De må selv arbejde for deres rettigheder

Tekst: Peter Marx

Da ulandskonsulent Jesper Gunnarsen døde sidste efterår, havde han fået opfyldt én af sine store drømme - at gøre noget for de mange mennesker med handicap i fattige lande, som ikke havde de sammemuligheder som han selv.

 Inden hans død fik jeg lejlighed til at interviewe ham og hans kollegaer på DHF’s ulandssekretariat.

 “Det begyndte med, at Michael
 Larsen og jeg så den her udsen-
 delse om tilskadekomne nica-raguanske krigsveteraner, sommåtte ud i skoven for at skæresig en stump træ til en krykkeeller en protese. Der var folk,
der kravlede omkring på jorden,fordi der ikke var kørestole ellerandre hjælpemidler. Det gjordestort indtryk på os, især fordi viselv lige havde været ude for enulykke og stadig lå på Hornbæktil genoptræning. Kontrasten
fra den behandling, vi modtog
og det, vi så i fjernsynet, pro-
vokerede os, ligesom de mange
ubrugte hjælpemidler vi så stå
rundt omkring på genoptræ- ningscentret. Vi fandt senere ud af, at der stod meget mere mate-
riel rundt omkring på hospita-
ler og plejehjem. Det var tilbage
i 1989.”, beretter Jesper. Jesper Gunnarsen og Michael Larsen tog kontakt til DHF, hvor den nuværende formand for DHF’s ulandsudvalg Hans Jørgen Møller, havde haft de
samme tanker:

”Allerede sidst i 70’erne undrede det mig, hvorfor DHF ikke var involveret i ulands- arbejde. Der var jo hele tiden
historier om,hvor forfærdeligtdet var dernede, og man smedbare ud herhjemme. Men det
var svært at få forbundet med på den,og vi blev hele tiden mødt med argumentet, at vi skulle sørge for vores egne først eller gøre noget for Grønland. Jeg forstod aldrig den mod-
stand. Den var også i DSI (nu
DH, red.). Så kom Jesper, der var gammel fagforeningsmand og havde en lidt anden og direkte måde at gøre tingene
på. Han kom, sammen med
Michael, med idéen om at hjælpe i Nicaragua.” De fik nogle kommunale værksteder til at sætte hjælpe- midlerne i stand, støttet af reno-
veringsbevillingen og indgik enaftale med DSB om, at de gratiskunne opsamle hjælpemidler
ved alle s-togstationer og få
dem fragtet til værkstederne.
Indsamlingen i Danmark var
dermed sat på skinner, og der kom masser af materiel. Men de manglede stadig at finde den rigtige modtager i Nicaragua.

Fronthospitaler
”Vi skulle lige se dem an, førvi sendte det af sted”, fortæl-ler Hans Jørgen Møller. ”Vivar oppe i bjergene for at seet fronthospital og for at se,
hvilke hjælpemidler der mang-
lede. Der kom de friske ind.
Unge drenge, der lige havde
fået skudt en arm eller et ben af. De var ikke bange for at vi skulle se de sårede. De blev tit stoppet i baghold. Så blev alle
kommanderet ud og mejet
ned. Vi havde en debat derude,
om hvordan man definerer
handicap. Især, om det kun var
krigsinvalide eller ej. Det var
finere. Alle var bevæbnede, også
de handicappede.” 

De efterfølgende år sendte DHF hjælpemidler til 15 forskellige ulande. I Nicaragua blev der lavet et værksted, der selv producerer kørestole og
reparerer brugte hjælpemidler. 

Det viste sig at være mere hen- sigtsmæssigt end at sende fra Danmark. Samtidig skaber det nogle arbejdspladser og for ikke at konkurrere med værkstedet, blev forsendelserne sat i bero. Det var kun relativt få men- nesker, der nød godt af hjælpen og det blev åbenlyst, at der var behov for større og mere
gennemgribende ændringer, førforholdene reelt blev forbedret.Der var brug for at tænke forfra.”Et af vores krav var, at det ikkeskulle gå gennem en regering
eller velgørenhedsorganisation.Det skulle være direkte fra han-dicappede til handicappede. Såder ikke var noget fusk. Det varselvfølgelig et problem, når derikke var nogen handicaporgani-sationer derude. Så det gik vi i
gang med at hjælpe dem med”,
fortæller Jesper Gunnarsen.

Hermed begyndte en ny tid for DHF’s ulandsarbejde. Der blev oprettet et ulandssekretariat og et ulandsudvalg under DHF og arbejdet med større ulandspro- jekter kunne begynde. Samtidig var der startet et samarbejde med flere danske hjælpeorga- nisationer. DHF fik kontakt med Henry Lind fra Nicaragua- komiteen, som begyndte at arbejde for DHF i 1995:

De store projekter
” Vi snakkede jo meget om at få
mennesker med handicap indpå arbejdsmarkedet. Men detvar ikke så let. Først skulle dehave en kørestol og en uddan-
nelse. Og til sidst kunne de så få arbejde. Så fandt vi ud af, at det nok slet ikke var der, vi skulle begynde. Vi skulle hellere starte med, at de fik nogle rettigheder i deres samfund. Altså lave
fortalervirksomhed og rettig-
hedsarbejde. På den måde ville
vi komme ud til mange flere
mennesker.”, fortæller Henry
Lind, der har boet med sin
familie i Nicaragua i 15 år.
Er det ikke svært at lave rettig­
hedsarbejde i et samfund, der er
så fattigt?

 ”Det har været forholdsvist let
at få nogle ting igennem, der var mærkbare. Især lokalt og især ting, der ikke kostede penge. Hvor det gjaldt om at tænke på en anden måde. For eksempel at få mennesker med handicap
integreret i skolen, skabe til-
gængelighed. Men også kon-
kret, hvor kommuner har givet
støtte til nogle organisationer.Det havde vi ikke regnet med.Det er lykkedes at lave tilgæn-
gelighedsnormer for Nicaragua.Og det er lykkedes at få opretteten ombudsmands-institution
for mennesker med handicap. Og ude i kommunerne får man penge til at bygge 100 ramper og sådan nogle ting.”

Hvad driver dig? Er det bare et
arbejde?
”Det har været meget politisk.
Det er der nok knap så meget af
nu. Men selvfølgelig er det sta-
dig en faktor, i og med at jeg har en forurettethed over, at der er så stor økonomisk forskel mel- lem dem og os. At det så lige blev
mennesker med handicap,
er lidt en tilfældighed for mit
vedkommende. Det kunne lige så godt have været indfødte folk eller bønder. Det, der interes- serer mig, gnisten, er organisa-
tionsudviklingen, at en gruppe
kan få de her ting igennem og få forbedret deres forhold. Det, der er godt ved handica- porganisationer er, at det er et
forholdsvis lille og afgrænset
område. Havde vi arbejdet med
bønder, havde vores arbejde
været en lille bitte prik. Nu har
det fyldt utrolig meget og været vigtigt for, hvordan handicap- bevægelsen har udviklet sig.
Det har været et stort ansvar og risikabelt, men også meget spændende. Jeg er meget sikker på at det havde set anderledes ud i
Nicaragua, hvis ikke DHF’s ulandsarbejde havde været der. Hvis man sammenligner med nabolandet Honduras, er det en masse små organisationer, på et meget lavere niveau. Det bruger
vi jo overfor Danida. Se, hvilken
forskel vi har gjort. Vi har haft
evalueringer gang på gang, som har været gode og jeg vil tro, vi har et godt ry hos Danida. Vi
har altid fået stort set det, vi har
bedt om.”

Siden DHF startede sit ulands-
arbejde, er der sket en stor
udvikling.
”Det handler om, at deres orga- nisationer skal være stærke nok til at kunne arbejde selv. Det har udviklet sig ligesom med de
danske handicaporganisationer.
Det er jo ikke kommet af sig
selv, de fordele vi har. Det for-
tæller vi også hele tiden derude,
at de må selv kæmpe for deres
rettigheder”, fortæller Jesper
Gunnarsen og slutter:
“Der er ingen, der forærer dem
det.” 

Jesper Gunnarsens efterladte har givet RYK! tilladelse til at bringe interviewet.

 Vi sender ikke kørestole ...

 Mange tror stadig, at ulandsarbejde for mennesker med handicap, drejer sig om at sende hjælpemidler, men det er efterhån- den længe siden, at det har været tilfældet. Siden 1995, hvor det første store Danida- projekt begyndte, har formålet været at
styrke de organisationer DHF samarbej-
der med, således at de selvstændigt arbej- der for egne rettigheder, bl.a. en bedre lovgivning for mennesker med handicap. Det er en langsigtet strategi, der forbedrer forholdene for alle mennesker med handi- cap i Nicaragua.

I projekterne arbejdes der på konkrete områder som uddannelse af personale, oplysning i det lokale samfund, bedre tilgængelighed og flere mennesker med handicap i arbejde og uddannelse. Der
arbejdes altid ud fra Danidas kriterier
om udvikling af demokratiske processer,
bekæmpelse af korruption og inddragelse
af kvinder. Udover Nicaragua, har DHF projekter i Honduras, Ghana og Uganda, og er
ved at starte op i Bolivia. DHF laver
også projekter i samarbejde med DH, 

Dansk Blindesamfund og Danske DøvesLandsforbund. DHF’s ulandssekretariataflønnes gennem projekterne og den
politiske del af arbejdet varetages af DHF’s
Ulandsudvalg, med Hans Jørgen Møller
som formand.

Om to år afsluttes det fjerde og sidste Danida-projekt i Nicaragua. Projekterne har hver især løbet over fire år og haft et
budget på i alt 68 mio. kr.. Det har været en stor succes, idet Danida nu anser DHF’s partnere i Nicaragua for, at være stærke nok til at stå på egne ben