Bilseminar

Tekst af: Janke Bondam

Bilen er livsnerven i alle rygmarvsskadedes arbejdsmæssige og udadrettede, sociale liv. En simpel nødvendighed for at få tilværelsen til at fungere. Uden egen bil er det svært - grænsende til det umulige - at deltage på egne præmisser og eget initiativ i det pulserende liv.

Ikke mindst af dén grund holdt RYK et weekendseminar i begyndelsen af maj om dette uundværlige transportmiddel.
Det er et emne, der sælger billetter, og seminaret var nærmest overtegnet fra dag et. Og ikke uden grund, fordi bilen er så sørens vigtig; … som lianen er det for Tarzan.

Slidsom proces

De fleste har oplevet, at ansøgnings- og indretningsproceduren ved bilanskaffelsen kan være en meget lang og slidsom proces, ligesom valget af bil kræver en velovervejet beslutning taget på en cocktail af behov, fælge, finesser og pengepung. Så seminaret indledtes med en runde blandt deltagerne om deres specielle bil; hvad der var blevet lavet i den, og hvad man havde betalt oveni for ekstraudstyr m.m. Tilsammen har vi jo de erfaringer, der er nødvendige for at kunne hjælpe og inspirere hinanden.

Samlet rummede forsamlingen erfaringer på over 150 bilindkøb og bilindretninger, og ikke mindst bilansøgninger.
Også af den grund er et bilseminar vigtigt. Udvekslingen af erfaringer på dette punkt kan - og bør - kunne resultere i en ændring af håndteringen af bilsagerne, som kører så langt fra tilfredsstillende.

Tankevækkende faktum

Dette uddybede Stig Langvad, der er formand for DSI, den følgende dag i sit oplæg om støtte til køb af bil. Som udgangspunkt fremlagde han et tankevækkende og noget foruroligende faktum:
Mens bilansøgningerne udgør 1 % af alle socialsager, så udgør de 20 % af afgørelserne hos Ankestyrelsen. Det er således historien om et meget lille sagsområde, der tager alt for stor plads. Et eller andet sted i ansøgningsproceduren kommer noget ud af proportioner, for reelt er det slåskampe om næsten ingenting. Støtten består som udgangspunkt af en låneramme på 142.000 kr. (2006), hvoraf halvdelen er afdragspligtig over seks år. Det kan ikke siges at være meget, når det skal dække kompensationen for den dårlige tilgængelighed til de offentlige transportmidler.

Unødigt bureaukrati

En meget stor del af Serviceloven handler om biler. Denne uforholdsmæssigt store mængde giver alt for komplicerede regler, alt for megen bureaukrati, alt for megen kontrol og alt for megen uklarhed. Både ansøgere og sagsbehandlere føler sig af den grund utrygge på dette felt, og resultatet bliver, at retssikkerheden reelt trues på bilområdet. Man skal mange gange slås og gennem en ansøgningsprocedure på op til to år, før man sidder bag rattet i den bil, man har krav på at få støtte til. Til sammenligning tager det kun en uge eller to at få en ansøgning om en kørestol igennem. Hvorfor man som rygmarvsskadet ikke kan få et blåt stempel, når man bliver udskrevet fra enten Viborg eller Hornbæk er uforståeligt. Det ville spare masser af både tid, penge og ikke mindst frustrationer. Og det unødige bureaukrati ville kunne elimineres.

Blandt RYKs medlemmer kan man finde historien om en mand, der siden han brækkede ryggen for over 30 år siden har været igennem seks bilansøgningsprocedurer.
Han har gennem alle årene haft arbejde på fuld tid. Hver gang har han valgt den samme bil med den samme indretning og oven i købet hos den samme sagsbehandler. Alligevel har hver ansøgning taget et helt år! Man må jo spørge sig selv: hvad er der galt?

Misundelsesnisse

Ved en efterfølgende diskussion blev det foreslået, at der kan ligge et problem i, at bilen i traditionel forstand er mandens verden, mens afgørelsen som regel træffes af kvindelige sagsbehandlere. Bilen har en status, der ikke er kørestolen til del, og det er svært at frigøre sig fra tanken om at en misundelsesnisse har sneget sig ind hos alle parter, og det kan give både aggressivitet og negativitet. Systemet og den danske befolkning betragter ”invalidebilen” som en luksusgave. Men hvor stor en udgift er det i realiteten? Man underkastes urimeligt mange specialister: sagsbehandlere og læger m.m. for at bede om noget, man i sidste ende for en stor del selv betaler.

Under alle omstændigheder pointerede Stig Langvad, at man ikke bare bør klage, hvis afgørelser strider mod ens rettigheder, man har pligt til det, da det jo er Ankestyrelsen, der laver praksis.

Kommende strukturreform

Der var indbudt to politikere, Thomas Krogh fra SF og Bjørn Medom Nielsen fra S, og den kommende strukturreform blev omtalt. Der ændres ikke noget i selve bilstøtten andet end at det bliver kommunen, der bliver både den bevilligende og bemyndigende instans.
Dette stiller selvfølgelig større krav til den enkelte sagsbehandler, men selve sagsbehandlingstiden bør blive kortere, mente begge politikere.