Matisse - et nyt liv - 3-2006

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Papirklippene, Matisse producerede i sine sene år, kender de fleste, men mange kender næppe baggrunden for deres udførelse. Den erkendelse blev min øjenåbner under mit besøg på sidste efterårs udstilling på Louisiana ”Matisse - et nyt liv”.

Mit "seconde vie", mit andet liv, kaldte Henri Matisse de sidste 14 år af sit liv. Tiden fra hans alvorlige operation i starten af 1941 til hans død i efteråret 1954. En sand gave, som Matisse udtrykte det.

En anledning til nye muligheder

I disse år tilbragte Matisse mange timer enten i sengen eller i en kørestol, der i øvrigt mindede mere om en lænestol med store hjul, som fotos på udstillingen viste.
Matisses indskrænkede mobilitet begrænsede imidlertid ikke hans livskraft og produktivitet, som foldede sig ud med en blomstrende vitalitet, der syntes at vokse år for år. Malerkunsten var hans lidenskab; den platform, han var til stede i livet på. At han ikke længere kunne stå ved sit staffeli over længere tid blev blot baggrunden for at søge nye muligheder; søge fornyelse og udvikling i både hans teknik og formsprog.
Han måtte male. Manglende mobilitet eller ej. Men det blev også kulminationen på et halvt århundredes arbejde; det blev de år, hvor Matisse gav sin kunstneriske produktivitet en radikal fornyelse. Heri ligger en erkendelse af, at hans kunstneriske opblomstring og klarhed fik næring af en begrænset mobilitet, og at friheden ligger i kunstens bevægelse og sansning.

Papir og saks

Da Matisse vendte hjem efter sin operation, afprøvede han forskellige teknikker fra sengen. Fx at tegne på papir, sat op på vægge og loft, med sit tegneredskab, der var fastgjort til en lang bambusstang. Matisse begyndte også at videreudvikle sine billeder med papirklip - en teknik, han var påbegyndt før operationen, og som han nu fandt stor nytte af. De mange papirklip blev stiftet sammen til fantasifulde billeder. Denne teknik ses bl.a. i bogen ”Jazz” fra 1947, som kunne ses på udstillingen i Louisiana.

Monumentale papirklip

Herfra udviklede Matisse papirklippet frem til de store kompositioner - vægtæpper, glasmosaikker m.m. - som han fra sin seng eller kørestol lavede forstudier til i fuld størrelse. Med sin stok dirigerede han sine assistenter, som på en stige stod og stiftede papirklippene på de store papirstykker.
Ofte måtte de mange papirklip flyttes rundt på papiret adskillige gange, inden de til sidst dannede det billede, Matisse ønskede. Det kunne tage op til flere måneder at få den rette balance frem i et billede.

Disse monumentale papirklip, som man også kunne se på Louisiana, var forstudier til store vægdekorationer i keramik og ruder i glas, bl.a. udsmykningen i kapellet i Vence, som blev kulminationen på Matisses skaberkraft og udført nogle år før hans død.
Papirklippet blev Matisses nye, billedskabende medium - et formsprog, der udtrykte lethed og bevægelighed, - og det blev udviklet af en kunstner, der ikke så sin manglende mobilitet som en begrænsning men en mulighed. Friheden og mobiliteten lå for Matisse i penslens strøg eller papirklippenes linjer og farver, ikke i fysikken.

Kilde: Louisiana Revy, Louisiana Magasin