Direktør i kørestol - det er indlysende!

Tekst af: Annette Thorsen

Jeg keder mig helt vildt i weekenderne og glæder mig til at komme på arbejde mandag. Det er vigtigt for mig at komme ud at tale med folk og yde mit bedste, siger Søren Burchreitz Jensen. Derfor er han fortsat direktør i eget firma.

- Mærsk Mc-Kinney Møller har sagt, at den der har evnen, har også ansvaret. Det er en god måde at sige tingene på. Man har et ansvar over for sig selv. Et ansvar for at yde det bedste hver dag. Det bedste i forhold til den person og de muligheder, man har. Så får du det bedste liv. Det tror jeg på. Sådan lyder Sørens livsfilosofi.

Firmaet

- Det er ikke Koldings største el-installatør firma. Det er heller ikke målet. Målet er at have den bedste indtjening og de bedste medarbejdere. Og det tror jeg, vi har! pointerer direktøren. Erhvervsmanden Søren er ikke helt tilfreds med at blive tituleret direktør. Men han erkender at han er ambitiøs på firmaets vegne.
- Før var jeg lidt af en sprællemand med rigtig mange bolde i luften. Efter jeg er kommet galt af sted har jeg fået mine begrænsninger og har valgt at lægge min energi i firmaet. Det har måske været godt nok. Vi var otte, da jeg kom galt af sted og nu er vi 28, konstaterer Søren med et glimt i øjet.
- Man skal være jordnær, ikke tro man er noget, fordi man sidder i kørestol eller fordi man har et stort firma. Et firma med 28 ansatte er måske flot klaret, men jeg har aldrig prøvet andet, så for mig er det naturligt, siger Søren.
Virksomheden udfører traditionelle el-installatøropgaver som spænder fra at montere en enkelt stikkontakt til entrepriser på 3-4 mill. kr., over edb- installationer og til at tilbyde firmaets eget alarmsystem samt videoovervågning.
Udviklingen af alarmsystemet er et af Sørens projekter. Implementeringen er gået godt, men han erkender, at han gerne havde set en hurtigere udvikling i afsætningen.

Hverdagens arbejde

Sørens arbejde med økonomistyring, tilbudsgivning, servicering af de store kunder, indkøb, planlægning af dagens arbejde og at være til stede, når en af medarbejderne kommer forbi til en snak, er let at varetage fra en kørestol.
- Hvis det er muligt, tager jeg selv ud til kunderne. Det er rart at komme væk fra kontoret og få lidt luft. Er der et trin ind, ringer jeg ind til receptionisten og beder om hjælp. Jeg har altid orienteret kunden om, at jeg er kørestolsbruger, så de ved det, før de ser mig, og hvis de spørger ind til det, så er jeg åben om baggrunden. Jeg føler ikke, det giver problemer, siger Søren og fortsætter:
- Vi har et stort projekt i Vejle, hvor jeg er til byggemøde hver onsdag i en skurvogn. Der tager de bare og river mig ind og så er det det. Det er da træls, at der er mudder og sådan noget, og de siger også, at de burde få lavet en rampe til mig. Men hvorfor bruge 5.000 kr. på det? Jeg kan godt leve med at blive løftet ind.

Nødvendig kompensering

Firmaets egne kontor- og lagerlokaler er derimod velindrettet for en kørestolsbruger, og der er etableret en indendørsparkeringsplads til Sørens firmabil. En bil, firmaet selv har finansieret og som er uundværlig i jobbet. Det har været nødvendigt at ændre på firmas struktur for at få hverdagen til at hænge sammen. Søren har valgt at lægge flere arbejdsopgaver over til Brian, som har været i firmaet i mange år. Derudover har han en personlig assistance på halv tid for at kompensere for handicappet. Søren har valgt at lade den personlige assistance indgå i arbejdsopgaverne for to af firmaets allerede ansatte.

Erkendelse

- Jeg har vænnet mig til, at sådan er tingene. Jeg er ikke så produktiv som før. Jeg synes, jeg yder en god indsats. Firmaet ville ikke ha' været det, det er, uden mig. Jeg har mine styrker og mine svagheder. Min makker Brian supplerer mig godt.
Jeg er god til at tale med kunderne. Til gengæld er jeg totalt uorganiseret. Men helt ærligt, jeg ville ha' haft de samme problemer, hvis jeg ikke havde siddet i kørestol, konstatere Søren og henviser som eksempel på organisationstalentet til skrivebordets mange bunker med tilbud og diverse papirer.
- Arbejdet er det, jeg synes er spændende. Jeg ved, at jeg er privilegeret som direktør. Jeg skal levere et stykke arbejde, men jeg behøver ikke at møde punktligt. Jeg kan tage en fridag, hvis jeg har brug for det, og jeg kan lave de nødvendige fysiske ændringer af arbejdspladsen uden at søge nogen om noget, understreger Søren.

Helbredets begrænsning

Det har en pris at ville arbejde. Tidligt op og tidligt i seng. Morgenritualet tager både tid og kræfter. Nedsat arbejdstid er derfor en nødvendighed. Søren møder ind omkring kl. 8 - 8.30 og går normalt hjem ved 14-tiden. Måske bliver dagens arbejde gjort færdigt ved computeren hjemme. Længere arbejdsdage forekommer, men så er der ikke mange kræfter dagen efter.
- Jeg er træt efter en arbejdsdag, hjernen kan ikke klare flere informationer og ryggen gør ondt, men jeg savner at være fysisk træt, indrømmer Søren. Rygsmerter fylder meget i hverdagen og hverken Søren eller medarbejderne lægger skjul på, at der er dårlige dage, hvor smerter og træthed gør, at ”lunten er kort” og det mentale overskud minimalt. De dage er det en fordel, at de nærmeste medarbejdere har kendt Søren i mange år. Den indbyrdes tolerance og forståelse er stor.

En gang direktør, altid direktør

Søren og hans hustru, Alexandra har en tidskrævende fælles hobby med hesteopdræt, alligevel kunne Søren ikke drømme om at opgive jobbet.
- Jeg har fået gode tilbud om rigtig mange penge, hvis jeg ville sælge virksomheden. Men det vil jeg ikke. Hvad skal jeg så lave? Så tror jeg først, at jeg bliver deprimeret. For mig er det vigtigt at komme ud at snakke med andre og opleve noget. Så jeg har noget at komme hjem og fortælle. Jeg har også min kone at tage hensyn til. Hvis jeg kommer til at sidde derhjemme og kukkelure, så tror jeg ikke rigtigt, ægteskabet vil fungere. Mit arbejde er spændende og det er det, jeg vil, slutter Søren.

Søren B. Jensen er 38 år, gift med Alexandra og har været tetraplegiker siden 1999. Søren havde etableret el-installatør firmaet Søren Buchreitz Jensen Aps. før han brækkede nakken. RYK har bragt en artikel om Sørens liv og tanker som nyhandicappet i RYKs håndbog ”Brudstykker”

Seks ud af 10 personer med mobilitetshandicap har et job. Tilsvarende er ni ud af 10 ikke-handicappede i arbejde. 44 % af ledige handicappede har et stærkt ønske om et job. Jo yngre, jo stærkere er behovet. Blandt handicappede under 30 år ønsker 85 % et job.
Kilde: Rapporten »Mennesker med handicap i job«, Strategisk Netværk.