Udrykning

Tekst af: Anders J. Andersen

RYK ønsker, at Viborg Amt udvider sengekapaciteten på Paraplegifunktionen på Viborg fra de nuværende 26 til 50 sengepladser. Og vi ønsker Paraplegifunktionen i en mere aktiv, udadvendt rolle over for det øvrige sundhedssystem i Vestdanmark, så alle med rygmarvsskader bliver behandlet i Viborg, herunder også non-traumatiske (pga. sygdom), ældre og børn.
Så kort kan RYKs brev til Viborg Amt i december 2004 sammenfattes. RYK er alvorligt bange for, at særligt de tre ovennævnte grupper svigtes i Vestdanmark. Vi møder med jævne mellemrum eksempelvis non-traumatisk rygmarvsskadede, der aldrig har hørt om mulighederne på Viborg. De må på bedste beskub sejle deres egen sø med helt utilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringsforhold i lokalt regi. Ingen, hverken myndigheder eller os i RYK, har et samlet overblik over behandlingsbehovet. Det kan man kalde en alvorlig sikkerhedsbrist.

Skævhed

Ser man på tallene, er der en skævhed mellem Hornbæk og Viborg: 114.000 mennesker vest for Storebælt skal ”dele” én sengeplads på Paraplegifunktionen, mens der kun går 59.000 personer for hver seng på Hornbæk, hvor der er 43 senge. Kun ved en udvidelse til 50 senge på Paraplegifunktionen kommer der lighed. Der er ingen forskel i hyppigheden og behovet for behandlingen af rygmarvsskadede i Øst- og Vestdanmark.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Som svar til RYK skriver amtsborgmester Bent Hansen, Viborg Amt, at Viborg er mere effektiv end Hornbæk, og den forestående renovering af Paraplegifunktionen vil gøre tingene bedre. Der er ingen ventetid for akut nytilskadekomne. For enkelte patientgrupper er der ventetid helt op til et år, men det kommende patienthotel på selve Viborg Sygehus vil væsentligt minimere ventetiden på Paraplegifunktionen, der får fireseks senge her.
Fratrækker man seks senge til patienthotellet i mankoen på 24, så kan Paraplegifunktionens påståede bedre effektivitet ganske enkelt ikke opveje 18 senge. Det er i øvrigt umuligt at gennemskue, om Paraplegifunktionen overhovedet er mere effektiv end Hornbæk. Renoveringen vil ikke udvide sengekapaciteten. Amtsborgmesterens brev indeholder intet om ældre.
Alt dette bekræfter vores antagelse om, at der er mange rygmarvsskadede i Vestdanmark, der ikke får dækket deres behandlingsbehov. RYK arbejder videre med sagen. Måske reddes vi af den kommende strukturreform.

Øgede beføjelser i reform

Før jul skrev RYK også til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og bad ham om at gøre anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsens redegørelse obligatoriske på den måde, at patienter med rygmarvsskader altid tilbydes behandling på et af de specialiserede steder, dvs. Viborg/Århus eller Hornbæk/Rigshospitalet.
Sundhedsstyrelsens redegørelse helt tilbage fra 1994 “Para- og tetraplegi - organisation af behandling og kontrol” anbefaler en centralisering af behandlingen af rygmarvsskadede.
Før folketingsvalget fremlagde ministeren et lovforslag i forbindelse med kommunalreformen, som giver Sundhedsstyrelsen øgede beføjelser til at fastsætte bindende regler om specialeplanlægningen. I brevet til ministeren hilser RYK dette forslag velkomment, fordi det kan blive et skridt i den rigtige retning.

Fortsat akut på Odense og Glostrup

Imod al sundhedsfaglig fornuft og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, behandler Odense Universitetshospital og Glostrup Sygehus fortsat mennesker med akutte rygmarvsskader. Vi har skrevet til de to afdelinger, men har kun fået nogle forkølede svar. Derfor er vi nu gået videre til Fyns og Københavns Amt.
Anders J. Andersen er sundhedspolitisk konsulent i RYK. Brevene kan læses på ryk.dk/rykker. Se også lederen.