SYDSTATSPOETEN - 1-1997

Tekst af: Jan Poulsen

I mere end ti år har han siddet i kørestol og af og til med pistolen kun få centimeter fra tindingen. Modet har heldigvis svigtet, og sidste år blev han hyldet som en helt og et geni af R.E.M., Garbage og Smashing Pumpkins.
Vic Chesnutt inviterer inden for i sit hjem i Athens, Georgia.

- Gå bare ind. Han sidder i stuen og venter.
Vic Chesnutts kone Tina går rundt i den sene eftermiddagstime og ordner have. Efteråret har sat ind i det solrige Georgia, hvor Tina og Vic fornyelig købte nyt hus i Athens, blot et stenkast fra den lille universitetsbys to hovedstrøg, Clayton og Washington St.
Begge er tilflyttere lige som stort set resten af lillebyen, der med tæt ved 30.000 studerende på Amerikas ældste universitet, er og længe har været en attraktiv plet for mange unge i de amerikanske sydstater. Også for Tina og Vic, der siden studietiden er blevet i byen.
Der er mørkt inde i stuen, men en stemme henne fra et af hjørnerne afslører liv.
- Hello!
Vic Chesnutt kører hen imod mig, giver mig hånden og fortæller straks, hvor meget han glæder sig til at komme tilbage til Danmark.
Og derfor var vi med på hans aktuelle turné, hvor han var rundt for at præsentere sange fra sit sjette album About To Choke, som i USA er udsendt af Capitol, mens han i Europa fortsat er indiekunstner på selskabet PLM. Pladen er en forunderlig blanding af uptempo sange og de ballader, der mere end noget andet er blevet Vics varemærke, siden debuten Little udkom i 1990. Ikke fordi han har tænkt nærmere over det, for i hans univers er spontanitet og skæbne to forenelige størrelser, og tingene sker oftest som de sker.
- Den nye plade er en kombination af alle mine andre plader, men jeg har ikke planlagt den og heller ikke tænkt på, at begge slags sange skal med. Jeg indspillede yderligere ti sange, og blandt dem alle udvalgte jeg de bedste til pladen. About To Choke er de bedste sange, jeg har indspillet i år.
Vic Chesnutt er ikke meget for at sige, hvilken slags sange han bedst kan lide, for han kan lide dem alle. Men han mener, at balladerne klæder ham bedre.
- Men jeg holder også meget af at spille forvrængede guitarsoloer.
Vic tænker ikke på plader som albums, men snarere som samlinge af sange med hver deres individuelle liv. Men han er ikke historiefortæller. Snarere historiker, for hans sange handler om fortiden, om nutiden og om fremtiden. Og Vic er som regel selv med i sangene. På den ene eller anden måde.
- Nogle gange tænker jeg på, om jeg giver for mange hemmeligheder væk, men den tanke vil jeg ikke have, så jeg lader som om, at sangene ikke handler om mig selv.
Det har han dog svært ved at løbe fra, for han er ét med sin kunst. Han er direkte i sine tekster, han har vid og bruger både humor og sarkasme på en raffineret og oftest underspillet måde. Hans stemme er svag og nærmest klagende, og på en scene kan han se direkte hjælpeløs ud, som han sidder dér i sin kørestol. Men smilet er aldrig langt væk.
Store dele af de seneste godt tolv år har dog ikke været lette for sydstatsdrengen, der kommer fra et stærkt religiøst hjem. Sit eget syn på religion og liv og død deler han ikke med forældrene, for den invaliderende ulykke, han var ude for som teenager, vendte op og ned på meget. Blandt andet også hans opfattelse af retten til at bestemme over liv og død.
"A man must take his life in his own hands / Hit those nails on the head / And I respect a man who goes to where he wants to be / Even if he wants to be dead / Florida, Florida, it's a tropical paradise / Florida, Florida, there's no more perfect place to retire from life", synger han i sangen Florida. Ikke hverdagskost i amerikansk pop- og rocklyrik, men er han ikke bange for at skræmme publikum?
- Jo, måske. På den anden side kan jeg ikke være sikker på, hvordan folk tager det. Men jeg er heller ikke sikker på, at min musik er for alle.
Vic Chesnutt voksede op i det lille hul Zebulon i det sydlige Georgia, hvor der hver aften ikke var andet at foretage sig end at drikke sig fuld. Således også Påskedag i 1983, hvor det gik galt. Med alkohol i blodet kørte den da 18-årige knægt i høj hastighed sin bil i grøften, og det menes som lidt af et under, at han overlevede. Om end det var i stærkt reduceret form, for da han kom til bevidsthed igen var han for evigt dømt til et liv i kørestol. Lam fra underlivet og ned og med stærkt nedsatte kræfter i både arme og hænder. Med en svag ryg og fingre, der nærmest var stive og sammenkrøllede.
- Det var det værste, for i dag hvor mine hænder er ødelagte, kan jeg ikke længere spille trompet, som jeg havde gjort, siden jeg var ni-ti år gammel. Jeg elskede det instrument, for det var flot, og det gav disse høje lyde. Jeg var tiltrukket af trompeten og spillede den uafbrudt, indtil jeg som 16-årig fik min første guitar.
Hans bedstefar, der var countrymusiker, gav ham den og lærte ham også at spille på den og skrive sange.
- Han var virkelig en karakter og sad ofte i fængsel. Han elskede country, og fra jeg var baby, spillede han for mig. Min far hadede ham, men så meget desto mere elskede jeg ham. Jeg lærte verden at kende gennem ham, men desværre døde han for cirka ti år siden. Før jeg fik udsendt min første plade. Hvis han stadig levede, ville vi have et band sammen - det største band i verden. GRUPPEN!
Siden midten af 80'erne, hvor han var flyttet til Athens efter et kort ophold i Nashville, har han kunnet leve af sin musik. To koncerter om måneden var dengang nok til at holde ham i live, for han har aldrig stillet store krav til tilværelsen, og materielle goder er netop blot materielle goder, og dem har han aldrig samlet på.
At han ville komme til at udgive plader var ikke noget, han skænkede mange tanker dengang. Indtil en dag Michael Stipe fra R.E.M. så ham spille.
- Jeg havde kendt ham nogle år, for Athens er et lille sted. Han havde af og til snakket om, at vi skulle lave en plade, og den dag foreslog han, at vi gik i studiet dagen efter. Jeg troede først blot, at han ville optage nogle bånd, som han kunne have med i turnébussen, når R.E.M. rejste rundt. Men han koblede også et selskab på, og det blev så min første plade, Little; indspillet på et par timer en eftermiddag i '88. Uden noget hokuspokus, men akkurat som når jeg spillede hjemme i dagligstuen.
Siden har Stipe produceret nok et par plader med ham og sunget med, hvor der har været brug for det. Og i takt med pladerne og de mange koncerter, Chesnutt har givet, er hans stjerne steget. Både hos publikum og blandt de kolleger rundt omkring, som han har varmet op for eller blot mødt i en eller anden sammenhæng.
Det absolutte blå stempel fik han for godt et halvt år siden, da komiteen i Sweet Relief fondet med singer/songwriter Victoria Williams i spidsen besluttede, at hans sange skulle danne grundlag for den anden støtteplade.
- Victoria ringede en dag og spurgte, om det var okay. Jeg tænkte: Oh, my God! og sagde, at det ville være fantastisk. Victoria er en af mine tætteste venner, og jeg synes, at hun er et af de bedste mennesker i verden. Tænk på, at Sweet Relief oprindelig blev etableret med det formål at skaffe penge til medicin til hende (hun fik konstateret dissemineret sklerose for nogle år siden. red.), men da den første plade indbragte flere penge, end hun havde brug for, etablerede hun denne fond. Det var så storsindet gjort, og jeg er glad for, at vi musikere har kunnet lave vores egen form for medicinforsikring, for medicinsk hjælp er et gigantproblem her i USA.
Vic Chesnutt er synlig stolt over den færdige støtteplade. Han kan lide de mange forskelligartede versioner af sine sange, hvad enten kunstnerne forsøger at være tro imod originalerne eller skabe deres egne versioner.
- De kan ødelægge mine sange, men jeg er ligeglad, for jeg ønsker blot, at pladen sælger en masse eksemplarer og derved indsamler penge til fondet. Jeg er stolt over at være en del af Sweet Relief, for jeg skrev sangene af rent egoistiske grunde, så det er en skøn følelse, at de i dag kan hjælpe andre.
Sweet Relief II er et fornemt opsamlingsalbum, der nok skal få mange til at åbne øjnene for Vic Chesnutts små snurrige sange og måske gå ud og købe hans egne plader. Den tanke kan han ikke lide.
- Den gør mig lidt bange, for hvis folk hører disse sange og synes, at de er gode og så bagefter hører mig: Oh, he sucks! Den tanke skræmmer mig.
Vic Chesnutt har af og til svært ved at forstå, at nogen kan lide ham og hans sange. Selvtillid er bestemt ikke hans mellemnavn, snarere selvironi, og typisk for Vic har han dedikeret det nye album "to those that wrote and wanted to know if Tina was my sister or if we just had the same last name".

Jan Poulsen er programvært i Danmarks Radio P3.

Diskografi:

Little (Texas Hotel, 1990)

Den nøgne debut indspillet over et par timer en varm oktober eftermiddag i 1988 med Michael Stipe bag kontrolknapperne. Bitterheden er tilstede i mange sange, men Chesnutts deadpan humor formilder indtrykket.

West Of Rome (Texas Hotel, 1992)

Flere observationer fra Chesnutts skæve univers, men denne gang iklædt større musikalske arrangementer og igen med Stipe i producerstolen. Chesnutts populæreste album at dømme efter valget af sangene på Sweet Relief II.

Drunk (Texas Hotel, 1994)

"I'm so sorry you had to kick my ass. You said I ruined your life. I didn't mean to do that". Chesnutt på vej ud af alkoholens tåger rapporterer halvvejs fra selvransagelsens holdeplads.

Is The Actor Happy? (Texas Hotel, 1995)

Fjerde album i samme stil, om end en lettere countryinspiration kan høres i flere af sangene. Dette var døråbneren til det europæiske publikum, hvor Chesnutt især nyder stor succes i Tyskland.

Nine High A Pallet (Capricorn, 1995)

Vic med rockbacking af Athens-gruppen Widespread Panic. Udsendt under navnet Brute efter krav af Texas Hotel, som ikke ønskede at mætte markedet med nok et Chesnutt-album kort tid efter Is The Actor Happy?.

About To Choke (Capitol/PLR, 1996)

Første album for et majorselskab i USA, om end han forbliver indie i Europa. Bringer intet nyt til torvs, men cementerer Chesnutts status som en af Amerikas mest originale sangskrivere med en mere end snørklet pen.

Sweet Relief II. Gravity Of The Situation (Columbia/Sony 1996) Støtteplade med Vic Chesnutts sange.