Byen på hjul - 2-2004

Tekst af: Eva Glistrup

Selvfølgelig må et livsstilsmagasin som RYK! have en gå-i-byen sektion. Jeg har nu skrevet Byen på Hjul i tre år - og det er det sjoveste (og mest ruinerende) job jeg nogensinde har haft. Jeg anser det for en tjenstlig forpligtelse at afprøve ethvert værtshus, der ser nogenlunde tilgængeligt ud. Dem, der dur, kommer i tilgængelighedsbasen, og de bedste kommer også her i bladet, hvor jeg håber, at du som læser har glæde af dem.

En journalist fra JP København ringede for nylig til 100 tilfældigt udvalgte restauranter for at høre, om man kunne komme ind med kørestol. Dem, der sagde ja, blev testet sammen med en bruger i el-kørestol. Det nedslående resultat var, at kun to af de 100 var indrettet, så man både kunne komme ind og komme på toilettet. Og se det er udfordringen for Byen på Hjul: Vi vil fortælle læserne om de to gode steder.

Tranedans og savanne

Selv om det går langsomt, kommer der flere og flere tilgængelige steder. Et af de museer, der for nylig har fået et pift, er Zoologisk Museum i København. Spændende nye udstillinger om dyr og natur i et museum med store elevatorer, gode ramper, et fint handicaptoilet, en lille café og efter kl. 12 en åben skolestue, hvor man kan nyde sin medbragte mad. En af de ting man kan opleve på Zoologisk Museum er naturen fra pol til pol, fra Arktis og grønlandske hvalrosser over svensk tranedans og Afrikas savanne til pingvinerne på Antarktis.

A jour med ændringer

Cafeer og restauranter åbner og lukker i hastigt tempo. Blandt dem, der har været omtalt i Byen på Hjul, er både Byens Lys/PH-Cafeen og Base Camp Holmen - nu kun åbne til særarrangementer. Til gengæld har Base Camp fået en ny god indgang og et stort handicaptoilet. Pickwick Club på Østerbro er blevet kinesisk og hedder nu Long Xin, mens italienske La Voce på Frederiksberg er blevet til Kartellet, en café med mad. På Nørrebro har Café Castro fået trappelift, så man kan komme ned til handicaptoilettet i kælderen. Alle stederne er stadig gode bud på en tur i byen i København, og vi forsøger at holde Tilgængelighedsbasen à jour med alle ændringer.

Nye sædeopstillinger

Moderne teatre ændrer ofte sædeopstillingen til hver forestilling. Det gælder fx Gladsaxe Teater, der dog som regel husker at sørge for, at kørestolsbrugere kan sidde ordentligt. Det gør de i øvrigt også i det moderne teater Mungo Park nord for København, som er niveaufrit overalt og har et godt handicaptoilet.

Forbedringer

I Århus er der kommet adskillige restauranter med gode adgangsforhold og på den københavnke museumsfront bliver Ordrupgård, Den Hirschsprungske samling og Den Fries Udstillingsbygning snart forbedret - det glæder jeg mig til at fortælle om i kommende udgaver af Byen på Hjul.

Fakta

Begge steder er besøgt i el-kørestol inden for de seneste tre måneder.

Zoologisk Museum

Universitetsparken 15
2100 København Ø
Tlf. 35 32 10 01
Gratis adgang for hjælpere med ledsagerkort
indgang ****, toilet *****

Teater Mungo Park

Fritz Hansensvej 23
3450 Allerød
Tlf. 48 13 13 09
Gratis adgang for hjælpere med ledsagerkort
indgang *****, toilet ****

Antallet af stjerner svarer til klassifikationerne i Tilgængelighedsbasen:
***** er super
**** er godt
*** kan bruges af mange