Debat - medier

I mediernes søgelys

Rune Støvring byder med dette oplæg op til debat om, hvad vi kan gøre, om vi skal gøre noget, og hvordan vi skaber en viral succes i mediebilledet.

Tekst: Rune Støvring

I den senere tid har jeg lagt mærke til, at vi med et handicap sjældent er i medierne og ofte kun, hvis vi er Breaking news.
I tråd med Susanne Olsens leder i Handicap Nyt nr. 2.2015 ”Bør vi tages med paa raad?” skal dette indslag ses som indspark mere end et facit.

For mig er mediernes fokus på handicapområdet, eller mangel på samme, altid relevant. Et emne, der kun bliver mere aktuelt, når Danmark inden længe rammes af valgorkan 2015. Allerede inden politikerne slipper valgløfter og besparelser løs, er der en livlig debat om samfundets svageste. Det er ikke en hemmelighed, at vi med et handicap generelt befinder os i det segment. Jeg oplever, at når snakken falder på samfundets svageste, bliver vores værdi oftest vurderet ud fra økonomiske parametre: er vi økonomiske aktiver, eller er vi bare udgifter? Jeg skal være den første til at indrømme, at der ofte er ubalance i den økonomiske vægtskål. Med det mener jeg, at vi nok er en større udgift for det danske velfærdssystem end de fleste.
Lige præcis derfor mener jeg, at vi med et handicap burde være med til at skabe et nuanceret billede. Mit budskab er – et liv kan ikke kun vurderes på kroner og øre, men lige så meget på personen, og hvad den enkelte bidrager med.
Tidligere var avisen hovedkilden til information og oplysning. Med andre ord en tekst og et billede, der tilsammen gav læserne indtryk. Et indtryk, der nemt blev farvet af læserens meninger og erfaringer. En kommunikativ akillessene, der ikke altid gavnede dem, som skilte sig ud.
Sådan er det stadigvæk. Om det er i en artikel eller samtalen, når vi kører forbi, er meningerne ofte dannet, inden vi overhovedet har åbnet munden, og vores ord overhøres eller forsvinder i det første indtryk.

Personligt sidder jeg i en 200 kg tung kørestol og er afhængig af en respirator. I det udadvendte liv, jeg lever, oplever jeg også en del undrende blikke. Efter ni år kan jeg godt forstå, at den livløse krop og respiratorslangen i halsen nemt skaber fordomme. De menneskelige billeder har meget magt, især når man skiller sig ud fra mængden. Det giver naturlige spørgsmål og er en evig kamp. Igennem foredrag m.m. tager jeg et opgør med dette førstehåndsindtryk. Jeg oplever, at så snart jeg taler, kommer mit budskab frem, og fordommene bliver skubbet i baggrunden. Med andre ord, porten skal bare åbnes.

Dagens medievifte breder sig over meget mere. Vi befinder os i 1-klik-tidsalderen, alt er tilgængeligt, og de sociale medier dikterer efterhånden dagsordenen. TV og aviser henter i stigende grad informationer og nyheder på Facebook, Twitter og Youtube. De letfordøjelige, virale nyheder bliver deciderede landeplager, der påvirker nyhederne.
Gentagne gange har virale historier været brækjern i fastlåst-klassificerede sager f.eks. ved bevillingssager, hvor det har været meget svært at komme videre. Selv standard sagsbehandlinger bydes velkommen på bureaukratiets røde løber, hvis medierne finder en historie værdifuld nok. Er medierne først på krigsstien og historien i løbetid, er det en landeplage, der kan tvinge politikerne til at reagere. Rent kynisk er det den nemmeste vej til bevillinger og forbedringer.

Mit spørgsmål er: Hvordan skaber man en landeplage? Jeg ved, at det drejer sig om forbindelse mellem afsender og modtager. Budskabet skal indgraveres med følelser, så modtageren placeres i situationen. Opnås denne placering, sker der en synergieffekt mellem afsenderen og modtageren, der rækker ud over det sagte ord.
Min erfaring er, at offerrollen, en god omgang følelsesporno, sælger. Spørgsmålet er: Vil vi bruge den rolle og risikere fastlåste fordomme? Selvfølgelig skal diskrimination og negative oplevelser frem. Men personligt vil jeg hellere sprede budskabet om, at der findes et godt liv efter tragedien.

Som den kommunikative akillessene, førstehåndsindtrykket altid vil være i dialogen, står vi med en udfordring om at påvirke, uden at fokus stivner på vores handicap. Lige meget om det drejer sig om sygdom, medfødt eller tilkommende handicap mødes det ofte med: ”Det kan jeg ikke sætte mig ind i”. Med sygdom er det for det meste en stagneret eller i værste fald en nedadgående tilstand. En rygmarvsskade efterlader for det meste et følelsesmæssigt sort hul neden for skaden og den handicappede med udfordringen: Hvordan beskriver man det ubeskrivelige?
Væk er snakken om helbredelse, og hverdagen vender tilbage, især for omverdenen. Som en naturlig reaktion på det placeres nyhedsværdien oftest i starten, fx ved ulykken. Jeg ved godt, at der med jævnlige mellemrum er fokus på stamceller, men igen – det er kun den umiddelbare nyhedsværdi.

Livet er en menneskelig flod. Følger du med strømmen, ser du ofte kun ligesindede. Opdagelserne kommer, når du kigger op og bevæger dig mod den. I de sidste ni år har jeg siddet på bredden og observeret. Jeg ser dagligt travle mennesker, der aldrig kigger op. Heldigvis møder jeg også mange mennesker, der med åbent sind og arme giver mig mulighed for at deltage i livet på mine vilkår.

Vores ord mangler i mediefloden, og de kan kun komme fra os selv. Det kan godt være, at erfaringerne ikke oprustes med videregående uddannelser, eller vi ikke kan arbejde fuldtid. Men jeg tror, at vores handicap giver en uddannelse i livet, som man ikke kan læse sig til. Vi er evighedsstudenter på livets videregående uddannelser. Med de briller på har jeg både en doktorgrad i livsfilosofi, en mastergrad i krisehåndtering og en HD i virksomhedsstyring. På den måde er vi alle ressourcer til nytte for samfundet.

Hvordan rammer vi bulls eye, så vi kan påvirke dem, der ikke ser op?

Jeg vil herefter byde op til debat om, hvad vi kan gøre, om vi skal gøre noget, og hvordan vi skaber en viral succes.