Web-klumme - 2-2004

Tekst af: Lotte Mørkhøj

Mit udgangspunkt for nærværende klumme er naturligvis "noget festligt". Om det er fordi jeg er kvinde, eller fordi jeg kan se frem til flere store fester i den kommende tid, skal være usagt, men jeg tænker i hvert fald på tøj, når jeg tænker "festligt" - på rober, der kan bæres af en kørestolsbruger! Jeg googler helt ud over landets grænser, men resultatet er ikke spor festligt - de relevante sider jeg finder, er så kedelige og ufestlige*, så jeg må bide hovedet af al skam og anbefale robesøgende medsøstre at slå op i en telefonbog!

(* se eksempelvis www.handywear.dk - klik på voksne og selskabstøj).

I stedet for at tænke på passende påklædning til festivitassen, beslutter jeg at lede efter et brugbart logi til en af de kommende fester - et sommerhus. Det må da være til at nå med et par klik!
På ww.feline.dk kan søges på forventninger vedr. husdyr, parabol, pejs og meget andet, ligesom der er informationer om emner som; barnesenge, solvogne, skadedyr og militærøvelser, men jeg finder ikke et ord om tilgængelighed for kørestolsbrugere. Noget lignende gør sig gældende på www.dansommer.dk og www.cofman.com . På www.novasol.dk går det lidt bedre, under menupunktet "Handicapvenlige huse" dukker 10 huse op, ingen betegnes som helt egnet til kørestolsbrugere, ej heller med hjælper, men fire er delvist egnede. Alle 10 huse er dog på vestkysten - 320 km fra fest til logi - det synes jeg faktisk er i overkanten!
Da jeg når www.sologstrand.dk er mit festhumør næsten fordampet, men sørme, under menupunktet "Feriehuse" er en særlig indgang for kørestolsbrugere - sådan! Jeg hejser dog ikke flaget helt, for jeg har ikke mulighed for at vælge hvor i landet jeg ønsker at opholde mig. Sol og Strand skal have ros for samarbejdet med DHF, det letoverskuelige søgesystem og de lettilgængelige informationer vedrørende vurderingskriterierne, men udvalget, det er for ringe - kørestolstilgængelige sommerhuse på Sjælland findes stort set ikke!

Når der ikke er en masse at fejre, hvad rober og huse angår, så er det da heldigt, at vi kan flage for os selv - tillykke til jubilaren!

Lotte Mørkhøj