Byen på hjul

Tekst af: Eva Glistrup

I sommerens løb har Byen på hjul besøgt det nye kunstmuseum, Aros i Århus. Der er også blevet tid til en række andre museumsbesøg samt ideer til dinner og shopping.

Jeg har aldrig lært at finde rundt i Århus, hvor alle veje tilsyneladende enten er spærret på midten eller ensrettet den modsatte vej.
Så selv om byens nye kunstmuseum Aros ligger lige ved siden af Musikhuset, havde jeg nær aldrig fundet om til handicapparkeringen ved nordindgangen. Til oplysning for andre, der kommer udenbys fra: man skal ind ad Carl Blochs Gade, Skovgårdsgade og Aros Allé. Prøv det, for Aros er en kæmpe oplevelse, hvor både arkitekturen, udstillingerne, udsigten over byen og tilgængeligheden er i top.
Vi startede med en sandwich i cafeen, der ligger i foyeren og kan besøges uden man behøver købe billet. Så var vi klar til kunsten, der omfatter en permanent samling af danske værker fra 1700-tallet til i dag med særlig vægt på den nyeste tid, som ud over det danske også rummer udenlandske værker. Desuden vises særudstillinger. I efteråret er det bl.a. den norske billedkunstner Anne Katrine Dolven og ny international installationskunst.
Udsigten over byen er bedst fra museets tag, som man kommer op på med en speciel elevator, der skal betjenes af personale. Resten af museet er indrettet, så selv en høj tetra som mig kan klare sig på egen hånd.

Trapholt

Også kunstmuseet Trapholt ved Kolding har fin tilgængelighed, selv om forholdene ikke er helt så perfekte som på Aros. På Trapholt giver det god motion at køre op og ned ad stigningerne på de lange gange, og man skal hele vejen gennem museet, før man kommer frem til forfriskningerne i cafeen. Så er der til gengæld også udsigt over parken og Kolding Fjord.
Trapholt bliver kaldt Jyllands Lousianna, og det er værd at besøge både for sin arkitektur og for sine samlinger af billedkunst, kunsthåndværk og møbeldesign. Trapholt har også særudstillinger. I efteråret kommer bl.a. Mangfoldighed - Biennalen 2004, som vil vise det bedste indenfor dansk kunsthåndværk og design netop nu.

Sygeplejens historie

Jeg kom lige fra en lægekongres, da jeg besøgte Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. Så jeg var optændt over alt det, der burde være bedre i det danske sundhedsvæsen. Og så bliver man lige konfronteret med, hvordan alting var for ikke så længe siden. På vejen gennem fortællingerne om sygeplejen gennem tiden blev jeg helt glad for vores behandlingssystem. Man har fået udvidet sin horisont, inden man tager derfra.
Ved indgangen til Dansk Sygeplejehistorisk Museum er der en god rampe og et skråt dørtrin på fire cm. Hele museet er i stueetagen. Alle passager er mindst 77 cm, men et par steder er der dørtrin på op til fem cm, som min elkørestol sloges lidt med.

Mad og drikke

Nu er hele sommeren trods alt ikke gået med museumsbesøg. En regnvejrsdag nød min veninde og jeg en sublim middag på restaurant Salt. Nogle af jer husker nok Paraplegikerkredsens underholdende generalforsamling i år 2000 på Hotel Admiral i København - det var der, tjenerne spillede berusede til festmiddagen. Nu ligger Restaurant og bar Salt i det smukke gamle pakhus ved havnen. Der er niveaufri adgang fra landsiden og automatiske døre, og stedet er egnet enten til drink eller et måltid, men det kræver pænt tøj og en velspækket tegnebog. Det er vanskeligt at finde en parkeringsplads så tæt på Amalienborg. En mulighed er at benytte handicapparkeringen ved Amaliehaven lidt længere nede ad Toldbodgade.

Lalandia

Lalandia på Lolland har ikke kun et i øvrigt udmærket tilgængeligt badeland, der er også flere restauranter, fastfood-steder og en stor pub, hvor man kan drikke mange forskellige slags øl og se fodbold på storskærm. Der er niveaufrit til det hele, åbent for alle hele året og både Ferdinand Steakhouse og Mamas Familierestaurant har flere hovedretter til mellem 130 og 150 kr. Hvis jeg ikke var bekymret for at blive beskyldt for bare at pleje familiære interesser, ville jeg anbefale stedet, som endda også har fine parkeringsforhold. Det bedste af flere handicaptoiletter er i fællesområdet ved restauranterne lige over for den indendørs minigolfbane.

Fields

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvordan der er i det nye megastore shoppingcenter Fields. Jeg synes faktisk, der er ret godt uden at være perfekt. Fx er der adskillige store handicaptoiletter, men de kunne godt have været bedre indrettede. Udover butikkerne er der en hel etage med spisesteder, og i modsætning til Fisketorvet har de fleste steder heldigvis undladt at lave kunstige trin op til bordene. Det hele er lidt fastfoodagtigt, men man kan få meget andet end burgere. Her er både friskpresset juice, lækre salater og større måltider.

Fakta

Alle de omtalte steder er besøgt i el-kørestol i foråret/sommeren 2004.
Alle stederne har handicaptoilet.
Du kan se flere oplysninger om toiletterne i Tilgængelighedsbasen.

Aros Aarhus Kunstmuseum

Aros Allé 2
8000 Århus C
Tlf. 87 30 66 00
Gratis adgang for hjælpere
med ledsagerkort
indgang ****/*****
toilet *****

Trapholt

Æblehaven 23
6000 Kolding
Tlf. 76 30 05 30
Gratis adgang for hjælpere
med ledsagerkort
indgang *****toilet ****


Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Fjordvej 152, Strandhuse
6000 Kolding
Tlf. 76 32 76 76
indgang ****toilet *****


SALT Restaurant og bar

Toldbodgade 24 - 28
1253 København K
Tlf. 33 74 14 48
indgang *****toilet ****


Restauranterne på Lalandia

Lalandia
4970 Rødby
Tlf. 54 61 05 95
indgang *****toilet ****


Spisestederne i Fields

Arne Jacobsens Allé 12
2300 København S
Tlf. 70 20 85 05
indgang ****toilet ****

Antallet af stjerner svarer til klassifikationerne i Tilgængelighedsbasen:
***** er super
**** er godt
*** kan bruges af mange