TRÆTTE LUNGER - 1-1997

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Er der risiko for respirationsproblemer, når man nærmere sig en alder, hvor man kan kalde sig en ældre, udslidt rygmarvsskadet?
PARAPLEGI har spurgt Respirationscenter Øst på Rigshospitalet.

En mindre undersøgelse af en gruppe rygmarvsskadede, som har været i kontakt med Respirationscenter Øst på Rigshospitalet, tyder på, at tetraplegikere med høj skade, som ikke tidligere har haft respirationsproblemer, efter en længere årrække pludselig kan få nedsat lungefunktion.
Pludselig svigt
Undersøgelsen omfatter om 12 personer med læsioner mellem C5 og C7, som efter 4-33 år efter rygmarvsskaden kommer i kontakt med Respirationscenter Øst .
- For de fleste har det gået godt i årevis, men ret pludselig går det ned ad bakke med respirationen, fortæller 1. reservelæge Michael Laub, som har været med til at lave undersøgelsen.
Årsagen til den pludselige nedsatte åndedrætsfunktion er ikke undersøgt nærmere, men Michael Laub fortæller, at personerne typisk var op i årene og alment påvirket af en dårlig lungekraft og hyppige luftvejsinfektioner. Nogle havde også udviklet en nedsat iltindtagelse under søvn. Alle personer var henvist via Paraplegiklinikken.
Ventilationstræning
- Efter en udredning, af hvilke symptomer og problemer patienten havde, satte vi en behandling i gang med daglig ventilationstræning, fortæller Michael Laub.
Ventilationstræningen består i at udånde 10 gange gennem en maske 3 gange dagligt enten med en Pepmaske eller med et CPAP-apparat. Begge metoder virker på samme måde; ved hjælp af et overtryk fremkommer der modstand ved udånding, og denne modstand hjælper til at løsne sekret i lungerne og udvider samtidig lungekapiciteten.
- CPAP-masken er et elektrisk apparat, som giver vedvarende overtryk og kan derfor også bruges om natten ved behov. Pepmasken er til gengæld mere mobil men mindre effektiv, fortæller Michael Laub.
Undersøgelsesgruppen blev herefter fulgt tæt, og resultatet af træningen gav hurtigt resultat. For de personer, som var mest omhyggelige med at passe den daglige ventilationtræning, gik det bedst for.
- Der er en klar tendens til, at tiden, indtil alvorligere behandlingstiltag skal overvejes, kan forhales med en vedvarende ventilationstræning, men det har naturligvis også noget at gøre med, hvor højt rygmarvsskaden sidder, og det kan heller ikke udelukkes, at andre faktorer kan spille ind.
Ved afslutningen af undersøgelsen brugte otte patienter CPAP om natten og 4 patienter BiPAP om natten. En enkelt af disse har senere udviklet muskellammelse i svælget 27 år efter rygmarvsskaden og behøver tracheotomi (åbning ind til luftrøret).
Symptomer
Begyndende symptomer på forringet lungefunktion er dårlig hostekraft, slim i luftvejene og hyppige lungeinfektioner. På det tidspunkt bør der foretages en lungefunktionsundersøgelse med henblik på afklaring af ventilationsbehandling.
Et andet ventilationsproblem er nedsat vejrtrækning under søvn.
- Det er et problem, alle i befolkningen kan rammes af, men det vil nok være hyppigere hos rygmarvsskadede med høje skader, fortæller Michael Laub.
Symptomer på forringet iltindtagelse under søvn er udtalt træthed i dagtimerne og hovedpine om morgenen.
Psykologisk betydning
Når Pepmaske og CPAPmaske ikke længere er tilstrækkeligt vil BiPAP eller tracheotomi (åbning ind til luftrøret) komme på tale.
- I første omgang vil det være BiPAP'en, vi tilbyder. Det er i princippet en respirator, som giver luft via en næsemaske i stedet for tracheotomi, fortæller Michael Laub.
BiPAP'en er et mindre omfattende og mere acceptabelt behandlingstiltag og er naturligvis også mere kosmetisk, hvilket også har psykologisk betydning for den, der pludselig skal omstille sig til at have hjælp til at trække vejret.
En BiPAP kan fungere godt i mange år men har sine begrænsninger, idet den fungerer med overtryk, og der er en øvre grænse for, hvor meget overtryk brugeren kan tåle uden gener.
Hvad med para'er?
På spørgsmålet om ældre paraplegikere vil kunne få respirationsproblemer efter mange år som rygmarvsskadede, svarer Michael Laub:
- Problemet vil være mindre dominerende på grund af den lavere skade, men det kan ikke udelukkes set i betragtning af den mindre mobilitet og en måske manglende motion. Tendensen vil i så fald være infektioner i de nedre luftveje, men det er ren gætteri!
Investering
Michael Laub mener, at de fleste højere rygmarvsskadede vil have gavn af at ventilationstræne med en CPAP.
- Jeg tvivler på, at man helt kan undgå en senere egentlig respirationsbehandling, men tidspunktet kan udsættes væsentligt.
Derfor er det også vigtigt for Michael Laub at pointere, at høje rygmarvsskadede bør betragte PEPmasken og CPAP-masken mere som et træningsredskab end et behandlingsredskab. Ligesom andre muskler bliver styrket ved hjælp af diverse træningsmaskiner.
- Det kan være en god investering på sigt at starte brug af maske, inden der opstår egentlige ventilationsproblemer.
Michael Laub afslutter med at fortælle, at man er i gang med at finde en metode, hvormed man kan måle trykket over og under mellemgulvsmusklen og dermed få en mere præcis måling af lungernes muskelstyrke.
Ny metode
Et nyt system, der i et tidligt stadium kan måle udtræthed i åndingsmuskulaturen, er under afprøvning på det svenske hospital, Södersjukhuset i Stockholm.
Hjernen i det nye system er et avanceret dataprogram, som er blevet udarbejdet over et 4 års samarbejde mellem svenske og canadiske forskere. Metoden gør det muligt at fastslå hvilke personer, som risikerer at blive ramt af underventilering. Dermed bliver det også muligt at sætte ind med forebyggende behandling, inden problemet opstår.
Systemet er allerede blevet afprøvet i intensivbehandlingen i Montreal i Canada.
Tidligere har lægerne kun kunnet antage, at symptomer på ekstremt træthed ,søvnproblemer, hovedpine og smerter i benene kunne være årsagssammenhængende med diafragmaudtrætning. Man har dog ikke kunnet bevise det, selvom lungevolymen har været mindre end normal. Traditionelle målinger af blodgasser har endog kunnet vise normale værdier, selv indtil patienten har været tæt på et akut stadium med respirationsbehandling til følge.
Selve målingen foregår ved, at man fører et kateter gennem næsen og videre ned i spiserøret. Kateteret er udstyret med en afsender, som måler EMG (elektromyografi) fra diafragmamusklernes elektriske signaler. Målingsresultaterne viser, hvor meget kraft en muskel udvikler og indikerer også, hvornår musklen bliver udtrættet. Ved at sammenligne disse resultater med normale værdier, kan man se, om åndingsmuskulaturen udtrættes unormalt tidligt, dvs. om patienten tilhører risikogruppen for underventilering og dermed behøver forebyggende behandling.
BB/Kilde: RTPs "Liv-Spegling" nr. 1/96.