Kan man hele, mens man sidder på et siddesår?

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Det spørgsmål stiller ergoterapeut Helle Dreier, som er ansat på Vestsjællands Amts Hjælpemiddelcentral med speciale i siddestillinger og tryksårsforebyggelse. Helle Dreier mener, at der er grund til at reflektere over de menneskelige omkostninger, der opstår i kølvandet på de traditionelle behandlingstilbud til mennesker med siddesår, og at der er grund til at overveje, om vi ikke kan finde andre måder at løse siddesårsproblemet på end ved at ligge i sengen.
- Det fungerer nemlig ikke altid efter hensigten og har som regel vidtrækkende konsekvenser for menneskers liv.

- Et siddesår er en katastrofe, som absolut ikke bliver mindre af, at man får besked på at lægge sig i sin seng og vente, for det har både psykiske og sociale konsekvenser, som kan være vældig indgribende.
Selv er Helle Dreier ikke i tvivl om, at det er muligt at hele, mens man sidder, men det forudsætter for det første, at man er aflastet korrekt i en stabil siddestilling og for det andet, at man selv er i besiddelse af viden om, hvilke daglige procedurer, der skal foregå anderledes end de plejer.
- Her er det også vigtigt at få indsigt i, hvorfor siddesår i det hele taget opstår, forklarer Helle Dreier, som har gode erfaringer med at afdække årsagerne til et siddesår. Enten for at bedre situationen permanent, eller mens man venter på en plastikkirurgisk rekonstruktion.

Peter – et eksempel

Helle Dreier beretter om en 30-årig ung mand med en komplet tetraplegi omkring C2 og et halvt livs erfaring som kørestolsbruger. Gennem otte år har han et jævnligt tilbagevendende tryksår lokaliseret over korsbenet. Det behandles to gange med plastikkirurgi, der i begge tilfælde medfører ca. seks måneders ventetid forud for operationen og anbefaling af liggende, aflastende sengeleje i ventetiden. Begge gange genopstår såret kort tid efter operationen, og hans fremtidsperspektiv på tilværelsen bliver et livslangt aflastningsregime bestående af to timers intervaller. Derfor bliver det umuligt for ham at fortsætte i sit skånejob og at udnytte sin uddannelse, og han bliver tillige stærkt begrænset i, hvilke sociale aktiviteter han kan deltage i.
- Ved en siddestillingsanalyse lykkes det - efter mere end syv år med de samme siddesårsproblemer - at finde årsagen til siddesåret, men i mellemtiden er den unge mand desværre holdt op med at arbejde, fordi han har ligget i sengen i lange tider for at holde sit sår i skak. Helle Dreier fortæller, at der med simple midler rettes op på problemet:
- Det sker alene ved at foretage ganske få tilpasninger på siddepude og kørestol og ved at ændre på nogle forflytningsprocedurer fra seng til stol. Ved siddestillingsanalysens start måler såret 5 x 2 cm. Efter tre måneder er såret forsvundet.
- I alle tre måneder har han siddet på sit sår, uden i øvrigt at tage særlige aflastende forholdsregler.

Anledning til refleksion

Historien giver anledning til refleksion, mener Helle Dreier, der taler af erfaring.
- En grundig siddestillingsanalyse er et godt alternativ i en håbløs situation, hvor aflastende liggeregimer og ventetider på kirurgisk behandling kan få toppen til at visne på selv den mest robuste kørestolsbruger, mens han ligger og blomstrer i sin seng.
Fra deltagende samfundsborger bliver den unge mand, Helle Dreier beretter om, en plejekrævende, kronisk sårpatient. Han oplever, at aflastningsregimet frarøver ham livskvaliteten. Han afskæres fra at deltage i arbejde, rejser, samvær med familie og venner, møder og de kulturelle aktiviteter, der har hans interesse.

Sund fornuft – og siddestillingsanalyse

- Når det drejer sig om siddesår, så foretager jeg faktisk altid et hjemmebesøg, hvor jeg gennemgår alle de mulige problemområder, der kan tænkes at fremme udvikling af siddesår eller hæmme en heling. Det viser sig meget ofte at være ganske små og upåagtede faktorer i hjemmet, som kan have afgørende betydning for udvikling af et siddesår. Det er nødvendigt at afsløre dem, og det kræver en sporhunds næse, et æsels stædighed og en myres flittighed.
Helle Dreier trækker et par eksempler frem:
- Der kan fx være problemer med både seng og madras og med forflytninger, og der kan være problemer med, hvordan og hvor længe man faktisk sidder i sin seng, selv om man måske har fået besked på at ligge ... det er min erfaring, at aflastende sengeleje ikke altid virker efter hensigten. Der kan være problemer med både kørestol og siddepude, og der kan være problemer med de el-funktioner, som en elektrisk kørestol er udstyret med. Det er fx ikke så godt at bruge elkørestolens rygfældningsmekanisme til at rejse sig op med, for så sker der typisk et skred i huden på sædet. Det medfører skader på huden.
Helle Dreier har erfaring for, at der meget ofte er behov for individuel gentilpasning af hjælpemidlerne og grundig individuel instruktion og vejledning i, hvad der skal til for at forebygge eller hele et siddesår. Det kræver med andre ord en grundig siddestillingsanalyse at kunne give den rette rådgivning.
- Under forudsætning af, at der foregår et tæt samarbejde med fagpersonale med viden om sår, og ved at udvise stor omhyggelighed og sund fornuft fra alle parter, er det min erfaring, at det meget ofte er muligt at hele et siddesår, selv om man sidder på det. Det er i hvert fald et forsøg og en tanke værd, fortæller Helle Dreier og slutter:
- Der er alt at vinde.
Og det er Helle Dreiers beretning om den unge mand et godt eksempel på.

De fleste af landets hjælpemiddelcentraler foretager siddestillingsanalyser. Kontakt eventuelt terapeuten i din kommune eller den hjælpemiddelcentral, som ligger i dit amt, hvis du har et siddesårsproblem eller har tendens til det. Mere viden om tryksår og siddestillinger kan hentes i bogen: ”Tryksårsforebyggelse i den siddende stilling” af Helle Dreier. Den købes via www.hmi.dk På Vestsjællands Amts Hjælpemiddelcentrals hjemmeside: www.hjaelpemiddelcentralen.dk og på den nordiske www.sitsite.net kan man også hente information om tryksår og siddestillinger.

Har du sår?

Som led i min videreuddannelse, der hedder Master i Social Integration ved Århus Universitet, er jeg interesseret i at få kontakt med kørestolsbrugere, som enten har - eller har haft siddesår. Det er min hensigt at forsøge at belyse, hvilke personlige konsekvenser siddesår har for den enkelte i forhold til det at deltage i samfundslivet. Det er min tanke at gennemføre et antal interviews med dette i fokus. Skulle du have lyst til at medvirke i et telefoninterview af max. én times varighed, så er jeg meget interesseret i, at du sender mig en mail. Så kontakter jeg dig snarest telefonisk.

Min mailadresse på Vestsjællands Amts Hjælpemiddelcentral er: 135hd@vestamt.dk eller ring tlf. 59 43 70 11

Venlig hilsen Helle Dreier