En standhaftig slider

Tekst af: Mikkel Bundgaard

Alle, der har brugt Tilgængelighedsbasen eller læst RYK!, er stødt på Eva Glistrups navn. Hun har gjort en uvurderlig præstation for tilgængelighed, ikke mindst hendes over 1000 registreringer i Tbasen. Hun var et godt eksempel for os andre, og vi får glæde af hendes arbejde lang tid fremover.

Hendes anden store kæphest i RYK-regi var det sundhedspolitiske arbejde. I hen ved 20 år har hun arbejdet aktivt for at sikre rygmarvsskadede den rette behandling. Det har været og er en lang, sej kamp, og vi ville ikke være nået dertil, hvor vi er i dag, uden Eva. Hun var medskribent på vores håndbog om para- og tetraplegi. Her fik vi god gavn af hendes indsigt i social- og sundhedspolitik og selvfølgelig hendes mangeårige erfaring som kørestolsbruger.

Med Evas bortgang har vi mistet en ukuelig kæmper. Et ordsprog siger, at ingen er uundværlige, men Eva kom tæt på at være det. Hun gjorde en forskel for RYK.

Mikkel Bundgaard, formand for RYK