Motorløb med håndbetjening - 4-1997

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Blandt bilerne på efterårsseminaret var der én, som ved første øjekast havde kørt galt i byen. Det her var ikke den fynske motorring!
Men kiggede man nærmere efter, var der blandt de mange annoncer på bilens sider også tekst med "Paraplegikerkredsen" og "Sahva Auto".

Et forfriskende indslag under efterårsseminaret var paraplegikeren Max Birkelunds præsentation af hans sport: Motorløb. Videooptagelser fra nogle af Max’ løb viste, at her var der en legal mulighed for at lege med biler - tænk bare at køre med 200 km/t ad snoede, smalle veje!!

- Det kræver koncentration og et godt samarbejde med sin partner - men det er en dejlig sport, hvis kan man li’ fart og mærke adrenalinet drøne rundt i kroppen.

For sjovt

Max Birkelunds interesse for motorløb startede som ung, men efter hans ulykke, hvor han blev rygmarvsskadet, troede han, at det var et afsluttet kapitel i hans liv.

- Jeg kom dog stadig sammen med mine venner fra motorklubben, og en dag begyndte jeg at hjælpe til ved motorløbene. Jeg kørte en såkaldt åben vogn, det vil sige, jeg skulle checke strækningen, afspærringer osv. Det var i min egen vogn, men jeg fik blod på tanden.

I starten var det mest for sjovt for Max, men efter en række manøvreprøver i hans egen bil på mindre, afspærrede områder bestod Max den såkaldt første "eksamen", og nu begyndte det at blive alvor.

- Jeg klarede prøverne godt og var tidsmæssigt rimeligt godt placeret. Jeg tænkte, at det ikke var helt umuligt at klare mig på lige fod med andre motorløbere.

Sponsorer

Efter manøvreprøverne fulgte specialprøverne med højere hastigheder.

- På det tidspunkt havde jeg bygget en rallybil sammen med min bror og nogle venner.

Siden har Max deltaget i mange motorløb, bygget endnu en rallybil (den første blev totalskadet under et løb) og sidste år deltog han i samtlige DM-løb.

- I år måtte jeg nøjes med Jyllandsløbene. Min nuværende bil er ikke længere optimal, forklarer Max, som overvejer at investere i en ny bil.

- Men det kræver sponsorer, som er villige til at betale de øgede omkostninger. Det er en opvejning. Indtil nu har det været mest for sjovt - kicket at opleve adrenalinet køre!

En bedre bil kræver dyrere dæktyper og en bedre tuning, men så kommer Max til gengæld op i 5 gears klassen. I dag har han kun 3 gear.

- Sidste år vandt jeg 4 DM-mesterskaber, og så bliver det mere end bare sjovt. Så får man lyst til at overgå sig selv næste gang. Men pengene afgør springet til de højere klasser - i min nuværende bil er jeg ikke konkurrencedygtig.

Begrænsninger

Max kan lide tanken, at han dyrker sin sport på lige fod med andre racerkørere. Men at køre race med håndbetjening og automatgear har sine begrænsninger i forhold til de andre kørere.

- Alle andre kører med manuel 5-trins gearkasse, hvor jeg har et 3-trins automatgear - det er et handicap!

For at sikre optimal støtte under kørslen sidder alle racerkørere i et skålformet sæde med sidestykker og H-sele.

- Derfor behøver jeg ikke noget specialsæde, da sædet giver mig god støtte. For at sikre, at benene ikke vælter frem og tilbage, fastspænder jeg benene.

Racerkøreskole

I år var Max nede på en international racerkøreskole for handicappede i Italien med det lange navn: Federazione Italiana Sporttiva Automobilismo Pantenti Speciali (FISAPS). Opholdet var arrangeret gennem Sahva Auto, som havde tilbudt Max om at tage ned og se stedet.

- Det var et spændende ophold, hvor jeg fik mulighed for at møde den tidligere formel 1 racerkører, italieneren Clay Regazzoni.

Clay Regazzoni, som brækkede ryggen i 70érne under et motorløb, er instruktør på den italienske racerkørerskole. Undervisningen på skolen er opdelt i en teoretisk og praktisk del. Teoridelen foregår i garagerne, hvor duften af højeksplosiv benzin er med til at pirre fartlysten. Den praktiske del foregår på banen skiftevis med en instruktør og sig selv bag rattet. Og laver man fejl, er man ikke i tvivl - så bliver der viftet med flagene.

- Bilerne var splinternye, specialbyggede BMV’er, og selvom de var lidt ømme over deres biler, måtte jeg spille med musklerne og give den baghjul - det var jo også derfor, jeg var kommet!

Eller som Max forklarer med et skævt smil:

- De stod og hoppede ivrigt på sidelinien, hver gang jeg passerede. Det betød vel, at jeg skulle køre hurtigere. Og det gjorde jeg så!

Italiensk temperament

Bilerne var standard BMW på 140 heste, som lå godt i svinget.

- De var indrettede med kobling på gearstangen. Speederen sad i rattet, en såkaldt ratkrans fra Guidosimplex, som Sahva Auto importerer til Danmark.

- Men det er svært med kobling, for man kan ikke bremse og geare ned samtidig, forklarer Max, som ser automatgearet som en klar fordel.

Men automatgear passer ikke til en italieners temperament - det laver de ganske enkelt ikke, handicappet eller ej!

På trods af det mener Max, at man kan få et godt indtryk af, hvad motorløb er på den italienske racerkøreskole. Og som almindelig bilist uden store drømme om Formel 1 race kan man få stor glæde af et ophold på FISAPS - alene med det formål at blive en væsentlig bedre bilist.

Hvad fremtiden bringer for Max, ved han endnu ikke. Indtil videre må han køre i sin ombyggede Kadet med dele fra smeden, cykelhandleren og autoophuggeren.

Rallyskole

Paraplegikerkredsen og Sahva Auto vil gerne tage initiativ til at arrangere et kursus med 8 - 10 danske rygmarvsskadede, der har tid og lyst til at tage på racerkøreskole i Italien. Såfremt holdet alene består af danskere, vil det sikres, at en dansk-italiensk tolk følger med under opholdet.

Det nøjagtige tidspunkt og prisen kendes endnu ikke.

Hvis du har fået lyst til at prøve eller udvikle dine kørefærdigheder på den italienske racerkøreskole, bedes du kontakte:

Henning Andersen, Sahva Auto, Park Alle 287, 2605 Brøndby, telefon 4343 9191.