Behandling: Lykkelig mod alle odds

Tekst: Anne M. Westberg

Når kroppen er nødlandet og du befinder dig i et mentalt kaos. Når katastrofen er indtruffet og livet sikkert aldrig bliver, som det var før. Er der da håb om, at du nogensinde bliver lykkelig igen? 

I Sverige har man netop afsluttet et såkaldt livskompetenceprojekt, hvor man integrerede filosofisk praksis i rehabiliteringen.

Spørgsmålet er berettiget. Det normale i samfundet er at have en velfungerende krop og et velfungerende hoved. Desuden et job og også gerne en familie. Tilføj nogle hyggelige hobbyer, og billedet af det vellykkede samfundsindivid er komplet. Men livet går sine egne veje. Med ét slag kan denne model blive helt umulig at opnå, uanset om du ønsker den eller ej.- Pleje i forbindelse med rehabilitering har i lang tid været fokuseret på den skadede krops funktion, siger Richard Levi, professor i rehabiliteringsmedicin ved universitetet i Umeå.- Som en automekaniker har vi primært forsøgt at få maskinen (kroppen) gjort funktionsdygtig igen og ofte under-vurderet de eksistentielle aspekter af skaden eller sygdommen.

Et vingeskudt menneske

Rehabilitering betyder at “gøre funk-onsdygtig igen”. Men der findes andre værdier i livet end at kunne fungere perfekt som en tand i det store samfundsmaskineris tandhjul. Det, der ofte savnes inden for nutidens sundheds-pleje, er et helhedsperspektiv, mener Richard Levi.- Efter en ulykke eller en livsændrende diagnose er patienten ikke bare en skadet eller syg krop. Det er også et menneske, der rent mentalt er vingeskudt. Og hvem tager sig af den sjælelige krise,når patienten vågner i sygehussengen midt om natten, svedende af angst? Næppe natsygeplejersken, der af mangel på tid uddeler beroligende tabletteri stedet for at tage sig tid til at lytte til og tale med patienten.

Fra vagtmester til overlæge

På Spinalis og inden for rehabiliterings-medicin i Umeå har vi for nylig afsluttet et arvefondsfinansieret projekt, som vi kalder ”Livskompetence”, fortæller Richard Levi.- Målet er, at vi i vores almindelige virkeintegrerer filosofisk praksis. Ideelt set skal alt personale på en plejeenhed gennemgå en grundlæggende introduktion for at lære at lytte, kunne holde tilandres angst og sorg og føre en grund-læggende, eksistentiel samtale. Og dermed mener han virkelig alle: Fra vagtmesteren til overlægen. Med henblik på at skabe en tolerant indstilling på afdelingen, der kan give plads, så patienterne tør åbne sig for den person,de har mest tillid til, uanset den pågældendes titel og uanset tiden på døgnet. Richard Levi forklarer, at det skal være okay at tale om svære spørgsmål, at turde åbne et vindue mod det uvisse og reflektere over ens egen situation. For personalet drejer det sig i første omgang om at lytte og tage imod. Ikke at give gode råd og færdig pakkedeløsninger. Personalet skal også hav etilstrækkelig viden og dømmekraft til at opdage, hvis patienten har så alvorlige psykiske problemer, at vedkommende bør tale med en psykolog eller psykiater.- Hvis nogen har en svær depression eller alvorlig angst, skal vedkommende selvfølgelig sendes videre til professionel, psykiatrisk hjælp, siger Richard Levi.- Men for mange andre patienter kanden filosofiske praksis være en stor støtte. Det er ikke et udtryk for psykisk sygdom, at man sørger over en alvorlig skade eller diagnose, eller at man stopper op og spejler sig i et engageret miljø, når man søger at finde en nyretning i livet. Formålet er at kunne tilbyde både individuelle sessioner og gruppesamtaleri form af såkaldte filosofiske caféer. Tilsidstnævnte kan pårørende også sommetider deltage.

Forløsende spørgsmål

Der er flere forskelle mellem filosofisk praksis og decideret psykoterapi.- Den filosofiske praksis er snarere en måde at forholde sig til tingene på, en åben dialog, hvor patienterne får støtte til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget for dem i livet, forklarer Richard Levi. Hvis skaden eller sygdom-men indebærer permanente tab, er der brug for tid, plads og kompetence til at opfange og understøtte patientens behov for refleksion og gennemgang.- Meget forenklet kan man, hvad sygeplejens del angår, beskrive forskellen således, fortsætter Richard Levi, at psykoterapi skal bruges, når man er ulykkelig uden ydre årsag, mens filosofisk praksis bruges, når man er ulykkelig af en konkret, ydre årsag. Formålet med den filosofiske praksis er at hjælpepatienten med at finde en ny mening i livet - nye grunde til at leve. Den berømte filosof Sokrates mente, at et liv uden eftertanke ikke er værd at leve. Det er hans metode, også kaldet den sokratiske metode eller forløsnings-metoden, som den filosofiske praksisbygger på, nemlig at vejlede samtalen via spørgsmål. “Forløsende” spørgsmål,der får patienten til at tænke efter og blive medvidende om de svar, som ofte findes dybt inde i vedkommende. Erfaringer viser, at en enkelt samtalekan være nok for visse patienter. Andre skal bruge flere møder med dialog for at finde frem til et perspektiv, der gør livet mere håndterbart.

Offer eller overlever

At leve er at vælge, men ikke at vælge er også et valg. Vil du være et offer eller en overlever? Det man sikkert kan påstå, er, at de patienter, der har følelsen af, at der er en mening i deres hverdag og at de indgår i en sammenhæng, har det bedre end andre. Det vigtigste er, at patienten igen får en plads i en social sammenhæng: At vedkommende på en eller anden måde deltager på en fælles arena, er med og giver sit unikke bidrag.- For de fleste er det vigtigt at kunne følge med i den aktuelle, normale livsrytme, forklarer Richard Levi. Man vil fortsat være med i kampen. At man senere bag kulisserne får brug for at lære en række nye færdigheder for at klare alle hverdagens aktiviteter, spiller en mindre rolle. Så længe patienten har fundet en måde til at ordne dette smidigt og diskret, bliver det lettere for omgivelserne at se bort fra eventuelle handicap og se personen bag diagnosen. Er det virkelig muligt at leve lykkeligt på trods af en svær sygdom eller en helt ufattelig skade?- Ja, svarer Richard Levi. Men man kan ikke vide på forhånd, hvem der fin-der lykken igen. Det er vigtigt også at behandle disse spørgsmål forskningsmæssigt for at øge vores viden om,hvorfor nogle mennesker klarer over-gangen bedre end andre. Målet for det svenske projekt er, at den filosofiske praksis skal integreres i den pleje, der tilbydes underrehabiliteringen.- Sjælen skal omsider opfattes som en mindst lige så vigtig del som kroppen i helingsprocessen, afslutter Richard Levi. Det er ikke nok, at kroppen overlever,hvis sjælen svinder ind.