Christopher Voelker fotograf

”På din maske skal jeg kende dig”

Hvem er jeg? Fladtrådt spørgsmål, skulle man mene, sådan på det hverdagsagtige og overfladiske niveau, men ved dybere refleksion et langt vanskeligere spørgsmål at svare på. ”Menneskehjertets dybeste nødråb”, kaldte Karen Blixen det, ligesom det er hende, der er afsenderen bag overskriften.

Tekst: Janke Bondam

Identiteten er altid en form for iscenesættelse. Det afgørende er bare, om man digter sig selv eller lader sig digte. Amerikanske Christopher Voelker digter. Han digter med sit fotografiapparat og sine syrede idéer. Han vil være med til at definere og ikke bare overlade det til andre.

RYK!’s læsere er muligvis bekendt med den amerikanske fotograf Christopher Voelker, idet han har lavet to af magasinets tidligere forsider.* Det er billeder, der kan mærkes; de imponerer og provokerer, de huskes … og de rykker.

Christopher Voelker er en C6-7 tetra efter en motorcykelulykke i 1977. Relativt hurtigt efter rehabiliteringen blev han fanget af fotografiets udtryksfulde og signalgivende muligheder. En passion der hurtigt satte sig som en besættelse, og i 1990 havde han fået bygget sig et velindrettet atelier med et stort opbud af tetra-venligt teknologisk udstyr. Han er bosat i Los Angeles, en by der svømmer i celebrity-fotografer, og ikke mindst af den grund er det imponerende, at han befinder sig i de højere lag af Hollywoodfotografernes stjernefirmament. Ved et kig i hans portefølje ser man, at den indeholder en del notabiliteter.

Christopher Voelker er nu aktuel med portrætfotos i den nylig udgivne amerikanske ”Paralysis Resource Guide”, der er udgivet af The Reeve Foundation, og som Christopher Voelker i øvrigt er ambassadør for. ** Og det er her, han bliver interessant for vores læsere. Han har i mange år taget billeder af folk med handicap – massevis af forsider til den amerikanske pendant til RYK! – New Mobility – og også det italienske blad for rygmarvsskadede, Mobilitá Magazine, har nydt godt af hans billeder.

”Sandheden er jo den, at når jeg fotograferer nogen med et handicap, så har jeg en personlig interesse i at få vedkommende til at tage sig allerbedst ud, hvad deres allerbedste og mest charmerende egenskab nu end er.” Voelker føler sig forståeligt nok mere knyttet til indholdet af disse billeder og mere forbundet med modellerne, hvilket sætter ham i den særegne position at være både bag og foran kameraet. ”Jeg prøver at lave billeder, der er sande i forhold til de fotograferede, men samtidig – på en underfundig måde – fotograferer jeg også til en vis grad mig selv.”

Det handler for Voelker om at tage udfordringen op, der ligger i at være havnet i landet Anderledeshed; dette ekstraordinære sted, der er kendt og så alligevel ukendt, forståeligt og samtidig ufatteligt. Et mærkeligt sted der på kvitteringens bundlinje får en i sidste instans ulogisk stereotypificering. Ulogisk fordi vores forskellighed jo skriger til himlen. Det er denne stereotypificerende stigmatisering, Christopher Voelker vil fjerne i og ikke mindst med de portrætter, han skaber. Han gør det ved at opløse den gængse, rigide forståelsesramme af Anderledesheden, og det gør han med humor og syrede indfald. Han er en surrealistisk digter med et kamera i hånden, som der står på hans hjemmeside. Poetiske og underlige visioner emmer ud af hans portrætter, fortættede som de er i deres flirt med lyset og mørket. Og heri ligger potentialerne – netop dette giver rum til, at en ny og mere vital og grænseoverskridende identitet kan opstå.

Hans billeder er i bedste fald som en sansemæssig eksplosion, der løfter låget. De åbner op for spekulationerne og mange gange også smilet med spørgsmålet ”hvad er det lige jeg ser her?” Det Anderledes er nu portrætteret på en anderledes måde, der rykker ved de gængse forestillinger om Anderledeshed. Og så bliver luften ligesom friere og lettere at indånde; der er strømmet ilt til den sædvanlige opfattelse.

Voelkers iscenesættelser af de forskellige portrætterede giver dem en midlertidig maske, der (også) kendetegner dem.  – Mig og mit surfbræt, Mig i min prinsessekjole, muskuløse Mig med mine vægtløfterlodder, erotiske Mig badet i roser, Mig som en havfrue, der heller ikke kan gå… og så det røde billede, der vedvarende får én til at spekulere på, hvad søren der lige foregår her.  – Alle sammen iscenesatte billeder, der på sin specielle måde fjerner de negative konnotationer ved at ændre på melodiens toneart. Selv har Voelker iscenesat sig med sin lille nøgne gollum på skulderen… som har han en ræv bag øret!

Vis mig din maske, og jeg skal fortælle dig hvem du er. Det er gennem masken – fortællingen – man finder en forløsning for det identitetsbehov, der giver den platform, hvorpå man finder orden i sig selv og i verden. Derfor tak til Christopher Voelker, der har forstået og vist, at det er vigtigt at vi fortæller os selv – digter os selv – og ikke mindst at det gøres på en overraskende måde. Han er en sand rykker.

* RYK! forside nr. 2-2007 (C.V. med en kat på skulderen) og nr. 3-2007 (Ellen Stohl – Playboy model).

** Bogen findes som e-bog og kan downloades fra nettet: christopherreeve.org/site/c.mtKZKgMWKwG/b.8743679/k.9BA3/Scribd_PRG_Scroll.htm