Generalforsamling - 2-2004

Tekst af: Gunnar Evers

Foråret havde bidt sig rigtig godt fast, da RYK afholdt generalforsamling på Sct. Knudsborg den 2. maj.

36 stemmeberettigede medlemmer var enten blevet efter det overståede seminar om RYKs fremtidige arbejde (se andet sted i bladet), eller havde taget turen til Fyn for at være med ved RYKs generalforsamling den 2. maj. Tre medlemmer havde hver en fuldmagt med, så det samlede antal stemmeberettigede var 39.

Formandens beretning

Efter formandens velkomst og valg af dirigent, som blev Karin Busk fra Egmont Højskolen, gik det slag i slag med aflæggelse af den mundtlige beretning og aflæggelse af regnskab.
Et par nyheder på hjemmesiden er, at der er oprettet et kvindeforum, hvor kun kvinder har adgang, og at det nu er muligt at printe en byguide ud fra tilgængelighedsbasen. Derudover fortalte formanden, at "Gå Johnny" projektet nu er inde i den sidste fase.
Fra forsamlingen var der et par kommentarer omkring RYKs manglende synlighed i den offentlige debat, og manglende kontakt til Kimen i Viborg. Formanden erkendte, at begge dele er et problem og forklarede den manglende kontakt til Kimen med, at Signe Hauge tidligere på året havde været nødt til at trække sig fra bestyrelsen på grund af sygdom, og resurserne i bestyrelsen derfor havde været mindre. Både beretning og regnskab blev godkendt af forsamlingen.

Forslag til vedtægtsændringer

Bestyrelsen havde fremsat to forslag til vedtægtsændringer.
Det første forslag omhandlede indkaldelse til generalforsamling, hvor bestyrelsen foreslog, at man fremover ikke sender indkaldelsen ud til det enkelte medlem, men i stedet offent-liggør indkaldelsen i RYK! magasinet og på hjemmesiden. På hjemmesiden skulle det desuden være muligt, at hente de relevante dokumenter til generalforsamlingen. Efter en del kommentarer fra salen, fremsatte Vibeke Sørensen et ændringsfor-slag, der i hovedtræk pålægger bestyrelsen at udsende indkaldelsen pr. brev, mens dokumenterne kan rekvireres på hjemmesiden eller hovedkontoret. Dette forslag blev vedtaget med stor majoritet.
Det andet forslag fra bestyrelsen gik på at nedlægge revisorsuppleantposten, idet bestyrelsen skønner den unødvendig, - det har aldrig været nødvendigt at indkalde suppleanten. Revisorernes opgave er mere en kontrol af, at midlerne i RYK bliver brugt hensigtsmæssigt, frem for en egentlig regnskabsmæssig revision, som foretages af DHFs revisor. Forsamlingens holdning var den, at revisorerne har brug for at være to for at kunne diskutere forhold, der ikke er oplagte i forhold til retningslinierne for RYKs økonomi.
Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de forsamlede stemmer, og da kun 25 stemte for, faldt forslaget med 1 stemme.

Bestyrelsesvalg

Formanden Jane Horsewell var på valg. Derudover var bestyrelsesmedlemmerne Jens Bo Sørensen og Jan Rasmussen på valg. Efter Signe Hauges udtræden skulle der desuden vælges et bestyrelsesmedlem for et år. Jane Horsewell blev valgt uden modkandidater, men til bestyrelsen var der fem kandidater til at besætte de tre pladser. Jens Bo Sørensen og Mikkel Bundgaard blev valgt for to år, og Leif Scherrebeck blev valgt for et år.
Til de to suppleantposter var der også fem kandidater, og her faldt valget på Kirsten Christiansen og Thor Johansson.
Revisorerne blev genvalgt uden modkandidater.

Fremtidigt arbejde

Et af punkterne under fremtidigt arbejde, var en fase II af "Gå Johnny" projektet, hvor Viggo Rasmussen orienterede om planerne for et projekt om forskning med stamceller i relation til rygmarvsskader. På nuværende tidspunkt er det lykkedes at få tilsagn om 2/3 (760.000 kr.) af de midler, projektet er budgetteret til at koste.

Notat om tilhørsforhold

Et andet af punkterne var RYKs fremtidige tilhørsforhold til DHF, hvor bestyrelsen havde udarbejdet et notat om fordele og ulemper ved at blive i DHF. Bestyrelsens holdning er dog at vi - på trods af det til tider vanskelige samarbejde - vil have størst udbytte af at blive. Dette var også holdningen fra forsamlingen, der kom med mange gode råd til, hvordan vi får større indflydelse i DHF. Der var forslag om at være mere aktive i de lokale afdelinger, at gøre DHF bevidst om, hvilket aktiv vi er for DHF, arbejde for at blive repræsenteret i så mange udvalg og arbejdsgrupper som muligt.

Udover bestyrelsens forslag til fremtidigt arbejde, havde det forudgående seminar udmøntet sig i en lang række konkrete opgaver, som medlemmerne finder det vigtigt at arbejde med. Læs mere herom i artiklen fra seminaret.

Referat af generalforsamlingen kan hentes på www.ryk.dk eller rekvireres hos sekretær Marianne Salling på tlf. 39 29 35 55.