MIT LIV - om retten til at vælge sin egen livsform - 1-1997

Tekst af: Birgitte Bjørkman

her skrives teaseren"Handicappede personer vil i nogle situationer have begrænsede muligheder i samfundet".
Sætningen står i en afgørelsen fra Hasle Kommune, som har givet afslag på boligændringer i Hans Sylvest Jacobsens landejendom.
Selv forstår han ikke, hvorfor han ikke frit kan vælge bolig og er overbevist om, at det er sociallovgivningens intentioner at skabe nogle rammer for handicappede så tæt på tidligere levevis som muligt.

I et bølget landskab med skov og høstede marker, med kragerne flyvende lavt og med havet i horisonten finder jeg Hans Sylvest Jacobsen. Her bor han på 5 tønder land med 4 får og 7 vædderlam i en stor indhegning. Formiddagsdisen gør efterårslandskabet særlig smukt - jeg forstår, hvorfor Hans har valgt netop denne plet på jorden.
Livet på landet
Vi befinder os på Bornholm, lidt udenfor Hasle i en gammel landejendom, som er blevet restaureret og ombygget, og som siden november 1995 har været beboet af Hans Sylvest Jacobsen.
- Jeg har altid boet på landet. Her hører jeg til!
Hans er 41 år og blev tetraplegiker i 1994 efter udspring i et bassin. Inden ulykken boede Hans på en anden landejendom i Hasle sammen med kæreste og dennes barn og arbejdede som underviser på en efterskole i Rønne.
- Jeg havde styr på mit liv. Det kunne intet ændre - troede jeg!
For Hans handler det i dag om at få mulighed for at videreføre den del af livet, som er knyttet til livet på landet.
- Det handler om at beholde en del af sig selv. Dét har været utroligt vigtigt for mig. I forvejen er der så meget andet, der er blevet revet væk: arbejde, fritidsaktiviteter og udfoldelsesmuligheder i hverdagen. Handicappet griber jo ind i hele ens sociale liv. Men i kraft af min forsikring har jeg kunnet videreføre en vigtig ting i mit liv fra før skaden - at bo på landet.
Afslag
Her kunne historien ende lykkeligt, men det gør den ikke. Siden indflytningen i november 1995 har Hans ført sag mod Hasle Kommune om betaling af de nødvendige ombygninger i boligen - ombygninger, som Hans indtil nu har betalt af egne midler. Men kommunen står fast. De afslår bevilling af boligændringer efter bistandslovens § 59 med den begrundelse, at Hans bor afsides med 100 meter fælles privatvej.
Hans har 48.4 hjælpere ansat alle døgnets 24 timer, og det er i den sammenhæng, at kommunens socialudvalg finder, at boligens beliggenhed ikke er hensigtsmæssig. I afslaget skriver udvalget bl.a., at vejene i tilfælde af større snefald kan være lukket i 1-2 dage, hvilket giver transportproblemer for hjælperne og hjemmesygeplejen. Til gengæld tilbyder kommunen Hans en handicapvenlig bolig på 65m2 i Hasle by.
Men Hans er ikke enig med kommunen:
- I vinteren 95/96 klarede jeg mig uden andre problemer end dem, jeg ellers ville have haft, hvis jeg ikke havde været handicappet. Vi har et godt sammenhold her på landet - naboer imellem. Vi hjælper hinanden, og det gælder naturligvis også, når der skal ryddes sne på vores fælles vej. Desuden har jeg indgået en aftale med mine hjælpere, at den ene ikke går før den næste er kommet.
- Kommunens alternativ vil heller ikke kunne dække mit behov for plads til hjælpemidler, min familie og ønsket om at bo på landet.
Opbakning
Hans finder kommunens afgørelse alt for teoretisk.
- De glemmer mennesket bag. Jeg har jo boet på landet de sidste 15 år og ved hvad det indebærer. Men sagsbehandleren har end ikke villet have et møde med mig vedrørende min boligsag - hverken da jeg lå på Hornbæk eller efter jeg kom hjem til Bornholm.
Hans har til gengæld haft kontakt med Den Statslige Specialkonsulentordning for Bevægelseshandicappede, og her har han fået god opbakning.
- Hendes opfattelse af sagen er klar. Hun mener, at kommunen med sit afslag griber ind i mit frie valg af bolig, og hun synes desuden, at min ansøgning om boligændringer er beskeden.
Hans har søgt om ca. 60.000 kroner, som dækker hans udgifter til opkørselsrampen ved hoveddør, udskiftning af dørene og ombygning af badeværelset. Hasle Kommune har til gengæld valgt at anslå et beløb på 225.000 kroner - boligændringer, som Hans slet ikke har søgt om.
Videre i systemet
Hans sendte sagen videre til Det Sociale Ankenævn, som traf sin afgørelse i maj 96.
Nævnet fandt, at ejendommen med de beskrevne ændringer isoleret betragtet fremstår som en handicapegnet bolig, men at der er tale om en mindre hensigtsmæssig løsning af Hans's fremtidige boligsituation set i forhold til graden af handicap og omfang af behov for hjælp.
Nævnet anmodede derfor kommunen om at søge tilvejebringe en løsning, der er mere hensigtsmæssig, hvilket vil sige, at kommunen fik ret.
Herefter sendte Hans sagen til principiel afgørelse i Den Sociale Ankestyrelse, som i sit svar i august 1996 ikke fandt grundlag for at ændre kommunens afgørelse, idet man lovligt kan lægge vægt på beliggenheden af boligen, hvortil der er søgt om ændringer. Alligevel blev afgørelsen et lille skub i den rigtige retning, fortæller Hans:
- Ankestyrelsen var enig med ankenævnet om anmodning om tilvejebringelse af en anden løsning af min boligsituation, men det vigtige for mig er, at Ankestyrelsen supplerede sin afgørelse med, at der var grundlag for at foretage et nyt skøn angående beliggenheden af min bolig, da jeg på det tidspunkt havde boet her et år.
Desuden mente Ankestyrelsen ikke, ligesom nævnet, at den anviste bolig fra kommunen på 65 m2 var et egnet alternativ for Hans.
Frataget det frie valg
På det tidspunkt fik sagen principiel betydning for Hans, og han sender sagen til Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.
- Jeg blev bekymret for perspektiverne i afgørelsen. Mit handicap berettiger mig til boligændringer i henhold til § 59 i bistandsloven, spørgsmålet er blot til hvilken bolig?!!
Afslaget er stadfæstet - begrundet med boligens landlige beliggenhed - men Hans håber, at ombudsmanden har mulighed for at påvirke sagen rent principielt.
- For mig handler det om, at jeg ikke har mit frie valg, og at jeg føler, at jeg er kommet under administration. Det gør mig utryg. Og utryg er man jo i forvejen, når man er nyhandicappet og skal finde sit nye ståsted i livet.
Men Hans håb er også, at hans sag kan blive medvirkende til, at handicappede også kan vælge at bo på landet uden at blive frataget sine rettigheder.
- Hvorfor skal man ikke have lov til at opfylde sine drømme?
Væk fra bylivet
I 70'erne bosatte Hans sig på Christiania, hvor han arbejdede i smedjen, bageriet, på restaurant og i indkøbscentralen.
- Der var lidt af en oprører i mig dengang. Der skulle ske noget hele tiden.
Men for 16 år siden flyttede Hans til Bornholm.
- Det var en tilfældighed, at det blev her, jeg slog mig ned. Men her fandt jeg noget, jeg kunne lide. Det frie landliv og muligheden for at have dyr og jord at rode i. Ja, at kunne gå ud splitternøgen og tisse op ad et træ, siger Hans og tilføjer med et grin:
- Nu er det posen, jeg tømmer ved et træ.
Hans har aldrig overvejet at flytte tilbage til byen.
- Jeg flyttede derfra, fordi jeg ikke længere kunne holde det ud......mylderet af mennesker. Den store energiudladning, der er i en storby, bevirkede, at jeg til sidst følte, at jeg gik rundt i en osteklokke.
Som nytilskadekommen har Hans ikke vænnet sig helt til, at folk glor og sender skæve blikke.
- Derfor er det også rart, at man kan trække sig tilbage til roen, som jeg finder her på landet. Det er den, jeg lader op på.
Fremtiden
Fremtiden bringer mange tanker og overvejelser for Hans.
- Først og fremmest ønsker jeg at blive boende på mit landsted, som jeg indtil nu har ombygget for egne midler. Ingen får mig herfra. Men jeg har da også overvejelser om at starte på en ny uddannelse, når jeg har færdiggjort min HF, som jeg er startet på i år. På Ålborg Universitet kan man læse jura på fjernstudie, og det tiltaler mig meget.
Svinger sammen
Hans foreslår, at vi går ud og hilser på fårene. De går i en stor indhegning udenfor huset og græsser. Ulden er tyk, og jeg anslår, at der må være nok til mindst 20 tykke sweaters. At være hjælper her må give mange alsidige opgaver.
- Ja, det er klart, men når jeg søger hjælpere, går jeg efter, om vi svinger sammen. Jeg er jo selv håndværker, så det, de ikke kan, lærer jeg dem. Jeg går altid selv med ud og beslutter, hvor skruen skal skrues i. Men det er da ikke altid lige nemt. Jeg kan blive rasende irriterende og hoppe i stolen for selv at gøre tingene. Men jeg passer meget på. Det er jo urimeligt at forvente, at min hjælper skal blive stresset på mine vegne.
Det er blevet sent eftermiddag, og solen er ved at gå ned. Horisonten tegner sig i flotte røde farver, og lammene er begyndt at trække ind i stalden. Hvorvidt det er deres ejer eller Hasle Kommune, der betaler ændringerne i deres ejers bolig, er de sikkert ligeglade med. Men de har heller ingen bekymringer med adgangsforholdene i stalden, og så længe de får lov at gå og græsse...........
I december 1996 fik Hans sit andet afslag fra Hasle Kommune. Kommunen holder sig til Ankestyrelsens afgørelse og finder, på grundlag af denne, at det er lovligt at lægge vægt på beliggenheden af boligen, når der skal vurderes ansøgning om boligændring efter § 59.
Da adgangsvejene er en del af spørgsmålet om handicapegnethed, tilbyder kommunen i sit svar, at der i samarbejde med Hans søges fremskaffet en bolig på landet placeret op til en amtsvej.
Men Hans holder fast og har endnu engang sendt sin klage over kommunens afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse og Folketingets Ombudsmand.
Og i mellemtiden er en del af fårene blevet slaget. Kødet giver gode lammesteaks, og ulden er blevet kartet og spundet af naboen, som har lovet Hans en stor, varm sweater.