Min første bil - 4-1997

Tekst af: Thomas L. Gertz

- Jeg gjorde mig mange overvejelser, da jeg skulle have bil. Hvilken bil skulle det være, hvordan skulle den indrettet, og hvilke "kosmetiske" forberedninger var der mulighed for?
Thomas L. Gertz valgte Caravelle - en såkaldt "kassebil", hvor han med en række forbedringer har forenet det smarte med det praktiske.

Jeg havde aldrig haft en bil før. Indtil jeg blev paraplegiker havde jeg kun haft motorcykel. Jeg havde bil nok til daglig, Mercedes E 300, da jeg arbejdede som taxachauffør. Biler var for "tøsedrengene", der ikke kunne holde varmen på en motorcykel!

Udvælgelsen

Jeg kunne godt se fornuften i at få en bil. Det var jo lidt svært at sætte foden ned, når det var nødvendigt at holde stille på motorcyklen.

Først prøvede jeg Golf’en*. Det kunne da godt lade sig gøre, men nemt var det nu ikke. Så lyttede jeg lidt til nogen af dem, der kom forbi til kontrol, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var bedst tjent med en kassevogn med lift.

Så begyndte jeg at kigge på de forskellige modeller. Den måtte jo gerne være lidt smart, når nu det skulle være. Jeg startede med en Chevrolet Astro Van, men den var for høj i bunden på grund af kardantrækket, så den kunne jeg ikke være i. Turen gik videre til Mercedes. De var lige kommet med en ny model, Sprinter, men den kunne ikke leveres med automatgear det første års tid. Desuden viste den sig også at være meget mere håndværkerbil, end jeg havde lyst til at køre rundt i. En hurtig tur forbi Ford bekræftede mig i, at det skulle heller ikke være en Transit.

Så måtte det jo ende med en Volkswagen Caravelle. Den kunne fås næsten, som jeg ville have den.

En bil efter mit hoved

Jeg bestilte en bil, som jeg troede, den kom til at se ud. Jeg valgte en GL-model med el-ruder, el-spejle, armlæn, sædebetræk i noget andet stof osv. Oveni kom så fartpilot, farven sort og dobbelte bagdøre. Soltag ville jeg også gerne have haft, men det kunne ikke lade sig gøre i den kombination. Dertil kom så det, der skulle være der for, at jeg overhovedet kunne og måtte køre bilen: automatgear, motor/kabinevarmer, ratknop, dreje forsæde med lange glideskinner, lift og afmontering af en række sæder. Da den endelig kom hjem, efter at have været det halve kongerige rundt, for at blive bygget om, lignede den egentlig meget godt mit indre billede.

Det første jeg gjorde, da jeg havde fået den hjem, var at få monteret sort solfilm i bagruder og sideruderne. Desværre er det ikke lovligt at dække de 3 forreste ruder.

Anonymitet

Endelig var jeg fri. Fri for at vente på en taxa, når jeg ville et eller andet sted hen, fri til selv at vælge, hvornår jeg ville dreje fra eller standse, fri til at køre lige derhen, hvor jeg havde lyst.

Jeg opdagede også en anden frihed, den fornemmelse af, at i trafikken var jeg bilist, og ingen kunne se, at jeg var handicappet. Jeg kunne køre som en gentleman, holde tilbage for en mor med barnevogn eller den langbenede blondine, jeg kunne køre som et svin og give mine modtrafikanter "fingeren", hvis jeg havde lyst, og ingen af dem kunne se, at det var en "stakkels" handicappet. Der blev ikke taget ekstra hensyn til mig, jeg var ligesom alle andre.

Smarte funktioner

Der gik ikke lang tid, før jeg fandt på nogle ændringer ved min bil. Den skulle ikke ligne alle andres, men den skulle heller ikke overgejles. Jeg skiftede lygterne ud, satte stænkklapper på, og da det blev forår kom der alu-fælge på. Jeg monterede også en tyverialarm, ikke for at folk kunne se den, men fordi den kunne styre nogle smarte funktioner. Nu kan jeg åbne og lukke vinduerne, og tænde og slukke for motor/kabinevarmeren uden at skulle ud til bilen. Jeg skiftede radioen ud med en lidt mere moderne model med CD-afspiller og fik et håndfrit sæt til min mobiltelefon i. (Det er i forvejen ikke smart at bruge den ene hånd til at snakke i telefon med, mens man kører bil, og når man så skal bruge begge hænder til at køre med, mangler der jo ligesom en hånd til telefonen).

Med de mange ændringer begyndte jeg at lægge mærke til, at folk i andre "specielle" biler kiggede efter mig og min bil, når vi kørte rundt i landet.

Fordelene

Nu er bilen 2 år gammel og har kørt 62.000 km, men den er stadig min specielle bil. Der er kun den ene med det udseende i Danmark, og nu har den endelig også fået soltag i. I dag glæder jeg mig dog mere over den store nytteværdi, jeg har i dagligdagen, og når jeg skal rundt i landet. At have en bus giver så mange muligheder for at have de ting med, man har brug for, og det uden at det hele skal stakkes og pakkes.

Der kan stå en hel kørestol i bagagerummet, uden at den skal klappes sammen og skilles ad.
Der kan være flere kørestolsbrugere uden at skulle have hjælp til at læsse og losse.
Der er plads til at klæde om eller tømme blæren, hvilket man kan gøre ugenert pga. de mørke ruder.
Der er siddeplads til 5 personer, uden at kørestolen skal flyttes.
Den kan parkeres næsten alle steder, da liften er en svinglift, som ikke kræver særlig meget plads udenfor bilen.
Min næste bil

Selvom der er 4 år til, jeg skal have skiftet bil, er jeg begyndt at tænke på, hvordan min næste bil skal være indrettet. Jeg har ikke overvejet udseende, da jeg ikke kender markedet om 4 år og derfor heller ikke ved, hvilket mærke og hvilken model jeg vil have.

Det skal være en kassevogn/bus.
Gerne så lavt gulv, at man ikke behøver en lift, men kan nøjes med en lille rampe.
Lift/rampe må ikke fylde mere udenfor bilen, end den jeg har nu.
Lift/rampe må gerne kunne være ude, når bilen er lukket og låst.
Lift/rampe skal helst fylde mindre inde i bilen, gerne gemmes væk under.
Der skal et førersæde i med noget mere sidestøtte.
Motor/kabinevarmer, med fjernbetjening.
Der skal kun være 2 bagsæder, som skal kunne klappes/drejes væk, så lastrummet bliver større.
Mørke ruder i det bagerste af bilen.
Fartpilot, virkelig en behagelig ting.
Håndfri telefon.
Alt dette skal helst beskrives i ansøgningen, så det, der er rimeligt, kan blive dækket som nødvendig indretning. Så må jeg overveje, om jeg igen vil betale for kosmetiske ting, som fælge, lygter o. lign.