Byen på hjul - 1-2005

Tekst af: Eva Glistrup

Et af Københavns mest spændende udstillingssteder har nu meldt sig i rækken af tilgængelige kunstmuseer. Byen på hjul har besøgt Den Frie og roser udstillingens indretning. Byen på hjul har også besøgt Frederiksberg gamle stationsbygning.

Da en gruppe kunstnere for 100 år siden skabte Den Frie som et alternativ til den censurerede forårsudstilling på Charlottenborg, tænkte de vist ikke lige på kørestolsbrugere. Det er der nu rettet op på. Den Fries karakteristiske udstillingsbygning over for Østerport station har fået indgangsrampe, handicaptoilet og lift, og hermed er et af Københavns mest spændende udstillingssteder åbnet for os på hjul. Udstillingen er i to niveauer med fire trin imellem. Det nye er, at trinnene kan klares med en kørestolsplatform af den elegante slags, der ligner en almindelig gummimåtte, der ligger på gulvet. Men "måtten" rejser sig, når man aktiverer den med den fjernbetjening, man får udleveret ved billetsalget. Den er egnet selv for de største kørestole, max. vægt er nemlig hele 300 kg.

Den Frie har skiftende udstillinger af moderne kunst, men har også en lukkeperiode mellem de enkelte udstillinger. Så check i avisen eller på nettet - der er gode oplevelser i vente.

Nakskov

I et parkområde i udkanten af Nakskov helt i den vestlige ende af Lolland ligger restaurant Skovridergaarden. Desværre nåede jeg aldrig at smage deres mad, som ellers siges at være god. Jeg måtte nøjes med en øl i den lille hyggelige bar, som er for dem, der bare vil nyde en kop kaffe eller en drink. Her er det nemt at parkere, og der er en god rampe op til indgangen. Desværre er der ikke rampe til den udendørs terrasse. Til gengæld er der et stort lækkert handicaptoilet.

Mexicansk på Frederiksberg

Herovre øst for Storebælt mener vi ikke, at Frederiksberg er København, selv om det ligger midt i hovedstaden og den kørestolsegnede metro kører lige derud. Den gamle Frederikberg stationsbygning, som ligger få meter fra elevatoren til Frederiksberg Metrostation, er nu indrettet til en hyggelig og rummelig cafe og restaurant. I weekenden er der jævnligt levende musik. Til daglig blander unge cafegæster sig med mere modne forretningsfolk. Maden er mexicansk med hovedretter til omkring 150 kr, og stemningen er afslappet. Vi drak øl denne eftermiddag og fik en osteret fra cafekortet. Den kostede 69 kr og både smagte og mættede godt, selv om den ikke var så stor. Min var med champignon, mens min medspiser fik en med chorizo (stærke pølser). Ret fedt, perfekt til øl og helt uden grønt - men vi kunne jo bare have bestilt en salat.
Amaranto har et stort handicaptoilet og der er fin adgang til de udendørs borde.

Disse og andre fine steder er naturligvis med i Tilgængelighedsbasen på ryk.dk

Fakta

Alle stederne er besøgt i elkørestol i starten af 2005.
Du kan finde flere oplysninger om stederne i Tilgængelighedsbasen.

Den Frie Udstilling

Oslo Plads
2100 København Ø
Tlf. 33 12 28 03
indgang ****,
toilet ****

Skovridergaarden

Svingelen
4900 Nakskov
Tlf. 54 92 03 55
indgang ****,
toilet ****

Restaurant og Cafe Amaranto

Solbjergvej 6
2000 Frederiksberg
Tlf. 27 44 46 44.
Lukket søndag.
indgang ****,
toilet ***

Antallet af stjerner svarer til klassifikationerne i Tilgængelighedsbasen:

***** er super
**** er godt
*** kan bruges af mange