Leder: Nu må denne udvikling vendes!

Tekst af: Jane Horsewell

Sådan skrev RYK i et brev til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Brevet var RYKs reaktion på, at mennesker med rygmarvsskader fortsat bliver behandlet på sygehuse, som mangler den nødvendige ekspertise. Lige fra begyndelsen af 1970’erne, da vores organisation blev stiftet, har vi arbejdet for at sikre den rette behandling for mennesker med rygmarvsskader, både den akutte behandling og videre gennem den livslange kontrol og behandling af komplikationer eller senskader. RYK mener, at behandlingen skal ske centralt på sygehuse, hvor personalet har en samlet viden og ekspertise. Følgerne af en rygmarvsskade er meget omfattende og kræver en højt specialiseret behandling, fordi vi er en lille patientgruppe, som kun få behandlere har forstand på. RYK er ikke alene om dette standpunkt. Standpunktet støttes af lægevidenskabelige eksperter overalt i verden. Herhjemme kom Sundhedsstyrelsen med en anbefaling om en centralisering af behandlingen af rygmarvsskadede allerede i 1994. Senere i 1996, og igen i 2001, udgav Sundhedsstyrelsen en vejledning, som påpeger et antal områder, hvor rygmarvsskadede skal behandles på Rigshospitalet og/eller Århus Universitetshospital – herunder bl.a. neurokirurgi, plastikkirurgi, håndkirurgi og urologi.

Men vores erfaringer viser, at sygehusene – eller sygehusejerne - ikke følger alle anbefalingerne. Glostrup Sygehus modtager fortsat akutte rygmarvsskadede til neurokirurgiske operation. Og ifølge vores oplysninger modtager Odense Universitetshospital flere og flere nytilskadekomne rygmarvsskadede til operation på neurokirurgisk afdeling. RYK har skrevet til begge sygehuse og spurgt direkte, hvor mange rygmarvsskadede, der er tale om, og hvorfor disse patienter ikke bliver overflyttet til Rigshospitalet eller Århus, som Sundhedsstyrelsen anbefaler? Svarene var desværre ikke lige så direkte som spørgsmålene! Vi fik ikke oplyst antallet, og til vort næste spørgsmål svarede neurokirurgerne på Odense at ”det er kun en vejledning”. Derfor er RYK gået videre med et brev til henholdsvis Københavns og Fyns Amter.

Brevet til Lars Løkke Rasmussen omhandler ikke alene den akutte behandling af rygmarvsskadede. Brevet beskriver andre områder, hvor mennesker med rygmarvsskader svigtes, fordi amterne ikke følger Sundhedsstyrelsens vejledning, og hvor en behandling - foretaget af personale, som ikke ved nok om rygmarvsskader - kan føre til alvorlige komplikationer. Sådanne tilfælde hører vi desværre alt for ofte om.

Hvorfor er situationen opstået? Noget tyder på, at der findes nogle sygehuslæger i landet, som har personlige ambitioner inden for behandlingen af rygmarvsskadede patienter. Men den mest sandsynlige begrundelse er penge! Når en patient behandles uden for amtet hvor de bor, så skal hjemamtet betale. Det koster selvfølgelig også, hvis patienten behandles på et af amtets egne sygehuse – men dette giver samtidig budgetmæssige fordele.

Nærværende situation er helt klart utilfredsstillende. Den kommende strukturreform gør os bekymrede. Hvis vi allerede nu kan mærke en dalende vilje til at samarbejde for at sikre os den behandling, vi har brug for og ret til, hvordan bliver så situationen, når der indføres fem sygehusregioner? Man kan for eksempel forestille sig, at Odense Universitetshospital vil kapre alle patienter med akutte rygmarvsskader på Fyn og i Sydjylland. Hvad med genoptræningen af disse patienter? Hvad med den livslange kontrol? Tænk bare på, hvor længe der går, inden man kan opbygge en viden og ekspertise på niveau med den på Rigshospitalet/Klinik for Rygmarvsskader eller Århus Universitetshospital/Paraplegifunktionen. Tanken er skræmmende.

Men strukturreformen indeholder også muligheder for forbedringer af behandlingen. Før folketingsvalget foreslog regeringen at give Sundhedsstyrelsen øgede beføjelser ved fordelingen af specialer. Det støtter vi varmt. Som der står i brevet til Lars Løkke Rasmussen, kan udviklingen meget let vendes. Problemerne kan løses ved at anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens redegørelse gøres obligatoriske således, at rygmarvsskadede altid tilbydes behandling på et af de specialiserede steder, nemlig Rigshospitalet/Klinik for Rygmarvsskader eller Århus Universitetshospital/Paraplegifunktionen.

Der er ingen grund til yderligere udredning. Vi har tilstrækkelig viden til at handle – en viden vi har haft i mindst ti år. At udviklingen vendes – og vendes nu – kræver bare, at den politiske vilje er til stede.
RYK skal nok presse på.
Jane Horsewell, formand

RYks breve kan læses på: www.ryk.dk