Kort Nyt - 3-2006

Tekst af: BB

Sahva uddelinger
Kvindejubilæum
P-pladser
Aftenskole fylder 50
FilmFestival
Design bakkebord
Indsamling af hjælpemidler
Frit valg
Forskelsbehandling
VM i skydning
Guide syltes
Sociale klagesager
Årets hjælpemiddel
Rettighedslovgivning

Sahva uddelinger

Sahva Fonden, som har til hovedformål at give mennesker med bevægelseshandicap størst mulig selvstændighed og afhængighed, har i år bevilget i alt 229.000 kr. til tilgængelighedsprojekter, heraf er den største post 100.000 kr. til gennemførelse af total tilgængelighed på Ejer Baunehøj. Tillige er der givet 247.000 kr. til sportsudstyr og -aktiviteter og 115.000 kr. til rejseaktiviteter. Derudover en række større beløb til forskningsprojekter.
BB

Kvindejubilæum

Kvinder med Handicap har fejret sit 10 års jubilæum. Foreningen har i årene siden sin start sat køns- og handicappolitik på dagsordnenen.
BB

P-pladser

Justitsministeren vil ændre loven, så københavnere med handicap igen kan få lov at få en reserveret parkeringsplads tæt på hjemmet. Efter et møde i De Samvirkende Invalideorganisationer og Det Centrale Handicapråd besluttede justitsminister Lene Espersen, at hun vil fremsætte et lovforslag, der gør det muligt at reservere parkeringspladser. Det sker efter kraftig kritik af, at Københavns Kommune ikke kunne få lov til at opretholde et parkeringssystem, som sikrede muligheden for reserverede parkeringspladser foran gadedøren.
BB

Aftenskole fylder 50

Invalideredes Oplysningsforbund (IOF) går ind i sin 50. sæson med tilbud om aftenskoleundervisning for kursister med bevægelseshandicap. IOF har udsendt program med en lang række kurser og foredrag. Læs mere på www.iof.dk
BB

FilmFestival

Med kortfilm, dokumentarfilm, spillefilm, videobar, udstillinger, foredrag,debatter og dagkonferencer er der lagt op til en film- og handicappolitisk uge, når den anden internationale HandicapFilmFestival afholdes i dagene den 20. - 25. november 2006 i Filmens Hus i Kolding. De daglige konferencer afholdes på Kolding Bibliotek og de fleste andre arrangementer afholdes i Sct. Nicolai komplekset. Programmet vil bestå af to hovedkategorier: Den internationale del og den danske del. Bedste internationale film belønnes af juryen med 10.000 kr. fra Danske Filminstruktører (SDFI). Handicapfilmfestival 2006 har desuden inviteret alle skoler, uddannelsessteder og institutioner til at dyste mod hinanden i en amatørfilmkonkurrence.
Filmene vil blive vist på festivalen. Der udgives et katalog over festivalens indhold. Læs mere på www.handicapfilmfestival.dk
BB

Design bakkebord

X-Tray er navnet på et bakkebord, designet af Claus Langhoff og produceret af Hoffi A/S, som står bag en ny serie af multifunktionelle designmøbler. Bakkebordet leveres med stel i crom og er forsynet med hjul. Det kan klappes sammen. Den integrerede stålwire giver sammen med bakkekonstruktionen en solid stabilitet i bordet, når det er slået ud. De flotte og gedigne bakker, der også kan anvendes uden stellet, er fremstillet i kraftig, sprøjtestøbt acryl (SAN) og lanceres i flere transparente og gennemfarvede udgaver. Højde på bordet: 67,5 cm. Se mere på www.hoffi.dk, som også oplyser om forhandler.
BB

Indsamling af hjælpemidler

Dansk Handicap Forbund (DHF) har i samarbejde med arrangørerne bag Rehab Scandinavia - LederForum og Danish Rehabilitation Group - startet en landsdækkende indsamling af hjælpemidler til mennesker med handicap i den 3. verden. Målet er at renovere hjælpemidler og sende dem til lande, hvor mennesker med handicap får mulighed for at skabe et værdigt liv og en mobilitet i forhold til familieliv, uddannelse eller arbejde. De indsamlede hjælpemidler skal fordeles via danske handicaporganisationers samarbejdspartnere i de respektive lande. Modtagerorganisationerne er organisationer, som er velkendte for de danske handicaporganisationer. Det skal sikre, at hjælpemidlerne kommer derhen, hvor der er kapacitet til at tage imod dem, og hvor der er mennesker, der har behov for dem. Alle indsamlede hjælpemidler skal være brugbare og egnede til at fungere under ulandsforhold - det vil sige, de skal være robuste, til at reparere og må ikke være for avancerede. Udover at indsamle hjælpemidler er målet også at opnå sponsorering af transport i Danmark og midlertidig lagerplads til opbevaring af hjælpemidlerne. Hjælpemiddelindsamlingen vil blive samordnet med andre lignende initiativer, der finder sted i Danmark. Få mere information hos Michael N. Larsen, DHF på tlf. 39 29 35 55 eller e-mail: uland@dhf-net.dk
BB

Frit valg

I forbindelse med satspuljeforhandlingerne i efteråret foreslår socialminister Eva Kjer Hansen (V) frit valg på standardhjælpemidler. Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), er enig i, at frit valg er en klar gevinst for de borgere, som har brug for hjælpemidler, men han har svært ved at se, hvad pengene fra satspuljen skal bruges til. Han frygter, at kommunerne vil nøjes med at give et standardbeløb, og så bliver den enkelte efterfølgende pålagt at betale differencen selv. Socialministeren frygter ikke, at hendes forslag vil opdele handicappede og ældre i et A- og et B-hold.
- Der bliver tale om et tilbud, og i givet fald vil de pågældende borgere få et beløb, som svarer til kommunens udgift til disse hjælpemidler, så de selv kan købe, hvad de har behov for, siger ministeren.
BB/Kilde: Information

Forskelsbehandling

Kammeraterne fik over dobbelt så meget som den 13-årige dreng med handicap, der var ansat på samme gartneri. Det berørte gartneri nægter at betale erstatning, og sagen ender nu muligvis i retten.
Sagen er yderst principiel, fordi det er én af de første, som skal afgøres efter en ny lov om forskelsbehandling, som forbyder diskrimination af mennesker med handicap. I 3F er man ikke i tvivl.
- Vi vurderer, at der er kraftigt grundlag for at forfølge sagen civilretsligt og for at få en godtgørelse til drengen. Man må ikke forskelsbehandle på baggrund af handicap, ligesom man for eksempel ikke må gøre det med gravide, og det er det, der er sket,” siger advokat i 3Fs juridiske afdeling, Karin Mette Thomsen.
BB/Kilde: JP

VM i skydning

Mere end 45 nationer deltog med over 250 skytter ved VM i skydning i Schweiz i juli. Fra Danmark deltog bl.a. Kazimier Mechula (Lavia Næstved) og Johnny Andersen (Vallensbæk Skytteforening), begge topskytter og begge rygmarvsskadede. Johnny Andersen skød sig flot til en sølvmedalje og to bronzemedaljer. Kazimier Mechula opnåede at placere sig på en sjetteplads i én af disciplinerne.
BB/Kilde: DHIF

Guide syltes

En ellers lovet elektronisk handicapguide over København er endnu ikke blevet til noget. Smøleri, mener SFs socialordfører, Frank Hedegaard. Ifølge René Stampe, tilgængelighedsrådgiver ved Vej & Park, er der ellers hårdt brug for en handicapguide til byen. Guiden skal anvise ruter uden om forhindringer som trapper og stejle stigninger og give overblik over handicapegnede hoteller og restauranter, handicapparkering o.l. Socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten erkender, at det har taget for lang tid at få sat skub i handicapguiden og lover, at punktet kommer på det første udvalgsmøde efter sommerferien.
BB/Kilde: JP/København

Sociale klagesager

Borgerne kan få hjælp til advokatregningen, når de klager over skatten, men kan ikke få hjælp, når de klager over sygedagpenge, pensioner eller andre sociale ydelser.
- Jeg har meget svært ved at se begrundelsen for denne forskel. Hvorfor er der økonomisk støtte til borgerne i skattesager, men ikke i sociale sager? Det er stærkt problematisk, udtaler Kirsten Ketcher, professor i socialret ved Københavns Universitet. Vurderingen er den samme hos Claus Hagen Jensen, der er professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet:
- Der er ikke skyggen af konsekvens og rimelighed i, at man får dækket sine udgifter ét sted i staten, men ikke andre steder. Det holder bare ikke.
BB/Politiken

Årets hjælpemiddel

En funktionel og enkel badebænk med navnet ”Trust” blev kåret til ”Årets Hjælpemiddel” på Rehab messen i maj. Den blev udvalgt blandt 45 nyheder i messehallen i Bella Center. Det var enkeltheden, der blev lagt vægt på, da der skulle uddeles point.
Dommerkomiteen bemærkede i særdeleshed designet og det faktum, at badebænken ikke ligner et hjælpemiddel. ”Trust” er produceret af Pro-Movec i Egå. Andenpræmien gik til Cepa Mobility for CepaCom; en mobiltelefon med flere funktioner, som mennesker med svært handicap kan benytte.
BB

Rettighedslovgivning

Efter en henvendelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) til stats- og vicestatsministeren om behovet for en lovgivning i Danmark mod diskriminering af personer med handicap, indbød Bendt Bendtsen DSI til møde. Her oplyste han, at regeringen som følge af DSIs henvendelse vil nedsætte et udvalg, der skal analysere muligheder og begrænsninger i en mulig lovgivning mod diskriminering. Udvalgets sammensætning, tidsramme og kommissorium er endnu ikke fastlagt og vil forinden blive drøftet med DSI. Regeringens principielle overvejelser og tilgang til dette ligger endog ganske tæt på det notat, DSI fremlagde på mødet med Bendt Bendtsen. Læs mere på DSIs hjemmeside: www.handicap.dk/rettigheder
BB