Kvium på ARoS - 2-2006

Tekst af: Bente Ovesen

Lørdag formiddag. Hundekoldt. Jeg skynder mig hen foran Musikhusets facade og over mod én af Århus Kunstmuseums indgange. Set herfra er kunstmuseet, ARoS, en stor rød klods. Ikke prangende, ikke flot, bare dominerende.

Siden åbningen for to år har jeg set flere at museets udstillinger og kender efterhånden huset. I dag stiler jeg lige ind i ARoS Shoppen og køber kunstbogen ”Michael Kvium, Jaywalking Eyes”. Med bogen i skødet skynder jeg mig videre ind i cafeen, hvor jeg køber en kop kaffe, finder et rygerbord og sætter mig til at læse lidt i bogen. Langsomt indfinder varmen sig.

Det er anden gang, jeg skal se Michael Kvium udstillingen. Første gang var på åbningsdagen den 28. januar. Den gang var jeg og to veninder forbi som optakt til operaerne ”Cavalleria rusticana” og ”Bajadser”, som vi skulle se i Musikhuset. Operaerne var storslåede, dramatiske, komiske og sangene og musikken iørefaldende, men jeg må indrømme, at Kvium-udstillingen satte sit tydeligste spor i min hukommelse.

Tankevækkende grimt

Men hvad forstand har jeg på kunst? - og hvad ved jeg om Kvium og hans univers? Jeg ved, at han frastøder og fascinerer mig på samme tid med mærkelige menneskeskikkelser i groteske stillinger og situationer - skikkelser, der er alt for alene eller alt for tæt forbundne, nogle ligefrem vokset sammen. Der er vanvid og naivitet i deres ansigter. Liv og død i billederne. Jeg ved også, at han mener, vi ser virkeligheden, som vi gerne vil se den og ikke som den er. Udstillingens titel, Jaywalking Eyes, betyder ”fumlegænger øjne” eller ”øjne, der ikke ser sig for”, og en jaywalker er betegnelsen for en person, der går over for rødt. Vi går altså gennem livet i blinde.

Mens jeg sidder i cafeen, læser jeg i et interview med Michael Kvium, at ”den eneste måde, vi kan definere os selv på, er ved at udpege andre som de tåbelige, de forkerte, de gale eller de grimme. Denne galskab spejler sig i religion, politik og kunst og er derfor paradoksalt nok et grundvilkår for al kommunikation. Vores identitet defineres af modsætninger og udviskes ved lighed”. Siger han dermed, at jeg er mig, fordi du er dig? At jo større kontrast, der er mellem dig og mig, jo mere normal og levende føler jeg mig? Pludselig ser jeg reaktionerne på Muhammed-tegningerne, krigen i Irak og tiggerne på strøget i et nyt lys.

Kviums menneske er ikke alt for kønt, hverken udenpå eller indeni. Jeg kører over og køber en indgangsbillet. ”Er du pensionist, eller har du bare brækket et ben”, spørger manden, da han ser mig og min kørestol. ”Jeg har ikke brækket benet”, svarer jeg, hvorefter jeg får billetten til 61 kr. - 15 kr. billigere end en voksenbillet. Jeg er heller ikke pensionist, men hvorfor skulle jeg fortælle ham det? - Det ville sikkert bare forvirre ham.
Jeg kører hen til elevatoren for at komme ned på 1. sal. Der er mange mennesker, og som sædvanligt går der lang tid, inden elevatoren holder på 4. for at tage mig med. Jeg har ellers hørt, at museet gør størst indtryk, når man tager trapperne, men måske har folk allerede været oppe og nede, og er nu blevet trætte.

På 1. sal tager ”Boy” imod. En gigantisk dreng og kunstmuseets vartegn. Fem meter høj og 500 kg. tung. Han har et vagtsomt og lidt betænkeligt udtryk i øjnene. Gad vide, hvad han har set!

Kviums verden

Når man træder ind i udstillingen, bliver man mødt af en tværgående væg med menneskehøje malerier. ”Blind Wall” er titlen på væggen. Der er et menneskeligt individ på alle billederne, men der er også dødningehoveder, krager, bandager, bind for øjnene og sække over hovederne. På det ene af malerierne står: Be happy - stay blind. Og vender man sig om og kigger på væggen bagved, er den malet gul med sorte prikker i et mønster, som kunne minde om blindes armbind.
Hele udstillingen omfatter over 110 oliemalerier hængt op i syv forskellige rum med hver deres titel. Titlen på et andet af rummene er ”Joyceful Madness”. Her hænger malerierne op ad hinanden i grupper, syv meter oppe eller helt nede ved gulvet. De er stærke i farverne, forskellige i størrelse og fra forskellige perioder i Kviums 20 årige arbejde. Virker overvældende. Gulvet er tæppebelagt, og et af malerierne på væggen er vævet ind i tæppet i hundredvis af miniatureudgaver. Motivet er en Marilyn Monroe-lignende kvinde, der sidder halvnøgen på en jordklode. Fra “Joyceful Madness” kommer man ind i ”Silent Eye”, hvor kæmpe birkeskove, rodfæstet i vandige mosehuller, fylder væggene. Her står en mand i lort til knæene, med en sammenrullet lort på hovedet - ydmyget. Andre enneskeskikkelser kigger tomt på os.
Jeg har som nævnt set udstillingen før, og vælger at køre hurtigt igennem de sidste rum. Ikke fordi de er uinteressante, men fordi der er grænser for, hvad jeg kan rumme. Udenfor selve udstillingen er der en lille rund interimistisk opstillet træ-pavillon. Jeg kører ind af en lille åbning og bliver omringet af syv videoskærme med syv kørestolsbrugere. De trækker vejret, blinker, men sidder ellers musestille. Der er ingen forklaring.
Den ene genkender jeg som Muskelsvindfondens formand, Evald Krogh. På min vej med elevatoren op til 5. sal, hvor der vises to Kvium film, gør jeg holdt ved billetsalget på 4. for at spørge, hvad meningen med træ-pavillonen er. Manden, der solgte mig billetten, ved det ikke, men en kvinde ved siden af fortæller, at de stirrende øjne fra videoskærmene også betragter mig. I hvert fald får man den fornemmelse, når man er i rummet alene. Hvem betragter hvem?, spørger hun. Jeg ved det ikke, men Evald så mig i hvert fald ikke. På 5. sal vises en 10 minutters film ”Grød” og en otte timers film ”The Wake”. De otte timer kan jeg ikke overskue. De 10 minutter handler om en mor, der kvæler sit barn for derefter at hænge sig selv. Mor, far og barn spilles alle af voksne med garnparykker på hovedet. Jeg har fået nok. Hvis dét er virkelighed, så lad mig forblive bare en smule blind.

Frisk luft

Det er for koldt i dag, til at jeg har lyst til at tage op på ARoS’ tag 40 meter over jorden og nyde udsigten over Århus by. Men muligheden er der, hvis man får fat i personalet til at betjene elevatoren. I 2007 åbner tagterrassen i øvrigt i en ny udgave. ”Himmelrummet” bliver projektet kaldt, og så vidt jeg ved, skulle det give publikum mulighed for at bevæge sig rundt på hele taget og ikke som nu kun på den ene side.
Jeg iler tilbage til bilen af samme vej, som jeg kom. Lige så frysende, men tænksom.