Leder - 4-1997

Tekst af: Anders J. Andersen

Tema: Biler

Invalidebilen er ikke et forbrugsgode. For os rygmarvsskadede er den et hjælpemiddel, som kompenserer for vores nedsatte mobilitet og det offentliges manglende evne til at skabe transport for alle. Med bilen kommer vi ligestillingen et skridt nærmere. Det er i dét lys, det offentliges støtte til køb og indretning af bil skal ses. Og det er de argumenter, vi skal anvende, hvis misundelses-ansigtet stikker sit grimme fjæs frem.

På Paraplegikerkredsens nyligt afholdte weekendseminar om invalidebiler blev det endnu en gang dokumenteret, hvor indviklede, uklare, ulogiske og usammenhængende reglerne er. Det kan man i øvrigt læse mere om inde i bladet. Det er desværre ikke kun reglerne, der er noget galt med. Administrationen af reglerne halter også. Selv de indbudte gæsteforelæsere på seminaret udviste stor usikkerhed på deltagernes mange selvoplevede relevante konkrete problemer. Hertil kommer, at eksperterne altid afsluttede svarene "… men det er forskelligt fra kommune til kommune." Der kører næsten 17.000 invalidebiler på de danske veje, så politikerne burde kunne indse, at der ikke er tale om småproblemer – det står galt til!

Dette rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerheden. Den stærke, velargumenterende, stædige og indsigtsfulde ansøger har langt større chance for at få bevilget støtte til den rette og bedste bil med den mest optimale indretning. Der er dog ingen garanti her for. Den mere svage, der måske blindt stoler på det offentlige og ikke selv magter at tage hånd om sagen, har desværre kun få chancer for at få bevilget tilskud til den rette bil. Det er ikke bare urimeligt; det er uretfærdigt. Hertil kommer, at det ofte synes at være tilfældighedernes princip, der hersker, når der træffes afgørelser. Det har ofte stor betydning, på hvilken side af kommunegrænsen man bor, eller om man nu får en imødekommende og vidende sagsbehandler eller det modsatte.

Afgørelser om støtte til invalidebiler flyttes den 1. juli 1998 fra kommunerne til amterne. Det er godt. Der skal et passende befolkningsgrundlag til for at kunne mønstre tilstrækkelig ekspertise på området. Det vigtige for os er, at offentlige myndigheder har den fornødne viden og ekspertise.

Centraliseringen af beslutningskompetencen vil sikkert ikke fjerne den langsommelige og nidkære sagsbehandling: Vi rygmarvsskadede har et stationært handicap, og derfor er det helt uforståeligt, at vi ved hver eneste udskiftning hver sjette år skal starte forfra og trækkes igennem hele møllen. Som om alles livssituation skulle være fuldstændig ændret på 6 år. Hvorfor kunne de besluttende myndigheder ikke bruge tiden på noget meget mere fornuftigt og konstruktivt, som f.eks. at rådgive om bilvalg, indretning, økonomien mv.? Tænk, hvis man på denne måde kunne formindske senskader, og vi måske kunne blive længere på arbejdsmarkedet, eller blot få et bedre liv! Så langt tænkes der ikke.

Der er ikke kun behov for bedre rådgivning med hensyn til de mere tekniske forhold. Ifølge en rapport fra Den Sociale Ankestyrelse afslås 43% af alle nye ansøgninger. Enten er den administrative praksis meget streng, eller også har ansøgerne helt urealistiske forventninger. Lidt forhåndsrådgivning kunne være på sin plads. Der er også brug for regelændringer. Mange skuffes, når man pludselig efterfølgende opdager, hvordan provenuet ved salg af den gamle bil beregnes og anvendes ved udskiftning til en ny bil afhængig af, om det er en såkaldt § 4- eller § 6-bil. Har man selv skudt penge i og/eller vedligeholdt en § 6-bil forsvinder provenuet ofte ud i intetheden til skade for samfundsøkonomien og den rygmarvsskskadede. Hvis man ikke kender reglerne, føler man sig voldsomt snydt. Man ville lettere komme sig over de tossede regler, hvis det offentlige gav god og tilstrækkelig rådgivning.

Der er dog et spinkelt - meget spinkelt - håb forude. Bistandsloven er ændret til serviceloven plus et par love mere. Derfor skal Socialministeriet udarbejde ny bekendtgørelse og vejledning om støtte til køb af bil. Selv om forlydender siger, at der ikke sker væsentlige ændringer på området, foreslår Paraplegikerkredsen, at hele bilområdet tages op til revision. Nu har man anledningen. Det må blive et krav ikke blot fra os men fra alle bevæghandicaporganisationerne. I hvert fald vil vores moderorganisation Dansk Handicap Forbund i sit høringssvar til bekendtgørelsesudkastet stille en lang række centrale spørgsmål, som blandt andet kom frem på vores bilseminar.

Paraplegikerkredsen følger udviklingen tæt.