ORIENTERING fra Paraplegifunktionen

Tekst af:

Der har gennem et par år været tale om, at Paraplegifunktionen skal renoveres og moderniseres. Sidste år arbejdede en tværfaglig gruppe på Paraplegifunktionen med ønsker og krav til fysiske rammer for en moderne rehabiliteringsafdeling.
Gruppen arbejdede både med de fysiske rammer i forhold til afdelingens målsætning for rehabiliteringsforløb og ønsket om, at afdelingens indretning giver de bedste betingelser for tværfagligt samarbejde.
En anden meget væsentlig faktor har været patienternes ønsker for fysiske forhold på afdelingen. Gruppens arbejde dannede udgangspunkt for en workshop, som blev afholdt i juni måned i år med det arkitektfirma, som efterfølgende skal lave skitser til en nyrenoveret og moderniseret afdeling. Thomas Gertz var RYKs repræsentant ved workshoppen. Skitser og budgetforslag forventes at foreligge ved årsskiftet.

Patienthotel

Den første patient fra Paraplegifunktionen har nu været indlogeret på Sygehus Viborgs nye patienthotel. Tilbagemeldingen fra patienten har været positiv både i forhold til hotelværelset og den service, personalet på hotellet har givet.

Sejlads

Vi har i år ikke kunnet tilbyde sejlads på Søndersø, da det gamle bådehus er revet ned. Det er planen at bygge et nyt bådehus med en anden placering, så vi fremover kan have udsigt ud over Søndersø fra stuerne i stueetagen. Byggeriet af det nye bådehus er startet og vi håber, at sejlbådene med tilhørende udstyr kan vende tilbage inden sæsonstart næste år.

Arrangementer i Kimen

Der har været virksomhedsbesøg på Special-Trykkeriet Viborg med rundvisning ved indehaver Kim Jensen og efterfølgende hyggeligt samvær over en kop kaffe.

Den 15. juni var der grillaften. Det var en hyggelig aften med god mad og underholdning ved unge sportsdansere.

Inge Pinholt, oversygeplejerske