Efterårsseminar om Tilgængelighed

Tekst af: Thomas Gertz

Dette års efterårsseminar hedder “Go for it!”.
Emnet er tilgængelighed og holdes som sædvanligt på Sct. Knudsborg i den sidste weekend i oktober.

At kunne bevæge sig frit er én af de mest naturlige ting i verden. At kunne vælge frit, om man vil handle i den ene eller den anden butik, er ikke noget der skænkes en tanke i dagligdagen.
For de fleste af RYKs medlemmer vender verden på hovedet og derfor er tilgængelighed et stadigt tilbagevendende emne, når RYKs medlemmer mødes.

På dette seminar vil vi sætte fokus på den fysiske tilgængelighed. Vi vil ikke bruge tid på indretning af egen bolig og sommerhus. Oplukning af mælkekartoner og motoriserede peberkværne vil heller ikke være på programmet. Det er tilgængelighed til det offentlige rum, ikke at forstå som offentlige bygninger, men alle de bygninger og steder, hvor folk færdes: Butikker, biografer, koncertsale, rådhuse, kirker, toiletter, skoler, forsamlingshuse osv.
Vi vil diskutere, hvor vi synes RYK skal bruge kræfter på at skabe bedre tilgængelighed, og hvor vi vil lade andre tage slæbet. Vi vil pirke til medlemmerne og forsøge at få flere til at arbejde for at forbedre forholdene. Der er et stort stykke arbejde, både lokalt og nationalt, så der er brug for aktive tillidsfolk på alle niveauer.

Seminaret afholdes i weekenden den 27. - 29. oktober 2006 på Sct. Knudsborg ved Middelfart.

Indbydelse med tilmelding bliver udsendt til alle medlemmer af RYK.