Bil: Til studiet - og alt det andet

Tekst: Birgitte Bjørkman

 

Den er lille og fræk. Opel Cor-sa`en. Præcis som Nagwa Ali ønsker sig sin bil.- Den store kassebil, der var billigst egnet, og som kommunen bevilgede mig, havde jeg altså svært ved at se mig selv i, fortæller 24-årige Nagwa.

Ungdomsliv med handicapkørsel

Nagwas første bil blev bevilget for tre år siden. Da var hun 21 år gammel. I årene fra hun var 18 år, havde hun ikke bilmen handicapkørsel. De tre år beskriver hun som triste. Det var ofte, hun måtte sige nej til at være sammen med klassekammerater, venner og familie. Det rakte den kommunal visiterede handicapkørsel ikke til. Den gav kun mulighed for en ugentlig kørsel.

- Jeg kunne ikke leve det liv, som mine jævnaldrende kammerater levede. Nogle gange var jeg heldig, at en af mine søskende kunne hente og bringe mig, men det var heller ikke sjovt at være afhængig af dem.

Med taxa til skole

Nagwas familie er somalisk. Hun er selvfødt i Tyskland, og da hun var fem årgammel, flyttede familien til Danmark. Som 13-årig blev hun rygmarvsskadet efter en betændelse i rygmarven. I de følgende to og et halvt år var Nagwa indlagt, heraf halvandet år på Afdeling for Rygmarvsskader. Da hun blev udskrevet, søgte familien om en bil til kørsel med Nagwa. De fik afslag. I stedet bevilgede kommunen taxakort til hende.

- Jeg husker ikke helt begrundelsen for afslaget. Men det var sådan set en ok ordning med taxakort, for der var ingen begrænsninger på min kørsel. Jeg blev kørt frem og tilbage til skole, og jeg kunne tage taxa, når jeg skulle besøge familie og venner.

Dyrt og besværligt

Den ordning havde Nagwa frem til hunfyldte 18 år.- Da fik jeg i stedet bevilget kørselsordning … det var nedtur! Det begrænsede mit liv så meget. Jeg søgte derfor om bil men fik afslag. Da jeg ikke var påbegyndt et studie og heller ikke havde kørekort, ville kommunen ikke bevilge mig bil. Det argument havde Nagwa svært ved at forstå. Og da hun startede på en HF-uddannelse, ville kommunen hellere give støtte til taxakørsel.

- Det blev en dyr regning for kommunen, fortæller Nagwa, som i to år blev hentet og bragt hver dag og kørt de 20 km mellem bopælen på Amager og gymnasiet i Albertslund. Kørslen til Nagwas fritidsinteresser skulle dækkes af handicapkørslen, der både var begrænset og Det var bøvlet! Kørslen skulle bestilles dagen før. Så derfor kunne jeg ikke tage med, hvis vi snakkede om at gå i byen samme aften. I stedet for sad jeg hjemme hos min mor. Det var hårdt, fortæller Nagwa og husker:

- Nogle gange hentede min storesøster mig, og så tog vi metroen ud til Fisketorvet. Det var de gode dage!

Frihed og uddannelse

Nagwa søgte kommunen om bil igen for tre år siden, men kommunen ville afvente, til hun var afklaret om uddannelse og til hun havde fået kørekort.
- De sagde, at hvis jeg skulle studere i København ville en Mini Crosser være bedre egnet. Året efter blev Nagwa optaget på Multimedieuddannelsen i Køge. Hun fik bevilget køretimer på PTU, og to måneder senere havde hun sit kørekort i hånden. Nu ventede Nagwa på bevillingen. Samme efterår var hun til bilafprøvning hos indretningsfirmaet Langhøj i Brøndby.
- Den billigst egnede bil var vist en Fiat Ducato. Men hold da op hvor var den stor, udbryder Nagwa. I stedet afprøvede hun en lille fiks Mitsubishi Colt, som Langhøj havde stående i deres hal. En bil, hun ikke tidligere havde troet var mulig.- Næsten alle andre, jeg møder, har kassebiler. Men da jeg så en tetraplegiker fra rugbyholdet hive sin stol ind i en personbil, tænkte jeg, at sådan en ville jeg også have … hvis han kunne, kunne jeg også!
- Vi fandt hurtigt ud af, at jeg godt kunne komme ind og ud af bilen og hive stolen med ind, fortæller Nagwa, der alligevel følte sig presset til kassebilen af kommunen.
- Sagsbehandleren ville vist være på den sikre side … hun var bange for en førtidsudskiftning, hvis jeg ikke kunne klare det. De lavede derfor en aftale. Hvis Nagwaikke kunne klare løftene med stolen, ville kommunen efterbevilge en taglift. Der skulle dog gå fem måneder, før hun kunne sætte sig bag rattet i sin egen sorte Mitsubishi Colt med håndbetjening. I mellemtiden var hun startet på Multimedieskolen, så i det halve år, hvor hun endnu ikke havde bil, betalte kommunen taxakørsel frem og tilbage til skolen i Køge samt dækkede med et månedligt beløb på 1.000 kr. til ekstrakørsel.
- Hold da op hvor var jeg glad, da jegendelig fik bilen. Pludselig fik jeg en frihed, jeg aldrig før havde haft.

Bilen stjålet

Nagwa havde ikke drømt om, at hun skulle miste sin Mitsubishi. Men det skete, da den blot var et år gammel.
- Det var bare så surt! Det var bilen, jeg havde ventet rigtig længe på, og så bliver den stjålet.
- Det gav mig en masse besvær, og jeg droppede ud af studiet, fortæller Nagwa, der samtidig var kommet i tvivl,om det var den rigtige uddannelse, hun var i gang med. Forsikringsudbetalingen fik kommunen,men ingen genbevilling uden uddannelse, så Nagwa skulle finde ud af, hvad hun ville. Så igen stod hun uden bil men i stedet med en masse besvær. Der skulle en ny afprøvning til.
- Jeg afprøvede en Fiat Punto, tredørs,men jeg havde set mig lun på den lille Opel Corsa, fortæller Nagwa med et stort smil:
- Tyske biler er god kvalitet, og jeg valgte derfor at betale differencen. Efter syv måneder kunne hun hente sin hvide Opel Corsa 1,2 med sorte fartstriber.

Et aktivt liv

Siden har Nagwa fået ny kørestol, som er meget lettere end den gamle, det gør det nemmere at løfte stolen ind og ud af bilen.
- Jeg er bare så glad for min lille bil,fortæller Nagwa med et stort smil:- Nej, jeg har bestemt ikke fortrudt. Sålænge jeg kan klare det … I dag læser Nagwa markedsføringsøkonomi på Erhvervsakademiet i Roskilde. Hun er flyttet hjemmefra og har fået sin egenlejlighed på Amager. Hun træner på PTU, spiller rugby i Ballerup, tager på byture med veninder og besøger familie i Malmø.
- Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har klaret mig uden en bil i alle de år. Den betyder frihed og uafhængighed. Jeg kan gøre de ting, andre unge kan.