Hvad siger loven ? - 4-1997

Tekst af: Viggo Rasmussen og Bente Ovesen

Der kan skrives tykke bøger om invalidebilen. Den skal bevilges, indrettes, føres, forsikres, vedligeholdes, og endelig skal den hvert sjette år skiftes ud. Para- og tetraplegikere bliver efterhånden specialister i proceduren, men jo mere man ved, jo flere spørgsmål får man. Nogle af diskussionspunkterne fra seminaret gennemgåes i denne artikel.

Bistandslovens regler om invalidebiler har siden 1976 stået i § 58. Fra 1. juli 1998 træder en ny lov i kraft, hvorefter støtte til biler kommer til at stå i servicelovens § 99. Den tilhørende bekendtgørelse, som mere detailjeret udmønter lovteksten, udarbejdes i øjeblikket og forventes meget snart offentliggjort. Der er ikke de store ændringer, derfor formodes nedenstående oplysninger, når der bortses fra paragrafhenvisninger, også at gælde efter 1. juli næste år.

Hvem får bevilget bil?

Der lægges først og fremmest vægt på om ens funktionsevne er nedsat så meget, at man ikke kan komme rundt på anden måde end i bil. I praksis betyder det, at man ikke kan gå 100 m eller derover, og ikke kan komme op og ned fra en bus. Hvis der er usikkerhed på dette punkt, har det betydning, hvor langt der er fra hjemmet til offentlige transportmidler, og om man bruger alle sine kræfter på at gå de 100 m, så der er et skånebehov.

Samtidig skal man have et kørselsbehov. Som hovedregel vil behovet være stort nok, når man er i arbejde eller under uddannelse. Problemerne opstår, når man ikke er det, og det skal vurderes om ens fritidsaktiviteter er "omfattende nok". I de situationer er det vigtigt i mindste detailje at beskrive, hvad man laver, altså hvad man skal bruge bilen til, - f.eks. foreningsaktiviteter, behandling, indkøb, familiebesøg osv. Det er også vigtigt at skrive, hvor ofte man skal afsted, og hvor langt der er til de enkelte ting. I daglig tale kaldes disse biler ofte trivselsbiler.

Lån eller udvidet lån?

Der findes to former for støtte til bil, en "§ 4-bil" og en § 6-bil".

Til en "§ 4-bil" får man et rentefrit lån på i øjeblikket 111.000 kr, hvoraf halvdelen skal betales tilbage over 6 år, mens resten nedskrives af kommunen. D.v.s. man skal betale et lån på 55.500 kr. tilbage med 770 kr. pr. måned, mens kommunen "æder" et tilsvarende beløb hver måned. Når de seks år er gået, er bilen betalt ud. Har man en årsindkomst, der er højere end p.t. 133.000 kr. forhøjes den del af lånet, der skal tilbagebetales med 20 % af forskellen mellem 133.000 kr. og indkomsten. Et eksempel: Man har en indkomst på 200.000 kr., og tjener altså 67.000 kr. "for meget". 20% af 67.000 kr er 13.400 kr. Så i stedet for 55.500 kr. skal man tilbagebetale 68.900 kr. med 957 kr. pr. måned.

Herudover får man støtte til automatgear, p.t. 15.600 kr. Vælger man en bil, der er dyrere end de 111.000 kr., skal man selv betale forskellen.

Det er de færreste para- og tetraplegikere, der kan skrue sig ned i en bil til 111.000 kr, og ikke alle kan spytte 50 - 100.000 kr. i en ny bil. Man kan derfor søge et udvidet lån, eller en såkaldt "§ 6-bil".

En "§ 6-bil" støttes med et beløb, der svarer til bilens faktiske pris. Det forudsættes, at man har et handicap-begrundet behov for en bil, der er større eller dyrere end normalt. Bilen navngives i bevillingen, og vil altid være den billigste og bedst egnede. Afdragene på lånet ved en "§ 6- bil" er ikke højere end ved en "§ 4-bil". Ønsker man en anden og dyrere bil, end den der står på bevillingen, skal man have accept fra den bevilgende myndighed, og man må selv betale differencen.

Både ved en § 4- og en § 6-bil får man fuld støtte til nødvendig indretning, f.eks. håndaggregater, specialsæder mv.

Er man under uddannelse, kan man slippe for at betale afdrag, så længe uddannelsen varer. Når uddannelsen slutter, nedskrives lånet med et beløb, der svarer til det, man skulle have betalt, mens man var under uddannelse.

Udskiftning - "Same procedure…"

Bilen kan tidligst skiftes ud efter 6 år, med mindre bilinspektøren dokumenterer, at udskiftning er nødvendig, bilen totalskades, eller ens helbredstilstand gør det nødvendigt. I så fald skal salgsprisen eller forsikringssummen bruges til at indfri restgælden, både den afdragspligtige og afdragsfrie del. Et eventuelt underskud afskrives.

Der er ingen forskel på at søge 1. 2. eller 10. gang. Man skal hele møllen igennem hver gang med ansøgning, indhentning af lægeoplysning, vurdering af biltype mv.

I dag er der forskel fra kommune til kommune, hvor kompetencen til at bevilge invalidebiler ligger. Nogle kommuner bevilger selv, mens andre kommuner indstiller til Revaliderings- og pensionsnævnet i Statsamtet. Sagsbehandlingstiden er derfor forskellig, men det er under alle omstændigheder en god idé at søge i god tid, dvs. et halvt til et helt år før udskiftning. Efter 1. juli 1998 skal afgørelserne i hele landet træffes i amterne på baggrund af en indstilling fra kommunerne. Man skal altså fortsat søge i kommunen, som behandler sagen, laver en indstilling, sender den videre til amtet, som behandler sagen og endelig... træffer en afgørelse.

Hvad kan bedst betale sig?

Ved udskiftning til en "§ 4-bil" skal indtægten (nettoprovenuet) fra salget af den gamle bil bruges til køb af den nye. Får man f.eks. 50.000 kr. for den gamle bil, har man således 50.000 kr. udover de 111.000 kr til at købe bil for, eller i alt 161.000 kr. Køber man en bil, der koster mindre 161.000 kr. nedsættes afdragene på det lån, som man selv skal betale på den nye bil. Køber man en dyrere bil, må man selv betale differencen.

Samme regel gælder ikke ved udskiftning til en "§ 6-bil". Her bliver indtægten fra salget af den gamle bil brugt til at dække det ekstra lån, som kommunen giver udover de 111.000 kr. og op til bilens faktiske pris. Det vil sige, at kommunen indkasserer pengene, og man ser dem aldrig selv. En konsekvens heraf er, at det ikke kan betale sig at vedligeholde bilen mere end højst nødvendigt, og skulle man være den type, der gerne vil betale for lidt ekstra udstyr, er disse penge tabt ved salget.

Har man en "§ 6-bil", og ønsker at skifte til en "§ 4-bil", f.eks. fordi man selv vil bestemme bilmærke, får man i praksis rådighed over brugtvognsprisen. Det vil sige, at man også i den situation har rådighed over de 111.000 kr., plus hvad den gamle bil måtte indbringe.

Minibusser

Siden 1. juli 1991 har kørestolsbrugere været fritaget for at betale registreringsafgift af minibusser, som i "original skikkelse" er beregnet til 10 personer. Det betyder, at mange minibusser i indkøb ikke er dyrere end almindelige personbiler. Sædeantallet kan reduceres efter behov, men skal i hvert enkelt tilfælde godkendes af de lokale told- og skattemyndigheder. Mange, både para- og tetraplegikere, har brug for en minibus da antallet af egnede personbiler efterhånden indskrænkes. Desuden fritager det én for det daglige slid med at trække kørestolen ind og ud af bilen. Har man et sådant behov, skal man dog være opmærksom på, at salgsprisen for en 6 år gammel minibus er uhyggelig lille. Derfor kan man ved udskiftning blive "tvunget" til at søge en "§6-bil", fordi man ikke selv har råd til at lægge et større beløb oveni. Det betyder så også, at de investeringer, man har lagt i sin minibus, er tabt.

Som ved en almindelig personbil ydes der støtte til nødvendige specialindretninger, såsom lift, håndaggregarter, automatgear, specialsæder mv.

Har man brug for en minibus, skal man være opmærksom på, at den øgede plads giver øgede driftsomkostninger. Der kan søges hjælp til dækning af øgede brændstofudgifter og forsikringspræmier efter § 48 i bistandsloven, hvis man er omfattet af personkredsen for denne paragraf.

En mere omfattende gennemgang af love, regler og muligheder udgives af Paraplegikerkredsen i form af en håndbog i løbet af sommeren 1998.