Ejendommelig logik
Tekst af: Birgitt Bjørkman
For at bese det nyrenoverede Ny Carlsberg Glyptotek i sin helhed må man betjenes af to indgange på hver sin side af bygningen, fordi bygningens indre niveau ikke er forbundet. En simpel løsning havde været en løfteplatform. I stedet må gæster i kørestol ledes ud og rundt om den store bygning. Ren galimatias.
RYK! begav sig til Ny Carlsberg Glyptotek én af de varme julidage, hvor solen bragede ned og temperaturen steg til op over 30 grader. Men det var desværre ikke kun varmen, der fik os til at koge. Med forventning om at tre års gennemgribende renovering af huset til 100 millioner havde bragt Glyptotekets tilgængelighed ind i år 2006 var vores forundring stor.
Ikke for alle Byens Borgere
Ny Carlsberg Glyptotek i København var fra begyndelsen tænkt som et visuelt samspil mellem kunstværker og arkitektur.
Glyptotekets stifter, brygger Carl Jacobsen (1842-1914) ønskede med opførelsen at skabe et rum med "en egen ejendommelig Skønhed, hvortil Byens Borgere uvilkårligt skulde føle sig dragne".
I de over 100 år, der er gået siden bryggeren samlede én af sin tids største private kunstsamlinger i Glyptoteket (med tilnavnet Ny Carlsberg efter hans bryggeri) har der ikke været tænkt meget over de af byens borgere, der ikke havde deres ben at gå på - dragne eller ej. I alle årene har kørestolsbrugere ikke haft adgang til størstedelen af Glyptotekets samling, og et besøg var besværligt og meget begrænset.
Derfor så vi frem til at se og skrive om Glyptotekets omfattende renovering, også kaldet Projekt 2006, hvor tilgængelighed var en integreret del af projektet.
Projekt 2006
Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet har i forening givet 100 millioner kroner til forbedringer og fornyelser af Glyptoteket. Projekt 2006 har haft som overordnet mål at forbedre adgangsforholdene og betjeningen af husets gæster. Hele kælderen under Dahlerups bygning mod H.C. Andersens Boulevard er renoveret og her modtages museets gæster.
For kørestolsbrugere og gangbesværede er der rundt om hjørnet på Carl Bloks Gade etableret en ny indgang. En elevatorlift forbinder gadeniveau med kælderen. Men det er omstændeligt, for der skal ringes på klokke og ventes på en kustode, der skal betjene liften, som man ikke selv har mulighed for at betjene. Fra kælderen kan man via en nyetableret elevator komme til cafe- og butiksområdet samt salene i Dahlerups bygning.
Galimatias
Fra cafe- og butiksområdet går det videre til den smukke Vinterhave og Henning Larsens fløj til den franske malerisamling, der blev indviet i 1996. Det er også her, man finder særudstillingssalene. Men ikke for gæster i kørestol, som må se øvrige gæster gå de ni trappetrin ned til Vinterhaven og videre ind i den næste museumsfløj.
For gæster på hjul venter en længere rejse: Tilbage gennem butiksområdet, med elevatoren ned i kælderen og her hente assistance hos en kustode, der skal låse døren op for betjening af den nye elevatorlift. Vel oppe på gadeniveau skal man nu en endnu længere rejse rundt om Glyptoteket til den modsatte side, hvor den gamle ”handicapindgang” befinder sig. Endnu en gang skal der ringes på en ufremkommelig klokke ind til en portner. Herfra skal man ledes gennem en gård og frem til en sideindgang for at komme ind til Vinterhaven og Henning Larsens fløj. En omvej, man aldrig ville byde andre gæster.
Galimatias må være det rette ord.
Ikke international standard
”Der er skabt forbedret adgang for bevægelseshæmmede besøgende” står der skrevet på museets hjemmeside, som også fortæller, at Ny Carlsberg Glyptotek er et af de mest velbesøgte kunstmuseer i Danmark og er af internationalt format. Det gør det kun endnu mere pinligt, at museet har undladt at indtænke tilgængeligheden på højde med international standard.
Vel er Glyptoteket et fredet hus, og vel giver arkitekturen visse udfordringer. Det burde dog ikke forhindre museet i at etablere en vertikal platformslift fra caféen til Vinterhaven og dermed forbinde museets to niveauer, så alle gæster får samme sammenhængende oplevelse af 3500 års kunst og kultur. Det kan gøres både flot og integreretmed den øvrige arkitektur. Det har bl.a. kunstmuseet Louisiana bevist.
Ingen helhedsplan
Det er ikke alene indgangsforholdene, der er kritisable. På et nyetableret handicaptoilet i det nye ankomstområde er pladsen trang, og man har placeret vasken på et underskab, så man ikke kan køre under vasken!!! Pudsigt, at man ikke har skævet til handicaptoilettet i Henning Larsens fløj, der er etableret i 1996 og stort set opfylder de fleste forskrifter.
Og i det nye informationsområde, hvor besøgende har digital adgang til Glyptotekets database, er der ikke sikret adgangshøjde for kørestolsbrugere. Hvis man er rigtig god til blindskrift, kan man muligvis have fornøjelse af disse skærme!
Vi fandt aldrig den reserverede parkeringsplads på Niels Brocks Gade, som er anvist på museets hjemmeside. På forespørgsel fik vi det lidt vævende svar: ”Kommunen har vist givet afslag på invalideparkeringsplads til museet”. Mange af de fejl og dårlige løsninger, vi faldt over under vores besøg, kunne være undgået, hvis kompetente fagfolk var blevet inddraget i ombygningen.
En vertikal løfteplatform fra stueplan til Vinterhave ville eksempelvis overflødiggøre hele rejsen ud og rundt i de nærliggende gader.
Alt i alt afslørede vores besøg, at man ikke har givet tilgængeligheden den fornødne prioritet en overordnet og sammenhængende helhedsplan.
Velfortjent cafébesøg
Efter et par ture frem og tilbage omkring museet endte vi i Caféen, som drives af restauratør Mette Blomsterberg.
Her fandt vi kvalitet på højt niveau, og vi lod os velfortjent lokke af lækre frokostanretninger og gode, hjemmelavede kager fra eget konditori.
Med udsigt til de blot ni trappetrin, der afskar os fra en sammenhængende oplevelse af museet, kunne vi nyde vores frokost med udsigt til den smukke Vinterhave.
Måtte resten af museet udvise samme høje standard som restauratøren, når det gælder tilgængelighed.
Carl Jakobsen så Glyptoteket med en egen ejendommelig Skønhed. Desværre blev vores besøg også præget af en ejendommelig logik.
Ny Carlsberg Glyptotek,
Dantes Plads 7,
1556 Kbh. V.
Tlf.: 33 41 81 41.
info@glyptoteket.dk
Åbningstider: Daglig 10-16. Mandag lukket.
Entré: 50 kr. Onsdag og søndag gratis.
Caféen følger museets åbningstider. Køkkenet lukker kl. 15.45.
Bemærk: En stor del af salene med den antikke samling kan ikke beses af gæster i kørestol pga. mange trapper. Til Middelhavshorisonten er der en nyetableret trappelift.
