De Blå Sider - 2-2004

Tekst af: Anonym

I "De Blå Sider" kan alt ske. Det er bladets frikvarter. Undervisning i moderne sprog blandes med uhyrlige platheder. Og så er der antihelten Hørner fra Brønshøj. Kender du ham ikke, er du gået glip af en del. Denne gang går turen til udlandet - Hørner vil ned og smage spanske signoritaer på Gran Canaria. Så mon ikke han kan forvente problemer? - og de lokale bryggerier en omsætningsrekord...
Blue prints hærges fortsat af den tidligere overlæge Helmuth Schwein med speciale i de nedre dele og laveste tanker. Han bestyrer med hård hånd og stort engagement lægebrevkassen for rygmarvsskadede. Bidrag til De Blå Sider er stadig meget velkomne. Også kritik og gode idéer. Mail til dbs@ryk.dk eller send til redaktionen. Forfatterne ( -kald os "The Blue Brothers") ønsker at være anonyme.

Hørners Hjørne

Så skete det endelig. De andre havde forladt festen og jeg var alene med de tre svenske stewardesser. Hvem der foreslog poolen ved jeg ikke, men er også ligeglad. Jeg glemte alt, da jeg så de tre kroppe skille sig af med de stramme nederdele. Tre par silketrusser smøg sig ned i det lune vand. Toppene var krænget af. Jeg havde aldrig set magen. Bryster som hjemmebyggede VW 1300 i det pureste guld - den perfekte blanding af folkevognboblens rundinger, bløde farver, hestekræfter og ufattelig rigdom - et mesterværk... Det første af mesterværkerne dukkede op i min ende af poolen.
- Hur mår du, Hr. Hørner Hansen, spandt hun med Lisa Nilssons stemme - en stemme der piskede mine hormoner med våde læderremme. Hr. Hørner Hansen gentog hun. Hr.
Hansen... hr. Hansen... hr. Hansen...

Jeg vågnede ved at en stewardesse ruskede i mig. Hold kæft - hun mindede om en cementblander - samme pæreform og det hele kørte rundt på hende. Hendes fjæs lignede det jeg lugtede og smagte af - bæ. Jeg havde vist været lidt aktiv med nedsvælgning af skotsk kildevand før og under turen. Jeg har det med flyrejser som Amin Jensens kæreste må ha' det med sex: Det kan være nødvendigt for at nå et mål, men det er bedst at være bevidstløs undervejs. Hvorfor ser stewardesser aldrig ud i virkeligheden som de ser ud i reklamerne? Og hvorfor gør de ikke det de gør i mine drømme...

De fik slæbt mig ned til min ventende kørestol. Shit, benstøtterne var vinde og skæve - og ridsede. Jeg studerede dem deprimeret mens jeg ventede på min kuffert. De ville aldrig blive hele igen. Hvad kunne det dog ikke gøre ved mine scoreevner? Mit førstehåndsindtryk af Gran Canaria lod en del tilbage at ønske. Og hvad med fars tøj? Jeg tændte en Virginia Slim. Efter en time kom Manuel fra Halløj på Badehotellet og sagde jeg skulle udfylde nogle papirer - min bagage var nemlig sendt til Kobe i Japan! For Fanden - hvordan er det liiige Kobe og Japan minder om Las Palmas og Gran Canaria - stavemåden, sproget, jordskælvene??!!!! Lever alt lufthavnspersonale af hash? Det her tegnede ikke godt!

Endelig lykkedes det at komme ind i en taxa. Chaufføren lignede en spærreballon, umiddelbart inden den giver op og eksploderer. Jeg viste ham navnet på hotellet og han grinte.
- Thej tjit yu. Yu go to rong end of ejland. No fun. Thej do dad to stupid pepol, yo now.
Det viste sig selvfølgelig, jeg skulle til den forkerte ende af øen. Væk fra Las Palmas' liv og skønne hvide nederdele og ned til Puhas sydpå med støv, døde dyr og dårlig ånde.
Byernes enslydende navne er sikkert en kilde til evig rigdom hos rejseselskabet. Eller er det kun mig, der hopper på den slags? Nå, Hørner kan sgu finde livsvand, tobak og dårende dejlige damer hvor som helst. Det opsøger mig nærmest...

Byen var et hul. Et supermarked, en frisør, en bar og mit hotel. Alt samlet om et torv uden mennesker. Det mindede om en spaghettiwestern. Om lidt bliver chaufføren skudt i maven af Clint Eastwood og eksplosionen river mine arme og ben af. Jeg får garanteret hans morgenmad lige i synet...
Baren var det første jeg testede. Her blev jeg positivt overrasket. Ejeren var dansk og hed Poul - Poul Pishus blandt venner. Han lignede Kuglen fra Fedtglasset lidt. Han serverede Tuborg og Gammel Dansk. Og så skulle jeg kun dele dem med Pishuset og byens svar på Otto Brandenburg - en gut hvis lever var gået på efterløn og hvis ansigt mindede om en smadret glasskål med rådne frugter.

Så var der indkøb. Supermarkedet havde s'gu Beauvais færdiglasagner. Fedest! Passer godt til værelsets mikroovn. Og restaurant var der ikke noget af. Godt det samme - de havde nok serveret noget lokalt ragelse... seks lasagner, godt med lokale skodpils plus en spids til halsen - noget der hed El Tajo. Og så - på torvet sker det: Pludselig var hun der. Et sorthåret sukkerhul - med øjne der tryllebandt og en hvid bluse der opbevarede et par Rolls Royce'er - store og stilige. Jeg var forelsket! Inden jeg vidste af det havde jeg købt en træged som kunne skide smøger - for 200 euro. Mit feriebudget var lige blevet omlagt! Og bolchekrukken var forsvundet - for altid - ud af mit liv - forduftet - evigt alene - surt røvskæg...

Ferien var egentlig OK. De syv dage gik mellem hotellet og Palæ Pishus - med en afstikker til supermarkedet, når det blev tyndt med vådterierne og tobakken. Jeg var nødt til at ryge deres lokale tørrede tyrebæ - der lå en stang Virginia Slim i min kuffert og grinede af mig - på japansk! Min kuffert ankom på femtedagen - pyha, så ku' jeg få mig en menneskesmøg. Frisøren fik jeg aldrig besøgt - godt det samme - jeg fandt ud af det var hr. Brandenburg. Og han døde på fjerdedagen - nå ja, måske et par dage før. Men Poul og jeg opdagede det altså på fjerdedagen. Turen hjem gik smertefrit. Far tog et skud El Tajo, til jeg faldt i søvn - og sked i bukserne, skulle det senere vise sig. Jeg fik ikke scoret, men det skyldtes de smadrede benstøtter - uden tvivl! Og nu havde jeg da en ged med røven fuld af Virginia Slim...

Nye læsere af De Blå Sider kan finde tidligere historier med Hørner fra nr. 4/2002 og frem på www.ryk.dk.