DM i kørestolstennis: Suverænt spil - 3-2006
Kenneth Kammersgaard, Thilst, blev den store vinder ved DM i kørestolstennis, hvor han både blev danmarksmester i single, double og mixdouble.
DM i Kørestolstennis blev afholdt for 11. gang den 10.-13. august. Stævnet blev afviklet med Allerød Tennisklub som vært i samarbejde med Dansk Tennis Forbund, Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Handicap Idræts-Forbund.
I herresingle blev finalen det ventede møde mellem Danmarks to internationale rangliste spillere: Kenneth Kammersgaard fra Tilst vandt over Christoffer Holmer fra OB.
I damesingle vandt Lizette Brønnum fra Allerød DM for 4. år i træk. Dog først efter et tæt opløb med to andre spillere fra Allerød: Jytte Kilstrup og Malene Olesen. Det blev forskellen mellem antal vundne og tabte sæt i hele turneringen, der afgjorde rækkefølgen.
I herredouble vandt Kenneth Kammersgaard/Christoffer Holmer finalen suverænt over Jan Brønnum/Allan Sonne Johansen med resultatet 6/0, 6/0.
I damedouble vandt Lizette Brønnum/ Jytte Kilstrup finalen over Malene Olesen/Christina Sørensen.
Og i mixdouble vandt Kenneth Kammersgaard/Malene Olesen finalen over Jan Brønnum/Lizette Brønnum.
Kenneth Kammersgaard kunne ikke blot lade sig hylde som Danmarksmester for andet år i træk – han blev også tredobbelt Danmarksmester.
Kenneth har desuden deltaget i den internationale kørestolstennis turnering Austrian Open. Her sikrede han sig en række placeringer, der gav så mange ranglistepoint, at han avancerede fra nr. 169 til nr. 123 på verdensranglisten i kørestolstennis. Listen tæller 363 rangerede spillere.
