ijobnu.dk
Tekst af: BB
Siden jobportalen ijobnu.dk blev oprettet i december 2004, har der været stor tilgang til portalens CV-bank. Over 650 personer med nedsat arbejdsevne har lagt deres CV ind i CV-banken på jobnet. Det viser en opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen den 12. januar. Det er et klart signal til omverdenen og landets arbejdsgivere, at der er et stort behov for arbejdspladser, og at ledige fleksjobbere og førtidspensionister har efterspurgt et redskab, der giver samme muligheder som for andre jobsøgende.
Desværre har tilstrømningen af jobs ikke været i samme størrelsesorden. Men det skal nok komme, mener DSI, som konstant vil arbejde på at optimere og gøre det nemmere for jobsøgere og arbejdsgivere at finde hinanden, når det drejer sig om job på særlige vilkår.
Er du jobsøger, så tjek dine muligheder på www.ijobnu.dk eller gå direkte til www.jobnet.dk, hvor du kan lægge dit CV ind.
Du finder de ledige job ved at skrive enten “fleksjob” eller “førtidspensionist” i søgefeltet under Søg Direkte.
Det er dog ikke alle job, der kommer frem på den måde. Du kan derfor også gå ind under Erhverv eller Geografi, hvor de ledige job er markeret med betegnelsen ”Fleksjob” eller ”Førtidspensionist”.
På Jobnet under “I job nu” finder man info om fleksjob, job for førtidspensionister, støtteordninger, indretning af arbejdsplads, hjælpemidler, økonomi, mv.
