BPA - hvordan er det?

Arbejdsleder med 10 års erfaring

Rollen som arbejdsleder kan godt smelte sammen med socialt samvær. Men alligevel er det vigtigt at holde fast i sine egne grænser, fortæller Michael von Rosen om sit forhold til sine seks hjælpere.

Tekst: Vibeke Rieneck

At være BPA-arbejdsleder handler både om samarbejde og samvær, og grænsen mellem de to ting er ikke altid knivskarp. 29-årige Michael von Rosen har været arbejdsleder for sit hjælperhold på seks hjælpere, siden han for 10 år siden kom ud for en trafikulykke og blev tetraplegiker.
- Når jeg nogle gange tager til fodbold for at se FCK eller en tur i biografen, så er det også en fin mulighed for, at hjælperen og jeg kan gøre noget sammen. Andre gange, hvor jeg f.eks. skal til et familiearrangement, bliver det et mere professionelt forhold, hvor hjælperen ikke er med i snakken men sidder klar i nærheden og kan træde til, hvis det bliver nødvendigt.
Den forskel er Michael blevet mere opmærksom på, og i mange tilfælde glider det helt naturligt. Alligevel er det ikke altid helt let at gå fra at snakke sammen næsten som en slags venner til at skulle bede hjælperen om at gøre noget for en:
- Det kan være grænseoverskridende pludselig at skulle skifte rolle og bede om noget, der f.eks. har at gøre med den personlige pleje. Så kommer man pludselig meget tæt på hinanden rent fysisk, og det kan virke akavet, hvis man lige har siddet og snakket godt sammen om noget, der overhovedet ikke har med hjælperrollen at gøre.

Vigtigt at kunne snakke godt sammen

Alligevel lægger Michael vægt på at snakke med hjælperne i hverdagen, og han synes, at han har mindre distance til dem i dag, end han havde tidligere.
- Lige meget hvad, så er det en god ting at vise interesse for hjælperens liv og spørge til, hvordan det går med det, de nu går og laver. Tingene glider lettere, når man snakker sammen. Nogle hjælpere får man en tættere relation til end andre – især hvis de har været ansat gennem lang tid. Men det er ikke nødvendigvis negativt, at det er sådan, for der er også noget godt ved, at der er forskellige typer på holdet, som man kan have forskellige ting sammen med, forklarer Michael.
Personalemøderne er selvfølgelig også en lejlighed til at snakke sammen. Men også her er grænsen mellem privatliv og arbejdslederrollen hårfin.
- Det kan være svært at tage personlige ting op i plenum på et personalemøde, og jeg har ikke lyst til at virke kommanderende. Men der er jo rigtig mange småting omkring det praktiske med mig, og der kan tit være nogle detaljer, der kan komme til at irritere, hvis man ikke får kommunikeret det, forklarer Michael. Han har derfor valgt at sende en mail ud til hjælperne før personalemøderne, hvis der er ting, det er for privat at tage op på et fællesmøde - og det er blevet godt modtaget af holdet. Omvendt synes Michael også, at det er vigtigt at tale om, hvordan hans hjem fungerer som arbejdsplads for hjælperne. Der kan være ting, som kan indrettes bedre for dem, og den snak skal der også være plads til. 

Man er altid på som arbejdsleder

Michaels hjælperhold er tæt på ham selv aldersmæssigt. Nogle har været der i fem-seks år, mens jobbet for andre er et kortere stop. Det er rigtig svært at bedømme ansøgerne ved ansættelsessamtalerne, synes han. Og kemien spiller selvfølgelig en stor rolle:
- Nogle ansøgere kan man ved første blik tænke om, at ham eller hende kan man få svært ved at have det godt sammen med, og så viser det sig alligevel, at man kan få et godt samarbejde med en, som man er meget forskellig fra.
Men uanset hvor godt samarbejdet kan være, så er det stressende at skulle være professionel arbejdsleder hver dag året rundt. Mens hjælperne kan gå hjem og holde fri efter en vagt, så er Michael stadig på som arbejdsleder. Han har ikke den samme mulighed for at trække sig tilbage, fordi det er i hans hjem, hjælperne går på arbejde.
- Det er en god ting, at man lever i et land, hvor man som handicappet kan få et rimeligt selvstændigt liv ved, at andre hjælper en. Men ligeså dejligt det er, lige så grænseoverskridende kan det også være at have andre mennesker i sit hjem konstant. Men man kommer langt, hvis man er omhyggelig med kommunikationen, opsummerer Michael von Rosen sit syn på at have hjælpere om sig i sit hjem. 

Som BPA-arbejdsleder varetager man selv rekruttering af nye hjælpere og personalemøder. Hos Michael von Rosen er det Bruger – Hjælper Formidlingen, der er arbejdsgiver for hans hjælpere og står bl.a. for lønregnskaber og rådgivning. Desuden tilbyder formidlingen netværksgrupper. Her drøfter arbejdslederne, hvordan man bedst kommunikere med hjælperne og sparrer om deres rolle som arbejdsleder.