Nye bilregler på gaden
Tekst af: Bente Ovesen og Viggo Rasmussen
En sejr er i hus. Bilreglerne er forbedret på væsentlige punkter, og nogle af de varslede forringelser er taget af bordet. Der er dog stadig ikke tale om en egentlig bilreform.
Handicapbiler kan fortsat skiftes ud efter seks år og skal ikke, som Socialministeriet lagde op til sidste sommer, holde i otte år. Det er én blandt flere sejre i nye bilregler fra nytår.
En af de vigtigste forbedringer er, at man nu kan få betalt udgifter til reparation af bilens særlige indretning. Det gælder også udskiftning og montering af disse hjælpemidler. Dermed sidestiller man langt om længe indretningen i handicapbiler med øvrige hjælpemidler efter serviceloven. Helt uden at skele til dine økonomiske forhold, og uanset om du modtager førtidspension eller ej. Altså en generel ret, som gælder alle brugere af handicapbil, men selvfølgelig efter konkret ansøgning fra gang til gang.
Hidtil har mange brugere selv måttet sluge store regninger på reparation af fx elektroniske installationer, automatgearkasse og lift. Dog kunne nogle brugere søge hjælp via servicelovens §84 om merudgifter. Men det er nu overflødigt, takket være en finanslovsbevilling på 10 millioner kr. om året. Du skal stadig selv vedligeholde bilens særlige indretning og betale for reparation og service af selve bilen.
Tung sagsgang
Hvor du skal søge hjælp til reparation, fremgår ikke tydeligt af de nye regler. Vi har derfor spurgt Socialministeriet, som oplyser, at den fulde kompetence ved reparationsansøgninger ligger ved amtet efter indstilling fra kommunen.
Sagsgangen er altså lige så tung ved reparation af en utæt olieslange på din lift som ansøgning om et nyt billån. Det skyldes, at kompetencefordelingen er uændret i servicelovens §99. Vær derfor beredt på en vis sagsbehandlingstid og bureaukrati, når teknikken svigter. Eneste trøst er, at der i Socialministeriets vejledning står, at kommunen og amtet skal sikre sig en forsvarlig reparation, og at brugeren lider mindst muligt afsavn. Ministeriet tilføjer: ”Hvis det er muligt, udlånes en anden egnet bil under reparation.” Hvilke særlige indretninger, der kan bevilges reparation af, står heller ikke klart for enhver. Socialministeriet skriver i en orientering af 3. januar 2005 til landets kommuner og amter, at reparationsreglen ikke gælder særlig indretning, som bilen er ”født med”. Når man sammenholder dette med, at der, ifølge bilbekendtgørelsen, kan ydes hjælp til reparation af bevilget automatgear, er definitionen ”født med” tvetydig. Rygmarvsskadede får normalt bevilget automatgear, servostyring og elstyrede sidespejle som særlig indretning, hvilket mange biler i dag er ”født med”. Betyder det, at man vil se positivt på en ansøgning om reparation af automatgear, og negativt på en ansøgning, hvor det er servostyringen og de elstyrede spejle, der er gået i stykker? Det virker ulogisk. Tiden må vise, hvad der bliver praksis på området. Selv om de nye bilregler trådte i kraft 1. januar 2005, så gælder reparationsreglen også ældre biler. Søg altid kommunen, inden du sætter mekanikeren i gang.
Køb brugt bil
En nyskabelse er, du har ret til at købe en bil, der er under to år regnet fra første indregistrering. Betingelsen er, at bilen er i sikkerheds-, drifts- og kvalitetsmæssig forsvarlig stand, og at den kan holde i seks år. Den afdragsfrie del af lånet er halvdelen (afhængig af din indkomst) af bilens pris på anskaffelsestidspunktet – dog højest den gældende låneramme. Resten afdrages, så gælden er væk, når bilen fylder seks år. Det er en sund tanke, at handicapbiler fra fx dødsboer på den måde kan genanvendes. Når der er behov for en hurtig løsning til førstegangsansøgere og ved totalskadet bil, er her kommet et godt alternativ til lang ventetid.
Om du vælger en brugt eller ny bil står dig frit for.
Hvem kan få til hvad?
For rygmarvsskadede uden gangfunktion er betingelserne for at få bevilget en handicapbil i det væsentligste uændrede. Diagnosen og den manglende evne til at færdes uden bil er fortsat et oplagt bevillingsgrundlag. Men har man en inkomplet skade, med en vis gangfunktion, er det indbygget i de nye regler, at der skal ske en samlet vurdering af funktionsevnen. Det betyder, at man ud over diagnose, gangdistance og transportbehov også skal tage hensyn til eksempelvis selvhjulpenhed, trætbarhed, familie- arbejds- og fritidsforhold, boligforhold og alder. Som udgangspunkt er det en klar forbedring i forhold til de hidtil gældende regler.
En anden forbedring er, at det af vejledningen fremgår, at der skal ske en helhedsvurdering af, hvilken bil der er den billigst egnede for ansøgeren. I denne vurdering er det nævnt, at fx adgangsforhold til boligen, carportens størrelse og bilens holdbarhed bør tages i betragtning. Det nye kriterium ”billigst egnede” gælder både ved almindelig låneramme, og når der er ganske særlige forhold, som berettiger til bilens faktiske pris. Betegnelsen §4- og §6-lån udgår, men princippet med to typer lån består. Fremover vil vi nok tale om enten §5.1- eller §5.2-lån.
Personer under uddannelse kan stadig slippe for at betale afdrag på bilen, så længe uddannelsen varer. Betingelsen er blot, at erhvervsindtægt, eller det, der træder i stedet, ikke må overstige 23.167 kr. før skat om året. Det betyder, at studerende på revalideringsydelse (også unge på halv ydelse) ikke kan undgå afdrag. Underlig nok tæller SU, pension og renter ikke som erhvervsindtægt. Reglen er inkonsekvent og udelukker mange studerende fra afdragsfrihed. Vi må håbe, Ankestyrelsen retter op på det urimelige.
Ingen reform
De nye bilregler udmærker sig ved at være præciseringer og forbedringer på væsentlige punkter, de er bestemt et skridt i den rigtige retning. DSI har æren for mange af forbedringerne i kraft af grundig argumentation overfor Socialministeriet. Men man kom ikke igennem med ønsket om en højere låneramme, som nu er reguleret til 139.000 kr.
Desværre har ministeriet ikke forenklet bilreglerne eller sagsbehandlingen, fx ved udskiftning. Den nye bekendtgørelse og vejledning bygger fortsat på servicelovens §99 om støtte til køb af bil. Forude venter en kommunalreform, hvor amternes opgaver overgår til kommuner eller regioner. Om det medfører yderligere ændringer og en tiltrængt bilreform, må tiden vise.
FAKTA
• Mulighed for at få betalt udskiftning og reparation af den særlige indretning
• Tydeligere betingelser for at få en handicapbil bevilget
• Mulighed for indretning, så bilen kan bruges af flere
• Mulighed for at personer under uddannelse (med lav indtægt) ikke skal betale afdrag
• Begrebet ”bedst og billigst” erstattes af begrebet ”billigst egnede”, hvilket åbner op for, at hele den handicappedes situation tages i betragtning ved valg af bil
• Mulighed for at købe en indtil to år gammel handicapbil
Læs Socialministeriets bekendtgørelse og vejledning om støtte til bil på: www.ryk.dk
