Inspirationskursus for singler - 3-1997

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Sådan lød overskriften på ét af eftermiddagsholdene på sommerkurset holdt på Egmont Højskolen.
Med den provokerende efterskrift: "Du behøver ikke at leve alene, hvis du ikke vil", gav Gunhild Weisbjerg, initiativtager til Single Service, sit bud på en helt ny parforholdsrecept.

Med en helt ny parforholdsrecept kan man blive hjulpet til aktivt at ændre sit liv fra singletilværelse til et liv i tosomhed. Simpelthen ved at lære at tiltrække sig det ønskede parforhold. Men forinden skal man gøre op med sig selv, hvad man vil bruge et andet menneske til!

- Det handler først og fremmest om at gøre os bevidste om, at dét vi retter vores opmærksomhed mod, tiltrækker vi. Det er dét, vi får tilbage!

Mentaltræning i kærlighedsliv

Gunhild Weisbjerg, samlivsterapeut og astrolog, bruger udtrykket: "Mentaltræning i kærlighedsliv". Hun fortæller, at der er 2 vigtige spørgsmål, vi må stille os, inden vi går ud og falder over den første og bedste.

Det første spørgsmål er: I hvilken form for tilværelse ønsker vi at bruge et andet menneske? Skal det være et fast forhold, et weekendforhold eller et forhold blot til leg?

- Dét er afgørende for, om et parforhold kan holde. Det nytter ikke, at man selv har idé om et uforpligtende forhold, hvis modparten har ønske om et fast forhold, som forpligter begge parter, fortæller Gunhild Weisbjerg og fortsætter: - Kunsten er at ville det samme på samme tidspunkt!

Det andet spørgsmål er: Hvad vil man have?

- Ofte ser man forelskelser blegne, fordi man var forelsket i "potentialet" og ikke i "personen". Når hverdagen melder sig, går det pludselig op for os, at modparten ikke kan leve op til det idealiserede billede, man har skabt af ham eller hende.

Gunhild Weisbjergs opskrift er ganske enkel - eller måske ikke så enkel endda - at man 2-3 gange om ugen skriver ned, hvordan man ønsker, modparten skal være.

- Det, at finde en partner, er som alt andet en proces og først, når vi ved, hvad vi ønsker af den anden: udseende, social status, karaktertræk, personlighed, osv. er vi klar til at gå ud i verden og erobre. Jo mere man ved, hvad man retter sin opmærksomhed på, jo større er chancen for, at det lykkes!

Single Service

Gunhild Weisbjerg har selv været gennem tre "forliste" parforhold og har prøvet at leve som single i næsten 10 år.

- Jeg dumpede i Parforhold. Jeg har 4 børn med fire forskellige fædre, og så er det man spørger sig selv: Hvad gik der galt?

Disse dyrekøbte erfaringer, sammen med 10 års praktisk erfaring som rådgiver i bl.a. parforholdsproblemer, gav Gunhild Weisbjerg lyst og inspiration til at starte Single Service.

- Det var min drøm, at jeg en dag kunne etablere nogle samværsformer for mennesker, som levede alene mod deres vilje. Vi skal ikke gå rundt og føle os som fiaskoer, hvis vi med lidt hjælp kan få succes i parforholdet.

Gunhild Weisbjerg har siden haft succes med Single Service, som i dag har ca. 800 medlemmer i Århus.

Kontakten

Gunhild Weisbjerg fortæller, at Single Service er også for dem, der synes, at kontaktannonce-formen ikke lige er sagen.

- Det er jo en kendsgerning, at det udefinerbare begreb "kemi" kun kan opleves ved et personligt møde og ikke aflæses af selv de mest udførlige breve. Desuden er der lidt af en gråzone på området indenfor kontaktformidling. Hvad gemmer der sig bag mobiltelefonnumre og postboksadresser? Det er nok også derfor, at vores form for kontaktformidling er blevet så positivt modtaget.

Men projekt "Nyt forhold" kan i princippet lige så godt foregå over køledisken i Netto, fortæller Gunhild Weisbjerg.

- Det handler først og fremmest om at turde være opsøgende og i øvrigt bruge kommunikationen og humoren som gode redskaber for et møde.

Modpoler

Gunhild Weisbjerg snakker om personprofil og forklarer, at hun mener, at det er vigtigt, at vi er modpoler til hinanden.

- Det er vigtigt, at man i et parforhold kan supplere hinanden. Vi skal søge en partner med styrke på områder, hvor vi selv har mindre styrke. Er man selv udadvendt, er det en god ide at finde en partner, som er jordnær og indadvendt.

Gunhild Weisbjerg forklarer det med, at hvis begge parter retter deres energi udad, vil der komme en ubalance i hjemmet, hvor energien vil mangle.

- Det handler om at være i balance mellem at handle og være - og den balance kan den rigtige modpart skabe.

Kønnene imellem

Gunhild Weisbjerg inddrømmer, at det bestemt ikke er let at få det ideale forhold mellem mand og kvinde.

- Vi bærer en del med os fra vores opdragelse, og især kvinder har svært ved at frigøre sig fra de feminine værdier, vi har lært, hører en kvinde til. Derfor er det meget lettere for en mand at vende energien udad og væk fra hjemmet, hvadenten det er foreningsarbejde, idræt eller det at få en øl med kollegaerne efter arbejdstid. Det er mindre legitimt, hvis kvinden lægger for megen energi udenfor hjemmet, så bliver hun hurtigt til en rendemaske og skydeskive for den kollektive forargelse.

- Det kræver respekt for hinanden som mennesker og en stor åbenhed og forståelse for hinandens ønsker til parforholdet - og livet.

Undertrykte sider

Gunhild Weisbjerg fortæller, at når vi bliver forelsket er vi i kontakt med ubevidste sider i os selv.

- Det er sider, vi undertrykker i os selv på grund af opdragelse eller personlighed. Men selv om vi ikke har turde vise dem frem, længes vi efter at leve dem ud.

Derfor er det befriende at møde et menneske, som ER det, vi selv savner, fortæller Gunhild Weisbjerg.

- Det er jo herligt at møde et voksent legebarn, som ler og griner og får os til at grine med, når vi selv er alt for alvorlige til at gøre grin med livet.

Selvværd

Når vi taler om parforhold, falder snakken også på selvværd - eller rettere følelsen af manglende selvværd, fortæller Gunhild Weisbjerg, som ofte hører - i særdeleshed fra kvinder - at man ikke føler sig god nok.

- Det er en programmering, vi har lært hjemmefra, men den er ikke hensigtsmæssig - slet ikke, hvis man ønsker at finde en partner.

Følelser af mindreværd er ikke usædvanligt, hvis man er den, der blev forladt til fordel for en anden. - Men hvis vi ikke forinden gør os fri af negative følelser, tager vi ikke det fulde ansvar for os selv og et eventuelt kommende forhold.

- Man skal lære af de forhold, man har bag sig, men bliver man bitter, straffer man sig selv anden gang, og det er livet for kort til.

Gunhild Weisbjerg er initiativtager til Single Service, hvis idegrundlag er at skabe en aktiv og seriøs samværsmulighed for singler, som lever alene mod deres vilje og dybeste behov.

Efter at Single Service har kørt med succes i Århus i et år er den blevet udvidet med en afdeling i København.

Ved indmeldelse udfyldes et personligt spørgeskema til medlemskartoteket samt til benyttelse ved "mixing" af medlemmer ved f.eks. sammenkomster á la dinner date-modellen, udflugter og fester.

Yderligere oplysninger om Single Service på tlf. 86 13 75 77 (Århus) eller 38 88 26 06 (København). Tlf. tid: søndag - torsdag kl. 17.00-19.00.