Operaen - 1-2005

Tekst af: Janke Bondam

Hovedstaden har fået et nyt ”offentligt rum”, som det hedder i et moderne vokabular, og RYK! magasin har af den grund udstyret mig og min ledsager med dugfriske billetter til Aida for at undersøge, om dette nye rum, Operaen, nu også er helt tilgængeligt for kørestolsbrugere.
Lad mig sige med det samme: det er det, og dét hele vejen rundt.

Stemningen er højstemt, og vi forventningsfuldt klædt på til galla, da vi kører ind på selve Dokøen og ser Operaen stå, imponerende illumineret indefra. Ja, da bliver det fysisk mærkbart, at Danmark har fået et monument. Operaen er i sandhed en imposant bygning, hvad enten man kan lide den eller ej, men hvad ingen nok er uenig i er, at udsigten fra Operaen lige over til Amalienborg og Marmorkirken er uovertruffen og en vidunderlig ny vinkel at se Byen fra. Den gør København større i mere end én forstand.

Sublim på alle måder

Jeg kunne have taget turen alene derind (jeg er lav tetra i manuel stol), hvis det var det, jeg ville, og klaret mig selv lige fra p-pladsen op til balkonen med udsigt, så nemt og ligetil er det at færdes rundt på hjul både ude og inde. Det var en rigtig glædelig oplevelse – og tak for det, - fordi det er så eventyrligt befriende at kunne bevæge sig fuldstændigt frit og uhindret. Selv købe p-sedlen i automaten ude på p-pladsen, [20,-] og der er rigeligt med p-pladser til invalidevogne, selv aflevere overtøjet i garderoben [20,-], selv anskaffe sig programmet [40,-], og så selv hente et glas Chardonnay i pausen [50,-]. Om man så får valuta for pengene rent oplevelsesmæssigt – (for nu er vi oppe på 620,- inkl. billetten), - er en anden sag; det må enhver selv afgøre, - men selve operarummet, det pulserende hjerte af sublim lyd, er, som man kunne drømme om.

Frit udsyn til tenoren

Vi sad på første balkon, - en anden kvinde i kørestol sad der også med sin mand, og der var rigelig plads. Man kører lige ind. Ingen skal flytte sig, rejse sig eller stå på hovedet, når man skal finde sin plads. Balkonen er fleksibel indrettet på den måde, at ledsagerstolene, der i øvrigt er lige så velpolstrede som enhver anden publikumsstol, kan indsættes efter behov. Og udsigten er upåklagelig. Der er frit udsyn til tenoren og sopranens uløselige dilemmaer, der er krydret med mezzosopranens intrigerende indblanding samt spørgsmålet om nationalpatriotisk loyalitet. I rækværket foran én er indsat en lille skærm, hvor den oversatte libretto vises. Så kan man følge helt med, hvis ens (i dette tilfælde) italienske ikke er helt på niveau. Det tragiske drama, vi var vidne til, strakte sig over tre og en halv time inklusiv to pauser á 20 minutter.

Tænkt hele vejen rundt

Melder trangen sig, kan man besøge toilettet. Der er i øvrigt rigeligt af dem, og de er store og rummelige og ganske sikkert udført efter gældende standarder, - men desværre er der et lille men. Man er simpelthen afskåret fra at nå papirservietterne efter endt håndvask. Vask og wc hænger ud fra hver sin væg og lukker således servietterne inde og er ikke til at nå. Til venstre for den roterende hovedindgang, - hvis man ikke bryder sig om et sådant kværnende møllehjul, - findes en dør, der kan åbnes i glasfacaden. Man skal bare lige trykke på den lille kontakt med handicapsymbolet.
Det er skønt at erfare, at man nu ved et nyt offentligt byggeri har tænkt hele vejen rundt. På den led kan man sige, at forventningerne til fulde er indfriet.
Tilbage står så, om Operaen kunstnerisk kan leve op til de store forventninger, der er til de mange raffinerede, tekniske muligheder for helt nye dimensioner i sceneopsætning.
Jeg kan kun sige, at jeg var rigtig godt kørende den aften.
Det samme kunne ikke siges om scenens mekanik: den scene, der skulle køres ned under gulvniveau i anden akt, ja, den strejkede på halvvejen.