Disability Mentoring Day - Knæk adgangskoden - gør karriere i kørestol

Tekst af: Annette Thorsen

Arbejdsmarkedet kalder på karriereorienteret kvalificeret arbejdskraft, men adgangsvejen kan være besværlig for mennesker med handicap. Hewlett-Packard og Grundfos gav en hjælpende hånd til ambitiøse jobsøgende med arrangementet Disability Mentoring Day. RYK! deltog i Grundfos arrangement og stiller spørgsmålet: ”Hvorfor sætter en af Danmarks største virksomheder handicappedes arbejdssituation på dagsordenen?”

Det var første gang Grundfos indbød til Disability Mentoring Day d. 3. maj 2006. Den amerikanske koncern Hewlett- Packard har faderskabet til Disability Mentoring Day (DMD). Konceptet bag dagen er, at virksomheden byder mennesker med et handicap, som tillige har en videregående uddannelse, indenfor til en informationsdag i og om virksomheden.
Det særlige ved dagen er, at deltageren er tilknyttet en mentor hele dagen og derigennem får mulighed for at snuse til arbejdsgangen i virksomheden og stille spørgsmål om at arbejde og gøre karriere indenfor et fagligt område, hvor ens uddannelse er relevant. 20 personer med vidt forskellige handicap og uddannelser havde taget imod invitationen fra Grundfos.

Gensidig informationsdag

Det understreges, at DMD er en informationsdag, der går begge veje, ikke en rekrutteringsdag. Alligevel har Grundfos valgt at bruge mange ressourcer på dagen.
- Grundfos vil altid forsøge at få de bedst kvalificerede medarbejdere med eller uden funktionsnedsættelser, og i det perspektiv er detvigtigt, at Grundfos får indsigt, i hvilke særlige forhold der skal tages hensyn til for mennesker med funktionsnedsættelse, siger koncernpersonaledirektør Jørn Henriksen.
- Det er imidlertid en kendsgerning, at mange mennesker med en funktionsnedsættelse ikke har fundet plads på arbejdsmarkedet. Det kan der naturligvis være et utal af grunde til, men ved at åbne dørene vil vi gerne bidrage til, at en gruppe under uddannelse - eller med en uddannelse bag sig - kan komme indenfor og få mulighed for at lære mere om de konkrete vilkår omkring et job, som måske står højt på ønskelisten, forklarer Jørn Henriksen og fortsætter:
- Danmark har brug for alle i de kommende år. Det er nu, mennesker med funktionsnedsættelser har mulighed for at gøre karriere på arbejdsmarkedet. Jørn Henriksen håber derfor, at endnu flere handicappede vil deltagere i DMD næste år.

Værdigrundlag

Baggrunden for Grundfos' deltagelse i DMD skal ses i sammenhæng med koncernens værdigrundlag. Grundfos ønsker både at tage ansvar for de mennesker, der arbejder hos dem samt det omgivende lokalsamfund. Med stolthed i stemmen oplyser koncernpersonaledirektør Jørn Henriksen, at det er Grundfos' koncernmål, dvs. et mål for alle ca. 60 afdelinger rundt om i verden, at beskæftige så mange medarbejdere med funktionsnedsættelse, at de udgør mindst 3% af Grundfos' samlede medarbejderantal. Et måltal, der er passeret i Danmark, og som forventes indfriet for alle lande i 2007.
Nøgleordene i Gundfos' værdigrundlag er rummelighed og ansvarlighed. Virksomhedens sociale profil indeholder mange tiltag målrettet til erhvervsmæssigt sårbare grupper. I Grundfos' danske afdelinger er 130 personer med funktionsnedsættelser ansat på særlige vilkår, heraf er 50 personer ansat i skånejob og 50 personer i fleksjob. Derudover er der ansat medarbejdere med handicap på ordinære vilkår. Princippet er, at der naturligvis kun ansættes på særlige vilkår, hvis handicappet påvirker erhvervsevnen i det konkrete job.

Unik mentor seance

Grundstenen i DMD er mentor-mentee seancen. En seance, hvor udbyttet er afhængig af det match, Grundfos har gjort af deltagerens ønsker/uddannelse og mentors job. Det er et unikt møde med individuel information, videregivelse af erfaringer, mulighed for netværksrelationer og referencer. Det er her, adgangskoden til karrieren kan knækkes. Min mentor er et synligt bevis på Grundfos' rummelighed. Lars Kannegaard har en funktionsnedsættelse, men er ansat på ordinære vilkår, da hans funktionsnedsættelse ikke berører hans erhvervsevne som konstruktør. Lars fortalte engageret om sit arbejde i udviklingsafdelingen, hvor han arbejder med konstruktion af nye produkter og er ansvarlig for de faser og processer som afgør, om et produkt sættes i produktion. Hvis jeg havde været erhvervssøgende (og ingeniør) ville denne seance ha' været guld værd for mig.

Mediebevågenhed

Der er ingen tvivl om at Grundfos leverede et ærligt arrangement, hvor der var de bedste intentioner om at give den enkelte deltager en optimal hjælp til at knække adgangskoden til erhvervslivet, men da Grundfos samtidig gerne vil fortælle om det, de gør, var medierne rigt repræsenteret.
- Vi er opmærksomme på dilemmaet med mediernes tilstedeværelse. Vores fokus har været, at dette er en dag på deltagernes præmisser. Derfor har vi sagt nej tak til, at der blev lavet nyhedsindslag til TV, og yderligere skrevet og spurgt deltagerne, om de ville lade sig filme og evt. interviewe af DR Undervisning til en kampagne om handicappedes arbejdsliv, som kommer senere på året. Havde tilbagemeldingerne fra deltagerne været mest negative, ville DR ikke have fået lov at været til stede i dag, siger personale konsulent Lene Lindholm.

Gevinst for Grundfos

Ud over meget positiv omtale i medierne i forbindelse med afholdelse af DMD, har Grundfos også fået mere viden om fx tilgængeligheden i virksomheden. En rundtur i den lille bitte del af virksomheden, som lå indenfor en tetraplegikers rækkevidde, gjorde det hurtigt klart, at der såvel i denne del af virksomheden, som på virksomheden i helhed, er både plusser og minuser i tilgængeligheden set ud fra en manuel kørestol.
Vicekoncernchef Carsten Bjerg ridsede i den afsluttende tale Grundfos' input fra dagen op, han sagde bl.a.:
- Vi har fået et større indblik i, hvilke behov I med funktionsnedsættelse har på arbejdsmarkedet - måske fået øjnene op for nogle problemstillinger, vi ikke lige havde tænkt på, men som vi kan og vil løse for at fremme et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle. Men vi har også fået indblik i, hvilke unikke kompetencer I hver især besidder og kan bidrage med på arbejdsmarkedet.

Eftertanke

RYKs udsendte følte sig dagen igennem som en VIP gæst. Da jeg kørte hjemad, havde jeg følelsen af at have været med til noget unikt.
Jeg er imponeret over de mange ressourcer, Grundfos investerede i arrangementet. Jeg tror, at mentor - mentee- arrangementer generelt kan være med til at knække adgangskoden til arbejdsmarkedet for mennesker med handicap på grund af det unikke direkte møde mellem mentor og mentee. Måske knækkede nogle af deltagerne adgangskoden til Grundfos - selv om det ikke var intentionen med DMD.
Grundfos´ mission, vision og værdigrundlag, det sociale regnskab og mange andre informationer finder du på www.grundfos.dk