Boganmeldelse: Yasmin - när livet störtdök

Tekst: Janke Bondam  

15 år gammel og hele verden lå åben med det mylder af muligheder der er, når man er så gammel eller rettere så ung. For svenske Yasmin var vejen for længst afstukket, - hun skulle være balletdanser. Hun var allerede begyndt at danse som fireårig og var nu på vej ind på balletskolen efter sommerferien hos sin mormor i Spanien sammen med en veninde. Og så kom skæbnens ironi på tværs. Yasmin springer på hovedet fra en mole uden først at have tjekket vanddybden …

Det var sommeren 1999. Ti år efter får hun samlet og nedskrevet den rejse, hun har foretaget fra det lammende styrtdyk til at genfinde sig selv i det nye liv i kørestol. Nu foreligger hendes bog om denne lange vandring. Om modningen efter generobringen af kroppen, - generobringen af livet.

Lad mig blankt indrømme med det samme. Det er en så medrivende, rystende, og bevægende bog, der oven i hatten er fantastisk velskrevet og dybt refleksiv. Hendes ord og beretninger fra tabets og sorgens mørkeland er båret af en sjælden styrke og et mod, der får læseren med hele vejen … og videre langt ned ad eftertænksomhedens bivej. Selv uger efter endt læsning tænkte jeg stadig på Yasmin.

”De gamle tåspidssko”, sådan starter Yasmin sin bog. Hun kigger på dem – skal de smides ud eller gemmes? De repræsenterer hendes tilnærmelsesvis totale kontrol over sin krops muskler. Det fuldstændig og aldeles overordnede i hendes liv drejede sig kun om dette ene: hvordan perfektionere denne kontrol af musklerne i elegant bevægelse og balance.

Et skæbnesvangert styrtdyk senere og de lange ben - Yasmin er185 cmhøj - er i bogstaveligste forstand slået væk under hende. Et brud på rygsøjlens C5 har (igen) gjort kroppen til første prioritet, nu bare med modsat fortegn, i.e. uden kontrol. Den skal generobres på helt nye vilkår, vilkår hun i sin vildeste fantasi ikke havde forestillet sig fandtes, hvad ingen jo gør, indtil man havner i situationen.

– Det føltes som om jeg var en astronaut på månen. Jeg skulle tage et gigantisk og langsomt skridt ud i rummet og jeg havde ingen anelse om, hvorhen vægtløsheden skulle føre mig. Jeg som altid havde haft en plan og et veldefineret mål stod nu tomhændet.

Hun beskriver kronologisk denne generobringsrejse fra styrtdykket til hun ti år senere dukker op til overfladen igen som et stærkt, indsigtsfuldt og passioneret menneske. Fra det ulykkelige sygehusophold i Spanien til Sveriges trygge hospitalsverden. Om at trække vejret gennem et hul i halsen, om angsten for at lungen klapper sammen. Om at bede sin mor om at lægge en pude hen over ansigtet, så trøstesløsheden kan få en ende. Om at det så småt begynder at lysne på Frösunda Center-opholdet (svarende til Hornbæk/Viborg) i mødet med andre rygmarvsskadede, og derfra hjem til mor med personlige assistenter og hvilke komplikationer det medfører, indtil hun år senere mestrer arbejdsgiverdisciplinen. Om liggesår, blæreoperation og andre gennemgribende indgreb, til hun endelig får mere luft omkring sig … og under vingerne.

- Jeg har hele livet foran mig, men jeg er allerede halvt fordærvet. (…) Hvordan skulle jeg identificere mig selv i den nye hverdag? Jeg var blevet berøvet mine teenageår og vidste, at jeg aldrig ville få dem igen. Jeg var nødt til at finde ud af at tage det tilbage, når jeg var landet i det nye liv.

Gymnasiet bliver fuldført, verden åbner sig med rejser og hun kan endelig begynde at føle sig som den teenager hun er, - og vove at give sig i kast med kærligheden og seksualiteten.

Alting falder på plads for Yasmin – det gør det jo som regel – men smerten har været en jævnlig dansepartner, og sorgen over det tabte forbliver en trofast følgesvend. De finder begge en mere eller mindre stille plads i sjælen, men Yasmin kan, som sjældent set før, give dem ord og dybde. Hun er ikke bange for at stirre alt det svære lige ind i øjnene og udfordre det: ”kom an, lad mig se jer, - jeg vil vide, hvad jeg er oppe imod!”. Hun er imponerende realist hvad angår sin brækkede hals og dens facetterede konsekvenser. På tiårsdagen er Yasmin tilbage i Torrevieja ved den skæbnesvangre mole, og perspektivet på tilværelsen er vokset i væsentlig grad.

– På en vis måde føler jeg mig mægtig og kraftfuld, som om jeg besidder alverdens styrke og er uovervindelig. (…) Mit indre er fyldt med blandede følelser forbundet med dette sted på Solkysten. Nostalgi fyldt med glade minder fra barndommen blandes med sort sorg. Sorgen som får mit hjerte til at bløde, selvom det er mere og mere sjældent. Sorgen som har fået mig til at græde floder, jeg aldrig troede ville ophøre.

Livet tog et kolossalt styrtdyk for Yasmin, men hun er i langt mere end én forstand dukket op til overfladen igen. På under ti år fik hun atter fat om sin krop og tog kontrol over sit liv, og hendes beretning vidner om det ansvar, man som rygmarvsskadet uforvarende får trukket ned over hovedet, - ansvaret for at finde frem til den solfyldte og udfordrende side af livet. Kropsudtrykket har for Yasmin fundet en ny vej nu, der ikke kan danses mere. Hendes kæreste er tatovør, og gennem tatoveringerne finder hun sin helt egen måde at udfolde sig kropsligt på. Nu står verden igen åben og fuld af muligheder for den unge Yasmin, der med sin gode pen nok skal finde sin interessante hylde at være på.

- Jeg må skrive en bog. Folk skal vide hvordan det er og at det kan ske for hvem som helst. De må få øjnene op for denne her verden. (…) Jeg ville rejse og skrive om hvordan livsvilkårene ser ud for rygmarvsskadede i forskellige dele af verden, hvordan de adskiller sig fra land til land. Journalistik og forfatterskab føltes som den nye vej at slå ind på.

Med sin bog beskriver Yasmin - overordnet set - livets landskab, der består af bjerge og dale, floder og søer, og finder man, som Yasmin, det udsigtspunkt, hvor dette landskab kan ses i al sin magt og vælde, ja, så kan synet næsten tage vejret fra en.

Er man selv rygmarvsskadet som læser, er genkendelen i Yasmins historie enorm. Ens åndedrag bliver tungt og dybt, når man vender side på side, fordi den er så vedkommende. Vi har været lignende steder. Men selv uden genkendelse er bogen meget læseværdig; den er simpelthen så velskrevet og givet et dybdegående billede af, hvad det indebærer at have pådraget sig en rygmarvsskade, endda en høj en af slagsen. I de skandinaviske velfærdsstater er de social-økonomiske betingelser for rygmarvsskadede noget nær de samme, og på trods af velfærden viser det sig igen og igen at tilgængeligheden er langt ringere end politikerne bilder sig ind, og at det kommunale bevillingssystem til tider er så tungt, bureaukratisk og unødvendigt umenneskeligt at have med at gøre, at det i sig selv er invaliderende. Også alle disse punkter kommer Yasmin rundt om.

Bogen er på svensk. Jeg kan kun håbe på, at man frygtløst giver sig i kast med det svenske, - langt det meste vil umiddelbart kunne forstås, ellers kan Google Oversættelse jo altid give en hjælpende hånd.

[Uddrag af bogen er Janke Bondams egne oversættelser.]

YASMIN - När livet störtdök. 200 s. Instant Book, Stockholm 2012. Pris kr. 159. Købes på forlaget på bookstore.instantbook.se.

Yasmin Jungestedt (født 1983) arbejder som webbredaktør på spinalis.se for Stiftelsen Spinalis, samt som frilandsjournalist og forelæser. På hendes blog textyasmin.se skriver hun om sit arbejde og gør betragtninger over hvad det vil sige at leve med en rygmarvsskade i vores samfund.