25 års umage - 2-2004

Tekst af: Rene Stampe

Nu skal tetra- og paraplegikerne til at opføre sig normalt og generøst og finde det højeste sted at køre over, uanset om de er idioter eller sportsfolk. Det skal gøres for at vise, at her er der tale om en overgennemsnitlig god genotype. Umage giver image og mage.

Hop over hvor gærdet er højest. Jesper Klein har engang sagt, at det kun er idioter og sportsfolk, der finder det højeste sted at komme over. Det holder ikke i dag. Nu gør tetra- og para´erne det osse. Det skal gøres for at vise, at her er der tale om en overgennemsnitlig god genotype.
Umage giver image og mage.

Charles Darwins teori om menneskets oprindelse i den biologiske evolution har to sider, hvoraf den ene har været glemt gennem mere end hundrede år, og det var dumt. Det er teorien om den seksuelle udvælgelse, der handler om at forføre det andet køn så man kan få afkom - parringsvalget.

Denne dumhed skal gøres god igen ved at sammenflette handicap-princippet med det pinlige faktum, at vi ikke har set, at der gennem de sidste 25 år lige så stille er sket en voldsom forskydning i billedet af mennesket fra overlevelses- til kurmagerinstinktet, til en menneskeopfattelse, der handler om generøsitet, gensidighed og om at være til for hinanden.

Vi er på vej til et globalt menneskeligt samfund, siger Tor Nørretranders i sin bog "Det Generøse Menneske", hvorfra de gode synspunkter til para-tetrateorien generøst er hentet direkte: "Hvor gaver er lige så vigtige som varer, hvor samarbejde er lige så vigtigt som konkurrence og hvor opmærksomhed er på vej til at blive den vigtigste form for rigdom. Mennesket viser i dag sit værd på en anden måde end i stenalderen, men hensigten er den samme".

Så ja, det kommer nemt til at handle om øl, fnis og hornmusik. Ikke for at være plat, men skulle det hine steder utilsigtet blive det, vil det blive forsøgt at lægge plathederne så højt, at de fiser hen over para(d)erne. Men det gør det kun, fordi det så igen handler om noget helt andet; med andre ord: Ånd, visdom og æstetik.

Handicap-princippet er et strålende eksempel på sig selv. Det har et navn, der skaber associationer til klumpfødder og pukkelryggede klokkere eller golfspillere, hvor tanken i stedet skulle gå til flotte påfuglehanner og deres storslåede haler med et mylder af farvede fjer halvanden meter lange, der i parrings-dansen omfavner hunnen - eller til mennesker med designkørestole i fortryllende farver, der changerer med metalskin og perlemorsglans rundt om og rundt i parringsdansen.

Handicap-princippets grundidé er para-doksets: Hannen gør noget svært for at vise, at den er stærk. Hvad den præcist gør er ikke så afgørende, bare hunnen kan få øje på det og se, at det er svært. Gør noget svært, så kommer du til hos puttemor!

Handicappede skaber opmærksomhed og beundring. De bedste genotyper vælger sig et fint handicap for derved at overbevise andre om, hvor stærke de er. Derfor kommer de fleste unge hanner naturligvis til skade eller får flotte fjer i deres bedste alder.

Fjerpragten og kørestolen er med andre ord en indikator, en deklaration, et kvalitetsbevis, et duelighedstegn: "Se, jeg lever, selv med det her handicap, jeg er stærk og har gode gener".

Påfuglehannen kan smide sin lange og besværlige hale, hvis den har ræven lige i hælene, hvilket i handicap-princippet er en svaghed. De fleste kørestolsbrugere kan ikke smide kørestolen fra sig, hvis de er i knibe, så derfor fortjener det i handicap-princippet større opmærksomhed og rigdom at gøre sig umage med tetraplegi som noget af det fineste, frem for en fugl på kun fem kg med en fjer på, der ikke engang kan flyve.

Har man ikke i selve princippet et af de fineste handicap, må man blande sig med, lade som om eller prale af at kende en trendsætter, som har sådan et. Trend- og tetra´sitterne bærer ultimativt blæret og helt anonymt som baby'-sittere på smukkeste måde generøsiteten i RYK for para'sitterne, hvis eneste duelighedsbevis er deres ar- og over-mod med svag genotype og overdrevne prangende overarme og lånte fjer som ugens glade krøbling.
Den offentlige sektor anvender handicap-princippet for at opnå et image af generøsitet, båret frem af de fineste handicappede, for hvem uegennyttig generøsitet er målet. Vi venter som engle og lader os generøst hjælpe med noget svært, og skaber et image og en mage til den barmhjertige samaritan. Et tilgængeligt samfund har ikke brug for de barmhjertige.
Selv Kristus venter på sig selv. Kommer han tilbage og lægger hånd på de lamme og befaler dem at gå i dag eller i morgen? Ingen ved rigtigt hvornår. Menigheden gør noget svært med de midlertidige to tusind år gamle, løse ramper. Skal de lave en permanent rampe på kirketrappen og miste symbiosen med kørestolsbrugerne, når de selv kan deltage i altergangen uden barmhjertelighed på lige fod, eller vente i endnu en overgang på 25 år? Generøsiteten gror kun i kraft af ulighed - han er på trapperne!
Så længe Kristus er på trapperne står han i vejen for en trappelift. De rettro gør noget svært. Handicap-princippet bliver umagen og midlet generøsitet på vej til et globalt menneskeligt retssamfund sammen med de vantro og vanføre.
Så giv os lov!

FAKTA

Da Paraplegi udkom første gang i 1979 var det på 16 sider. Siden steg sideantallet, som har ligget i gennemsnit med 48 sider gennem bladets levetid. Nr. 1/2003 nåede bladets hidtil største samlede sideantal på 72 sider med temaet: Kørestol.