Koncertsal i nye klæder
Tekst af: Birgitte Bjørkman
Tivoli har genåbnet sin koncertsal efter en omfattende renovering af det gamle hus. Og for koncertgæster venter der en flot overraskelse - ikke mindst for de, der benytter kørestol.
Tivolis koncertsal blev opført i ´56 og var dengang Nordens største og mest moderne koncertsal. I dag er rammerne bragt ind i det 21. århundrede. Den nye bygning - Rotunden - er en flot løsning, som falder flot ind i haven. Hvide stållameller snor sig udenpå glasfacaden - på én gang moderne og alligevel tro mod Tivolis arkitektur.
Ikke mindst har tilgængeligheden været i fokus fra start, og i dag byder koncertsalen på niveaufri adgang til husets mange publikumsfaciliteter samt handicap-toilet. For gangbesværede er gåafstanden til koncertsalen blevet længere, da indgang nu kun er gennem haven. Ved indgangene man man låne kørestole.
Rotunden
Hovedindgangen til Koncertsalen er placeret i den nye havefoyer, Rotunden: en smuk, cirkelformet, lysende glasbygning med café og bar i to etager. I sommermånederne har caféen udendørs servering, hvortil man også kan komme til fra haven via rampe. Fra baren ved balkonpladserne, etagen over, kan man nyde en drink på den udendørs terrasse med en flot udsigt til plænen. Rotundens forskellige etager nås via elevator eller via en bred trappe, der er udsmykket med et lysende vandtæppe.
Akvariefoyeren
Europas længste saltvandsakvarium finder man i Rotundens foyer på nederste plan, hvor også toiletter (heraf ét handicaptoilet), garderobe og koncertsalens anden bar befinder sig. Hele 1600 farvestrålende, tropiske fisk og flere eksotiske hajer svømmer rundt i en kopi af et tropisk koralrev, som pryder hele den ene side i foyeren. Det er flot! Er man ikke nødvendigvis koncertgæst kan akvariet beses mod betaling.
Balanchine Lounge
På Koncertsalens tag finder man Koncertsalens nye Balanchine Lounge, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Tivoli og København. Loungen er navngivet som en hyldest til en af det 20. århundredes største koreografer, George Balanchine, der grundlagde New York City Ballet. Balanchine Lounge er ikke for publikum, men forbeholdt gæster til særlige arrangementer. Her forefindes i øvrigt også et handicaptoilet.
Koncertsalen
Salens unikke akustik er bevaret, og de fysiske rammer nænsomt renoveret og bragt tilbage til det originale farvevalg fra 50erne: Rød, gul, grøn og guld. Gæster, der benytter kørestol, kommer ind i koncertsalen via elevator fra akvariefoyeren. Der er i alt otte kørestols-pladser på gulvet i forlængelse af salens fire første rækker, henholdsvis i højre og venstre side. Her har man fint udsyn, om end det er yderpladser. Der er tillige 16 kørestolspladser bagest i koncertsalen, som jeg dog ikke vil anbefale. For dem, der kan benytte et sæde, kan det oplyses, at siddekomforten er blevet forbedret med nypolstrede, bløde sæder. I Koncertsalen findes desuden kunstnergarderober, personalekantine samt scenetekniske faciliteter, som er tilgængelige.
Således har kørestolsbrugere også fået adgang til ”back stage”.
Renoveringen af Koncertsal har kostet 125 mio. kr. Blandt bidragsyderne er Sahva Fonden, Fonden Realdania, Vanførefonden samt Ludvig og Sara Elsass Fond, som tilsammen har ydet 5 mio. kr. for at sikre en markant forbedret oplevelse for gæster med handicap.
